Kronik: Affredning af Vikingeskibshallen er et wake-up-call

Illustration: Vikingeskibsmuseet/Werner Karrasch

 

Birthe Iuel er præsident for Historiske Huse, formand for ejerne af de privatejede fredede bygninger og næstformand for de privatejede bevaringsværdige bygninger. Illustration: Suste Bonnen

I artiklen ‘Kritikere: Affredning af Vikingeskibshallen er en glidebane’ 3. september udtaler en række vægtige meningsdannere sig i negative vendinger om kulturministerens affredning af Vikingeskibshallen.

Og ja. Affredningen af Vikingeskibshallen er uheldig – ingen tvivl om det. Vikingeskibshallen er uomtvisteligt et hovedværk i moderne arkitektur, og det er samtidigt problematisk, når kulturministerens eget rådgivende organ og egen styrelse desavoueres.

Fælles for dem alle er dog, at de udtaler sig helt gratis. Ingen af dem har økonomi i klemme og overvejer ikke, at netop affredningen af Vikingeskibshallen er kulminationen på en uheldig tendens i det danske samfund: Få skal betale for flertallets ønsker.

Statens stærkt vigende økonomiske engagement i den byggede kulturarv gennem de sidste 30 år må med denne affredning nu få konsekvenser. Affredningen af Vikingeskibshallen må tolkes som værende et udtryk for, at kulturministerens erkender, at staten ikke længere kan tvinge en lille gruppe ejere til mere eller mindre gratis at yde filantropisk virksomhed til gavn og glæde for resten af samfundet – uden at ville kompensere for de fordyrende krav til vedligeholdelse, som en fredning udløser.

Læs også: Fredningsforening efter museumsaffredning: Find flere penge eller affred mere

Vikingeskibshallen er jo ikke den eneste spektakulære fredede bygning, som er i alvorlige problemer, enten fordi den ligger i et område, hvor aktivering ikke giver mening, eller fordi dens beskaffenhed ikke giver mulighed for udnyttelse, eller fordi den er så dyr at vedligeholde, at der aldrig kan skabes en sammenhængende forretningsplan for bygningen.

Det er tankevækkende, at vi i et af verdens rigeste samfund ikke mener at have råd til i fællesskab at bevare de bygninger som betegnes som værende landets umistelige kulturarv og derfor af national betydning.

Bare i de 20 år, jeg har været formand, er værdien af det skattefradrag, der gives til vedligeholdelse af bygningerne, mere end halveret, og tilskudsmidlerne fra det offentlige til vedligeholdelse af de fredede bygninger er ikke steget i 30 år.

I dag dækker fradraget kun momsen. Når man betænker, at meromkostningerne ved istandsættelse af mange fredede bygninger er både dobbelt og tredobbelt så høje som på almindeligt byggeri, så rækker de godt 30 millioner kroner, som staten kan uddele som tilskud til i alt 9.000 fredede bygninger, ikke langt. Til sammenligning skal nævnes, at der til de ca. 2.500 middelalderkirker i Danmark er afsat ca. 1 milliard kroner.

Derfor opfattes samfundets engagement i de fredede bygninger af ejerne efterhånden som værende ubetydeligt eller reelt ikke eksisterende. Og bemærkninger som, at kulturarven er vor alles, klinger hult, for det gælder tilsyneladende kun, når kulturarven skal nydes, og ikke når der skal ydes. I Danmark har vi ellers tradition for at løfte i flok, blot ikke så længe, man kan tvinge en lille gruppe på 3-4000 mennesker til at betale, og som selvsagt grundet antal ikke har den store politiske gennemslagskraft.

Når kulturminister Mette Bock har valgt at affrede Vikingeskibshallen, er det måske derfor netop i erkendelse af, at vi er nødt til at give slip på vigtige historiske bygninger eller monumenter, når viljen eller evnen til at være med til at betale ikke er til stede. Hun kan ikke blandt Folketingets politikere få opbakning til at prioritere den nødvendige økonomi til området.

Det er i det hele taget også svært at finde politikere, som for alvor interesserer sig for de fredede bygninger og dermed vores byggede kulturarv. Er det, fordi der ikke er tilstrækkeligt med stemmer i området? Eller ligger interessen for den byggede kulturarv blot hos en lille elitær gruppe? Ser man på de danske kommunalbestyrelsers prioritering af bygningsarven ude lokalt, ligger sandheden måske ikke så langt herfra. Alt for få kommuner har forstået, hvilken værdi der ligger i at prioritere den del af kulturarven.

