Kritiker: Nyt klimaråd mangler folk med forstand på energisystemer

»Gode og forstandige folk.« Sådan betegner tidligere klimakommissions-medlem og energi-toprådgiver i EU Jørgen Henningsen de syv medlemmer af regeringens ny-udpegede klimaråd.

Læs også: Her er Danmarks nye klimavismænd

Alligevel mener han, at der mangler kvalifikationer i gruppen i forhold til at rådgive om og kommentere på konkrete energi- og klimapolitiske tiltag:

»Der mangler personer, der virkelig ved noget om energisystemets opbygning og funktion, og som ved, at fossile brændsler er en meget blandet gruppe, og at det ikke er ligegyldigt, hvad man erstatter de enkelte fossile brændsler med,« siger han.

Jørgen Henningsen tilføjer, at eksempelvis professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet eller forskningschef Peter Meibom fra Dansk Energi repræsenterer sådanne kompetencer inden for energisystemer.

Også Verdensnaturfondens klima- og miljøchef, John Nordbo, savner medlemmer med mere indsigt i energisystemet i den nye klimaråd:

»Vi kan godt være bekymrede ved den overvægt af økonomer, der er i det nye klimaråd«, siger han og tilføjer, at han håber, at det nye råd nu vil skynde sig at komme i gang med arbejdet.

Ud af de syv medlemmer er tre økonomer af uddannelse, én er cand.polit. og tre har en naturvidenskabelig baggrund.

Jørgen Henningsen mener ligeledes, at rådet bør indeholde erklærede kritikere af regeringens politik, men håber, at de i stedet vil lytte til sådanne uden for gruppen. For eksempel ved at de hurtigst muligt går i gang med at få gennemført en række analyser:

»Vi mangler en analyse af den klimamæssige konsekvens af omlægningen fra naturgas til biomasse, som foregår lige nu og her. Det er jo stadig ikke er klarlagt, hvilken CO2-udledning den massive omlægning vil være årsag til,« siger han.

Henningsen mener også, at den klimamæssige konsekvens af transportsektorens udvikling bør analyseres, og at det bør være en af rådets kommende opgaver.

Læs også: Kronik: Gode klimaråd er dyrere end Klimarådet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Eftersom enhver success med reduktion af CO2 udledningen stadig vil give betydelige ændringer af klimaet, så mener jeg at der også mangler en person med forstand på klimatilpasning, f.eks. professor Karsten Arnbjerg fra DTU.

  • 1
  • 1

Helt enig.

Jeg har endnu til gode at møde en økonom, der forstår at teknologi ikke er det samme som energi, og at konstant økonomisk vækst er en fysisk umulighed i en lukket verden. Vi står overfor nogle kæmpe udfordringer med mangel på energi og ressourcer i fremtiden, men den typiske økonom mener at det kun er et spørgsmål om pris, så bliver der udviklet bedre og billigere alternativer.

  • 2
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten