Kritisk borgmester: Ny varmeplan satser for meget på biomasse

7. oktober 2014 kl. 15:3310
Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell efterlyser alternativer til at brænde træ af til københavnernes fjernvarme.
Artiklen er ældre end 30 dage

Teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (Enh.) er alt andet end begejstret for konklusionerne i Varmeplan 3, som de tre fjernvarmeselskaber CTR, Hofor og Veks har udarbejdet for varmeforsyningen i hovedstadsområdet.

Rapporten, som blev præsenteret på en konference tirsdag, konkluderer, at det er fornuftigt, at mellem 78 og 92 pct. af varmen i hovedstadsområdet i 2035 fabrikeres med biomasse og affald.

Læs også: Københavnerne skal varme sig med biomasse og affald i mange år endnu

Morten Kabell – som ud over sin borgmesterpost er formand for det ene af de tre fjernvarmeselskaber, CTR – kalder rapporten alt for ukritisk og skråsikker i sin konklusion om, at der er tilstrækkelig biomasse til rådighed:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi har endnu ikke nogen kriterier for bæredygtighed af biomasse, og den faglige debat omkring spørgsmålet kører stadig. Derfor skal vi være ærlige omkring biomassens svagheder og de faldgruber, der kan være ved at satse så meget på den, og sådan blev det ikke lagt frem her på mødet i dag,« sagde han til Ingeniøren efter mødet.

Morten Kabell mener, at man bør lytte nøje til den faglige debat og tage uenighederne til efterretning. Og at man bør anvende forsigtighedsprincippet, når der ikke findes nogen klare retningslinjer.

I stedet bør man ifølge teknik- og miljøborgmesteren begynde på at få flere alternativer ind i varmeforsyningen:

»Jeg vil gennem Københavns Kommunes engagement i CTR opfordre selskabet til at intensivere teknologiudviklingen i for eksempel geotermi og store varmepumper, så vi kan gøre varmeforsyningen mindre afhængig af biomasse og dermed mere bæredygtig,« siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Teknik- og miljøborgmesteren mener dog ikke, at hans kritik dermed gør rapporten værdiløs.

»Vi kan bruge rapporten til at sørge for, at vi bevæger varmeforsyningen i en grøn retning, og så er rapporten også udtryk for et enestående samarbejde mellem 17 kommuner, som vi skal fortsætte og styrke,« siger han.

Affald overflødiggør solvarme

Ifølge rapporten er geotermi hverken samfunds- eller selskabsøkonomisk bæredygtig med den nuværende teknologi, men kan dog komme i betragtning som varmekilde til store varmepumper.

På konferencen blev der også stillet spørgsmål ved, hvorfor der ikke er mere solvarme i planen – for eksempel etableret på tagarealer – og hvorfor biogas af madaffald ikke indgår.

Med hensyn til solvarmen svarede områdechef Morten Stobbe fra Hofor, at den ikke er interessant, fordi man har rigelig varme om sommeren fra affaldsforbrændingsanlæggene, sådan som kontrakterne er skruet sammen.

Hvad biogas angår, lød svaret, at det ikke er varmeselskabernes opgave at etablere biogasanlæg, og at den eksisterende biogasproduktion fra rensningsanlæg allerede i dag renses og distribueres via naturgasnettet, hvor det anvendes i husholdningerne eller til transport.

10 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
10
11. oktober 2014 kl. 16:38

København kan få ubegrænsede mængder fordampervarme fra Øresund. Hvis Fremløbstemperaturen styres mellem 20 og 45 grader i takt med kulden og det varme brugsvand holdes legionærfri med billig natstrøm kan en varmepumpeløsning godt være CO2let. Hvor jeg bor er der en meget vandrig å løbende gennem byen og hvis systemet kan vises at fungere her kan det også klare København. Man kan selvfølgelig også bare regne lidt .

9
8. oktober 2014 kl. 10:07

Selv med en super effektiv varmepumpe kombineret med geotermi bliver CO2 emissionen større end ved biomasse.

Folk der har en lille smule realitetssans:

I 2012 brændes 310 PJ af i de danske kraftværker og fjernvarmeværker, som yder 60 Pj el og 107 PJ fjernvarme i boligmassen.

Når et kraftværk kan yde 50 % el af brændslerne og en varmepump kan minimum 3-doble denne strøm til varme så er det for en hver med en nogenlunde realitetssans se hvor strømmen til varmepumpen skal komme fra når der i 2012 ydes 19 % el af de omsatte 310 Pj brændsler.

8
8. oktober 2014 kl. 00:37

Selv med en super effektiv varmepumpe kombineret med geotermi bliver CO2 emissionen større end ved biomasse.

Se det er sådan man skal tænke bæredygtigt - ikke økonomi, men ressourcer... Det gør en politikker aldrig, de tænker kun i tække og penge. Hvem er gode til at bore huller i Danmark...Det er goldman sachs, jeg mener DONG. Sikke mange mislykkes overbudgetteret projekter, der skrottes før levering, vi kan få lov at betale, når det her bliver til aftaler...

7
8. oktober 2014 kl. 00:27

Jeg fældede lige et træ, og det gav så meget træ til afbrænding at det må være en god ide at bruge sådan noget. I øvrigt fik naboen også en varmepumpe, så det er også en vældig god ide. Jordvarme lyder også rigtig godt og grønt, og sammen med en varmepumpe (da temperaturen desværre ikke er høj nok), så bliver vi så grønne at ingen kan slå os. Varmepumper er for dyre i sig selv ligeså jordvarme, men lægger vi dem nu sammen, så har vi helt sikkert en vinder, og strømmen til varmepumpen kommer jo fra vindmøller. De knap så grønne, de kan så få love til at bruge al den beskidte kulstrøm og affaldet.

6
7. oktober 2014 kl. 23:13
4
7. oktober 2014 kl. 22:54

@niels Hvor får du 15mw fra? Og gælder det også flis, husk at regne vandindholdet med, i dine elvikningsgrader.

3
7. oktober 2014 kl. 21:39

Det samlede skovareal i Europa er 159 mio. ha.

Hvis hver ha. kan skabe en årlig tilvækst på 10 M3 årligt. hvis denne træmængde efter transport, bearbejdning tørring mm. afgiver 15 Mwh brugbar energi så er den samlede årlige energimængde fra de Europiske skove 2400 Twh. Tysklands samlede energiforbrug er over 4000 Twh. Det samlede energiforbrug i Europa er 22.000 Twh så omkring 10 % af det nuværende energiforbrug kan komme fra Europisk træ.

1
7. oktober 2014 kl. 19:23

»Jeg vil gennem Københavns Kommunes engagement i CTR opfordre selskabet til at intensivere teknologiudviklingen i for eksempel geotermi og store varmepumper, så vi kan gøre varmeforsyningen mindre afhængig af biomasse og dermed mere bæredygtig,« siger han.

Og ? Er det ikke netop den samme personkreds, som har besluttet igangsætte planlægningsarbejdet. Og mener han virkelig at varmepumper er mere bæredygtigt end biomasse ? Hvor tror han strømmen kommer fra ? Selv med en super effektiv varmepumpe kombineret med geotermi bliver CO2 emissionen større end ved biomasse.