Kronik: Åbent brev til IDA’s lister

Jeg er træt af fedtspilleriet i IDA. Ingen siger hvad de virkelig vil, og alt ordnes inden for dørene. Derfor vil jeg prøve at bringe et reelt emne på banen, hvor ingen af listerne for 'rigtige' (læs: ikke studenter-) medlemmer endnu har meldt ud, hvad de mener.

Se, der er noget jeg ikke helt forstår, så nu vil jeg spørge jer direkte: Hvorfor var det, at I syntes det var okay at bede studiemedlemmerne om penge, uden at spørge dem? Og hvordan fandt man frem til, at fire pladser i repræsentantskabet var passende for de studerende, uden at spørge dem? Og synes man egentlig stadig, at studiemedlemskontingentet er en god idé fremadrettet?

Hvis man kigger isoleret på IDA’s beslutning om at indføre et studiemedlemskontingent, så er der sjældent set så klokkeklart et eksempel på løftebrud. I sommeren 2008, 2009, 2010 og 2011 kunne jeg som rusvejleder på DTU hvert år se og høre IDA’s repræsentanter love gratis medlemskab af IDA resten af studietiden.

Da IDA så havde svært ved at få regnskabet til at hænge sammen, blev løftet om gratis studiemedlemskab elegant brudt, og der blev planlagt en årlig indtægt på 5 mio. kr. fra studiemedlemskaberne. Ikke bare var dette imod, hvad de studerende var blevet lovet ved indmeldelse, men som jeg ser det, så er det også en usædvanligt kortsigtet løsning, hvor man rent ud sagt 'pisser i bukserne for at holde sig varm'.

Logikken burde være til at følge: Hvis IDA tager penge for studiemedlemskabet, bliver der færre studiemedlemmer. Færre studiemedlemmer betyder færre, der føler tilknytning til IDA, når de er færdiguddannede - altså færre 'rigtige' (læs: færdiguddannede og kontingentbetalende) IDA-medlemmer. Og det burde ikke være svært at regne ud, at der ikke skal ret mange færre 'rigtige' medlemmer til, før det ikke længere kan betale sig.

Som kompensation til de studerende valgte man så at give en medbestemmelsesret i IDA. Men hvorfor spurgte man aldrig de studerende, hvad der ville være en god form for medbestemmelse? I stedet for at spørge fandt man selv på det tilfældige antal: fire pladser i repræsentantskabet.

Men er det tal nu helt tilfældigt? Jeg har i hvert fald svært ved at se det anderledes end, at det er et udtryk for, at man gerne vil lade, som om de studerende har indflydelse, men egentlig helst ikke vil give dem det. Fire er nemlig det tal, der lige nøjagtig er for lidt til, at man kan få et hovedbestyrelsesmedlem uden hjælp.

Havde man valgt en logisk tilgang og tildelt de studerende pladser, efter hvor mange studiemedlemmer der er, så skulle de studerende have næsten 25 procent af pladserne, eller med andre ord 16 pladser i repræsentantskabet. Adspurgt om de studerende så også burde sikres et fast medlem af hovedbestyrelsen, så bliver hykleriet klart:

»De må på lige fod med alle andre kæmpe sig til en plads,« bliver der svaret i Ingeniørens artikel, om en fast plads til de studerende i hovedbestyrelsen. Okay, men hvorfor må vi så ikke kæmpe på lige vilkår om pladserne i repræsentantskabet? Det eneste svar jeg kan finde er, at så ville vi uden hjælp kunne tage tre af pladserne i hovedbestyrelsen, og dem vil man helst ikke af med.

Det kan selvfølgelig være, at jeg tager fejl, men set udefra ligner det, at man har man forsøgt at skaffe penge på den nemme måde; man tog fra dem der ikke kunne stemme imod, og som kompensation gav man en særdeles vandig omgang indflydelse.

Læs også: Ungdomsoprør i IDA: Kontingent til studiemedlemmer er klokkeklart løftebrud