Budskabet er klart: Staten ønsker ikke at prioritere bygningerne med den nødvendige økonomi, og nu er misforholdet mellem forpligtelse og kompensation så skævt, at der kun er én løsning: Den må give slip, og affredning er eneste mulighed.

Den anden løsning, nemlig at staten overtager bygningerne og dermed forpligtigelsen, er tilsyneladende ikke gangbar.

Vi har ellers gang på gang set private ejere, som har kastet håndklædet i ringen og bedt staten overtage deres fredede bygninger. Men den betakker sig, vel vidende hvor tung den økonomiske byrde er ved at vedligeholde bygningerne. For at undgå ejernes krav om statslig overtagelse tilbød staten tilbage i slutningen af 70’erne ejerne at få fritagelse for at betale grundskyld mod at frafalde retten til at bede staten overtage bygningerne – til evig tid.

Staten har altså hele tiden været opmærksom på, hvilken opgave en lille gruppe borgere i Danmark løser og betakker sig for at overtage samme opgave.

Og tilsyneladende er det hidtil lykkedes med løftede øjenbryn og trusler om repressalier at få ejerne til at betale en større og større del af de meromkostninger til istandsættelse, som en fredning udløser.

Men nu er målet fyldt, og måtte kulturminister Mette Bocks affredning af Vikingeskibshallen derfor i 100 året for Bygningsfredningslovens tilblivelse være det wake-up-call, der får politikerne til at forstå, at det altså ikke er naturgivent, at en lille gruppe borgere skal bruge alle deres sparepenge eller kræfter til gavn og glæde for vores fælles kulturarv, hvis det alligevel ikke er et fælles projekt.

Hvor ulykkelig affredningen af Vikingeskibsmuseet end måtte være, har jeg derfor fuld forståelse for, at både Kulturministeren og de for museet ansvarlige på et tidspunkt må give op – staten har haft masser af mulighed for at tilbyde økonomisk hjælp undervejs, og det er trods alt samme stat, der for ikke mange år siden stemplede bygningen som værende umistelig kulturarv, vel vidende at bygningen allerede dengang havde konstruktionsmæssige problemer.

Læs også: Kritikere: Affredning af Vikingeskibshallen er en glidebane

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er utroligt at vi i dag har et samfund hvor ganske få menings og opinions danner enerådigt bestemmer over andres ejendom i en grad der er lig med ekspropriation men uden kompensation. Den der betaler bestemmer musikken synes ikke at være trængt ind i disse hoveder. Der er givet vi mange flere steder - fredningne og den betingelser bør gås efter og givetvis affredes.

  • 11
  • 2

I Danmark har vi ellers tradition for at løfte i flok, blot ikke så længe, man kan tvinge en lille gruppe på 3-4000 mennesker til at betale, og som selvsagt grundet antal ikke har den store politiske gennemslagskraft.

... som tilsyneladende betaler gildet nu?

(der er vel flere besøgende til Vikingeskibshallerne?)

  • 1
  • 4

Een ting er at man ved en fredning som ejer mister retten til at råde over sin bygning, men når en bygning bliver ubrugelig eller bliver så kostbar at transformere om til moderne anvendelse, at økonomien aldrig kommer til at hænge sammen, så må staten enten være med til at betale eller give slip på fredningen og affrede. Det er ikke private ejeres opgave at drive frilandsmuseum.

  • 16
  • 0

Helt generelt er det da pip at Staten sådan kan strø om sig med pligter til tilfældige borgere. At 'frede' en ejendom, og dermed pålægge ejeren vedligeholdesesomkostninger ud i al fremtid uanset deres størrelse hører da ingen steder hjemme.

Det er lige som den fuldstændigt indssyge idé, at jeg skal betale for arkæologisk gennemgravning af hele min grund, fordi entreprenøren finder en stenøkse i jorden når han skal til at opføre mit hus.

Hvis der absolut skal fredes noget, så må ejeren tilbydes at Staten køber ejendommen til almindelig salgspris i forhold til markedet, og så kan Staten selv finansiere vedligeholdet af dens nu egen ejendom.

