Klimatopmødet i Paris nærmer sig og med det også overvejelserne om, hvad der kan og skal opnås.
Størrelsesordenen af udfordringen opsummeres f.eks. i introduktionen til Naomi Kleins bog ‘This changes everything’. Her citeres (s. 21) Kevin Anderson fra Tyndall Centre for, at hvis vi skal holde den globale opvarmning under den internationalt accepterede grænse på 2 grader celsius, så er vort eneste håb, at de rige lande nedbringer deres udledninger med noget i nærheden af 8-10 procent om året.
Ifølge Fatih Birol fra Det Internationale Energi Agentur (s. 23), er vores mulighed for at holde os under 2 grader ved at forsvinde, og i 2017 vil den være forsvundet for altid.
Alle håber på resultater ved topmødet i Paris. Men vi er mange, som føler et behov for at gøre mere på et individuelt plan. Her er så et forslag:
Lad os skabe et globalt system til carbon footprint labelling, således at forbrugerne ved køb af varer og tjenesteydelser (inkl. rejser) kan se, hvilken CO2-udledning de derved bidrager med.
Oplysningerne eksisterer, vi mangler ‘blot’ en certificeringsstruktur, i lighed med f.eks. skovbrugets FSC-mærkning, som sikrer, at tallene er pålidelige og sammenlignelige. Dvs. en stor ingeniøropgave, men – som FSC viser – helt igennem mulig. Og med et meget veldefineret slutresultat:
På enhver vare står der ved siden af prisskiltet, hvilket CO2-udslip varen har givet anledning til op gennem produktionskæden. Forbrugere kan så vælge at betale lidt ekstra for f.eks. en bakke tomater, som er produceret med et lidt lavere CO2-udslip osv.
Hvad skulle det så gøre godt for? Hvis man tror på, at enhver forbruger er en ‘homo economicus’, som altid handler ud fra en snæver økonomisk egeninteresse, så er svaret naturligvis: Det vil ikke gøre godt for noget. Og det er måske forklaringen på, at vi endnu ikke har en CO2-mærkningsordning, og at det ser ud, som om man forestiller sig, at løsningen på klimaudfordringen skal komme via regulering på et overordnet niveau.
Men idéen om homo economicus er jo blot en praktisk, forsimplende antagelse, som er opfundet for at muliggøre forsimplede beregninger. Jeg kender ingen, heller ikke økonomer, som forestiller sig, at antagelsen fortæller noget om, hvad mennesker vil og kan udrette, hvis det virkelig gælder.
Stort set alle mennesker i den rige del af verden i dag – og det er jo os, der er ansvarlige for problemet og kan gøre en forskel – er bevidste om klimatruslen og har et dybfølt ønske om at gøre en forskel. Med et system til carbon footprint labelling ville vi få det nødvendige værktøj.
Selv om systemet i første omgang er fuldkommen frivilligt for producenterne, er det i høj grad muligt, at forbrugerkrav vil få producenterne til at CO2-mærke varer og tjenesteydelser, og at forbrugerne herefter vil benytte denne information til at reducere deres udledninger:
En reduktion på 8-10 procent om året, startende næste år, er en voldsom transformation, hvis den skal trækkes igennem med pris- og lovændringer på et overordnet niveau. Men hvis hver enkelt forbruger får mulighed for løbende at holde øje med sin egen CO2-udledning, ligesom vi holder øje med vores eget budget, forekommer det ikke uoverskueligt at reducere med 8-10 procent om året.
Det har været fremført, at kapitalisme ikke kan tackle klimatruslen. Men med et globalt system til carbon footprint labelling, og forbrugere som aktivt vælger produkter med et lavere CO2-udslip, kan det kapitalistiske systems mekanismer – f.eks. konkurrence og innovation – blive en fordel i kampen mod klimaforandringer.
Så i sidste ende er det et spørgsmål om tillid: Tillid til, at det vil gøre en forskel at gennemføre det formidable arbejde med en CO2-mærkningsordning. Tillid til, at vi alle vil gøre en forskel, hvis vi får muligheden for det.
Og ved at støtte carbon footprint labelling har Danmark muligheden for at træde værdigt i karakter inden klimatopmødet i Paris i december.
