Kritikken af mobilforskning kommer bag på politikere

Venstres Hanne Severinsen mener, at professor Philippe Grandjean, burde have sagt fra i tide

Professor Philippe Grandjeans kritik af det forskningsprogram om mobilstråling, som han selv er formand for, afvises både på Christiansborg og i Forskningsstyrelsen.

»Det er dybt underligt og nærmest en tilståelsessag. Hvis han mener sådan, skulle han have sagt det noget før, så bestyrelsen for Det Strategiske Forskningsråd kunne have udformet udbuddet bedre. Eller være kommet til os politikere med sin kritik, så vi kunne have lavet et program, hvor flere havde følt sig kaldet til at søge,« siger Hanne Severinsen (V), der er formand for Folketingets udvalg for forskning og videnskab.

Hun erkender, at forskningsprogrammet »lige pludseligt kom snublende«. Det skete bl.a. efter massiv kritik af, at Danmark ikke støttede forskning i faren ved mobilstråling, selv om staten havde høstet 3,8 mia. kr. på at sælge fire licenser til 3G-mobiltelefoni.

Hanne Severinsen fastholder, at hele ideen med Det Strategiske Forskningsråd netop er, at politikerne gerne vil blande sig, men godt ved, at der som minimum skal være et armslængdeprincip ved uddelingen.

Den konservative politiske ordfører Pia Christmas-Møller fik ideen til, at programmet skulle ligge under Det Strategiske Forskningsråd. I dag kommer det helt bag på hende, at rådet ifølge loven ikke må give penge til udenlandske forskningsprojekter.

»Tilbage står, at Folketinget stadig har behov for en saglig vurdering af faren ved stråling fra mobiltelefoni for både børn og voksne – så det her må ikke falde på gulvet,« siger hun.

Forskningsstyrelsen, som er sekretariat for Det Strategiske Forskningsråd, forstår ikke kritikken. Kontorchef Vibeke Hein Olsen er enig i, at programmet var formuleret meget snævert. Så snævert at der i Forskningsstyrelsen var frygt for, at slet ingen ville søge. Der kom dog ti ansøgninger.

»Der lå et politisk forlig, og det måtte vi rette os efter. Men hvis Philippe Grandjean virkelig mener, at ansøgerkvaliteten var for lav, skulle han have sagt det noget før – og han skulle have bedt om et møde med videnskabsministeren, som kunne være tvunget til at gå tilbage til sit politiske forlig for at få løsnet bindingerne,« siger kontorchefen.

Hun afviser også, at spændende udenlandske projekter blev afvist, blot fordi de ikke var danske. Der kom to svenske og en østrigsk ansøgning, men de faldt efter hendes oplysninger alle på kvaliteten.

»Selv om loven siger, at Det Strategiske Forskningsråd skal støtte dansk forskning, så var det her jo en særlig situation. Hvis de bedste ansøgninger var udenlandske, måtte vi også løse det. Det vidste Philippe Grandjean og de andre i programkomiteen godt,« forklarer Vibeke Hein Olsen.

Løsningen kunne eksempelvis være at give pengene med klausuler om, at der skulle tilknyttes danske ph.d.-studerende, eller at noget skulle foregå i danske forskningsmiljøer, oplyser hun.