  • 7
  • 1

Hej Martin, jeg tror hun refererer til bygningsejerne af de 9000 fredede bygninger. Da flere af bygningerne er en del af et fredet anlæg, f.eks. for- og baghus i et købstadsmiljø eller længerne på en bondegård. Med venlig hilsen.

  • 2
  • 0

I en tid hvor man råber stadigt højere og skingert om vigtigheden af dansk kultur og fællesskabet dette implicerer, er det besynderligt at man reserverer 1 milliard til at vedligeholde middelalderkirker, som repræsentere en tid hvor man næppe havde begrebet "fælleskultur" eller bare "kultur" i vokabulariet. Der er næppe nogen der rejser til Danmark for at lade sig inspirere af disse bygningsværker, hverken som kulturbærere eller som arkitektoniske milepæle. Derimod er der en del repræsentanter for moderne arkitektur, siden funktionalismen, som har denne tillægsværdi. Disse bør man værne om, fordi de stadig står som kendemærke for en bygningskultur, som har bidraget til forbedringer, både i miljø og æstetisk forstand. Jeg advokerer hermed ikke for at man ukritisk bør beholde alt og er der et teknisk problem, som med Vikingemuseet der ikke kan reddes på fornuftig vis, så skal der være plads til en diskussion herom. Havde man haft fredningsprocedure fra siden vi bosatte os i landet, kunne man formentligt ikke komme til for jordhuler. Så fredning må være meget selektiv, og kunne revideres løbende.

  • 5
  • 0

Kære Henrik Eriksen, I 1918, for 100 år siden besluttede man, at der i Danmark var bygninger, som repræsenterede så væsentlig kulturarv, at den fortælling om vores fælles historie bygningerne repræsenterede, var så væsentlig for hele vores forsåelse af hvem vi er, at bygningerne skulle bevares for eftertiden. Loven blev til i en tid med få byggematerialer og byggemetoder, ligesom samfundet dengang ikke var nær så dynamisk, som det er i dag. Man havde derfor ikke fantasi til at forestille sig, hvor mange af disse fredede bygninger, der senere ville miste deres funktion, og man havde heller ikke fantasi til at forestille sig, at man nogensinde ville få behov for at ændre så meget på husenes indretning, som tilfældet er blevet. Derfor var man heller ikke klar over, hvor stort et indgreb i ejernes råderet over bygningerne, det 100 år efter ville blive, og derfor mente man ikke, der var behov for at give ejerne erstatning. De kunne jo ikke mærke det. Til gengæld lå det implicit i tanken bag loven, at det ikke skulle koste ejerne noget ekstra i vedligeholdelsesudgifter, at bygningerne var fredet. Og man overvejede heller ikke at mange af bygningerne ville miste deres funktion, bla. fordi vi holdt op med at være landbrugssamfund. I dag er en række bygninger endt med at være en klods om benet på ejerne. De kan ikke komme i drift og de koster mange penge i vedligeholdelse. Det er altså som at hælde pengene lige ned i et hul, når man tækker en bygning, vel vidende at det samme tag skal tækkes igen om senest 30 år. Derfor mener jeg, at disse bygninger ikke kun er den private ejers ansvar. Staten må hjælpe til. Da langt de fleste af disse bygninger er placeret i lavindkomstområder i yderområderne, er der ikke de store indkomster, så fradragsordninger til vedligeholdelsen er ikke nok. Der må også flere af vores fælles penge til, hvilket kun er naturligt, da kulturarven er" vores allesammens".

  • 7
  • 0

Kære Jens Olsen,

Det er et synspunkt, som jeg ikke er sikker på du deler med så mange, men reelt nok. Og så længe vi prioriterer statens finanser, som vi gør, kan det blive konsekvensen.

  • 0
  • 1

Birthe jeg har selv haft en stor gaard fra 1700 tallet, der havde et helt overvældende vedligeholdelsesefterslæb, da jeg flyttede efter 10 år gennemgik jeg regnskaberne og fandt at der årligt var brugt 200.000 på bygningerne, der stadigt havde efterslæb.

Så jo der skal fightes hvis man orker de gamle bygninger med charme.

Lige Vikingeskibsmuseet finder jeg ikke er et hovedværk og vi har jo stadigt Knud Blach Petersens Gelleruppark.

Han boede lige rundt om hjørnet i en eksklusiv del af Brabrand.

  • 6
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten