Kritikere: Elsparefonden blev nedlagt med et pennestrøg
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kritikere: Elsparefonden blev nedlagt med et pennestrøg

Regeringen vil nedlægge den uafhængige Elsparefond i sin nuværende form og erstatte den med et såkaldt Center for Energibesparelser direkte under Energistyrelsen.

Det har fået oppositionspartierne bag det seneste energiforlig til at fare i flint. De kritiserer, at forslaget om at nedlægge Elsparefonden blev sendt i høring den 8. juli med høringsfrist den 12. august, og at Elsparefonden nu bliver underlagt Energistyrelsen.

»Det er en helt ny og arrogant måde at håndtere aftaler på,« siger SF's klima- og energiordfører Anne Grete Holmsgaard til Børsen Klima.

Hun henviser til, at ændringerne handler om hele energispareindsatsen, der er en del af energiaftalen, som alle partier undtagen Enhedslisten står bag. Derfor mener oppositionspartierne, at de skal tages med på råd. Men det har klimaministeren ikke taget hensyn til, mener De Radikales klimaordfører.

»Ministeren har sagt. "Jeg vil gerne have det sådan her, og jeg vil gerne lave nogle ændringer, så det ser ud, som om jeg har lyttet". Men i realiteten bliver det, som ministeren har bestemt. Vi har drøftet det, ingen tvivl om det. Men problemet er, at vi ikke har kunnet finde en fælles model, for der har ikke været vilje til at finde en fælles model,« siger Margrethe Vestager (R).

Der følger ikke en krone ekstra med

Den overordnede vision med at lade Elsparefonden genopstå som Center for Energibesparelser er at skabe en aktør, der kan varetage både el- og varmebesparelser i alle sektorer, og som kan supplere energiselskabernes indsats.

Dermed håber regeringen, at forsømte områder som varmebesparelser i bygninger og energibesparelser i industrien får højere prioritering. Det skal øge chancen for, at det danske samfund når energisparemålene på 4 procent i 2020.

»Men det er helt paradoksalt, at de større ambitioner og oprettelsen af et center for energibesparelser ikke ledsages af flere penge,« siger Sekretariatsleder Dorte Nørregaard Larsen fra interesseorganisationen Energiforum Danmark, som opsamler viden om energispareløsninger.

Hun peger på, at det i bemærkningerne til lovforslaget tydeligt fremgår, at de 90 millioner kroner, der normalt tilfalder Elsparefonden til at sikre elbesparelser, nu skal sikre el- og varmebesparelser i alle sektorer undtagen transportsektoren.

»Uanset hvordan man vender og drejer det, er det en betydelig nedprioritering af elbesparelser og ikke nogen imponerende prioritering af energibesparelsesområdet samlet set,« siger Dorte Nørregaard Larsen.

Connie Hedegaard: Vi har valgt det bedste kompromis

Connie Hedegaard mener, at kritikken er skudt helt forbi, for hun har skullet finde et kompromis mellem alle partierne i forligskredsen, hvor Dansk Folkeparti vil lægge indsatsen helt ind i Klimaministeriet, mens SF, S og R vil holde fast i en selvstændig fond.

»Vi er ikke enige i forligskredsen om, hvordan man gør. Men hvis jeg ikke skulle sende det i høring inden sommerferien, ville vi være endnu længere væk fra en afklaring - og vi skylder også de mange dygtige medarbejdere i Elsparefonden , at der snart kommer en afklaring,« siger Connie Hedegaard til Børsen.

Alle partierne er helt enige i, at Elsparefondens nuværende, snævre fokus på at spare el skal erstattes af en bred indsats for at spare på alle energiformer. Uenigheden handler om, at det nye Center for Energibesparelser skal have en tæt tilknytning til Energistyrelsen i modsætning til den nuværende fond, der er en uafhængig statsinstitution.

Klima- og energiminister Connie Hedegaard vil nu læse høringssvarene og overveje eventuelle ændringer, inden hun mødes med forligspartierne senere på måneden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jo bedre overblik man har fra centralt hold, des større er chancen for at gøre noget effektivt, hvorfor ministeren her har gjort det rigtige.

Man må så håbe at overblikket udvides, således vi ikke kun skal høre om vindmøller og elbiler i energi- og klimadebatten.

  • 0
  • 0

Eksterne links:
http://www.energiforumdanmark.dk/om-energi...

Fra en faktaboks:

Energiforum Danmark er et forum for professionel sparring og formidling omkring konkrete løsninger, der resulterer i varig, rationel reduktion af energiforbruget.
Energiforum Danmark er desuden et netværk af 450 energi- og miljøansvarlige fra 370 forskellige virksomheder: boligforeninger, kommuner og andre offentlige virksomheder og institutioner, rådgivere, leverandører, industri og forsyning.
Vores medlemmer arbejder professionelt med energibesparelser og har en unik viden om de udfordringer og muligheder, dette arbejde møder i de forskellige sektorer.

  • 0
  • 0

Overblik forbedres sikkert fra politisk hånd! Når det lægges ind under Energistyrelsen kan vi vel forvente at blive at blive påduttet det ”politisk korrekte” med gulerod og pisk, i stedet for det frie valg af energibesparende løsninger og samtidig kan regeringen nøjes med at dreje på en knap som hedder fx ”Energi & Skat”. Energibesparende løsninger skal nemlig kunne betale sig, helst for andre en blot menigmand.

  • 0
  • 0

Elsparefonden har et fint renommé både i Danmark og internationalt for sin kompetente og kreative indsats. Det skyldes bl.a., at der ikke var ret mange byrokratiske bindinger på deres initiativer.
Det er fint nok at udvide besparelsesområdet, men det bør ikke ske på bekostning af det kreative arbejdsmiljø - og det kan bestemt ikke løse opgaven uden mindst en fordobling af bevillingen.
Konklusionen er, at fondens uafhængighed skal sikres i den nye model, og at bevillingen skal forøges kraftigt. Området er centralt for bekæmpelsen af den globale opvarmning.
Vh fra Niels I. Meyer

  • 0
  • 0

Ved at fokusere bredere på energibesparelser i stedet for snævert på elbesparelser tager man vel i virkeligheden det første store skridt frem mod accept af atomkraft herhjemme!

Den ensidige fokus på elbesparelser havde vel kun til formål at undgå at en øget efterspørgsel efter el ville skabe et behov for atomkraft og dermed sætte vore beslutningstagere i en slem kattepine hvis de ikke kunne fortsætte den nuværende rød-grønne populisme.

At vi så har betalt en høj pris for dette med dyr el og maksimal forurening har ikke bekymret synderlig indtil nu.
Dog har vi i de sidste måneder set en stærkt forøget elimport - som om nogle har indset at vort hidtidige kulforbrug ikke var noget at prale af op til et klimatopmøde?

  • 0
  • 0

Så skete det....endelig.

Dagens helt store glædelige nyhed :-). Lad os håbe at den positive udvikling fortsætter.

Den ensidige fokus på at spare el havde primært til formål at manipulere folket til at tro at el er af det onde, hvor elsamfundet, med en omlægning til at elforbruget kommer til at udgøre en større del af energiforbruget, jo i virkeligheden er en del af løsningen.

Godt at politikerne ikke længere lader særinteresser / religiøse organisationer bremse en helt nødvendig udvikling.

Lad os få nogle flere af den slags "pennestrøg".

  • 0
  • 0

El-sparefonden har ved sit virke kun formået at fastholde en tåbelige og visionsløs energiproduktion som i alle henseender er totalt tåbelig.

EL-sparefonden har 100 % virket til at fastholde en krampagtig fossil energiproduktion som er totalt forældet og uden visioner!

I fremtidens energisystem hvor forureningsfri energi vil forekomme til overflod, skal man da ikke spare på energi men derimod forbruge denne massivt for herved at udfase fossilt energi.

Hvorfor forholder ingen sig til hvordan denne energi i er frembragt. Vil man da virkelig seriøst mene at energien i vinden eller anden alternativ energi som forekommer til overflod at der skal spares på denne, når det i energihenseende er optimalt at forbruge denne energi maksimalt!

  • 0
  • 0