Kritik: Forskning bliver igen overset på finanslov

Den offentlige forsknings andel af BNP tager endnu et lille dyk på forslaget til næste års finanslov. ‘Et udtryk for manglende ambitioner på forskningsområdet’, lyder kritikken fra ATV.

»Det er helt afgørende for den fremtidige vækst, at vi både har en stærk grundforskning og forbedrer vores innovationsindsats.«

Sådan siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) i en pressemeddelelse, efter at regeringen tirsdag fremlagde sit udspil til finansloven for 2015, hvor statens forskningsbudget udgør 16,6 milliarder kroner - svarende til 1,09 procent af BNP.

Læs også: Regeringen spytter tre milliarder kroner i Danmarks Grundforskningsfond

På trods af de fine ord lægger udspillet dog op til en reel nedgang af forskningsmidler i forhold til BNP. For mens statens forskningsbudget på 16,5 milliarder kroner (i 2014-priser) udgør 1,109 procent af BNP i 2014, vil den procentdel altså falde til 1,09 i 2015.

Og det er skuffende, mener både Ingeniørforeningen, IDA, og Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV, som kalder finanslovsforslaget for et udtryk for manglende ambition på forskningsområdet.

»Finansloven er et udtryk for, at man ønsker at skabe velfærd her og nu. Men samtidig forsømmer man de områder, der skal finansiere fremtidens velfærd,« siger akademidirektør i ATV Lia Leffland.

IDA: Ærgerligt med fald for andet år i træk

Ifølge chefanalytiker i Ingeniørforeningen Klaus Jørgensen er det andet år i træk, at de offentlige forskningsmidler falder i forhold til BNP. Det ærgrer IDAs formand, Frida Frost, der mener, at Danmark risikerer at gå glip af både job og væksten, når krisen igen aftager.

Hun henviser til opgørelser, der viser, at Danmark i internationale opgørelser ligger som 27 ud af 30 lande, når det gælder offentlige forskningsmidler til tekniske områder.

Læs også: Kaos om forskerordning: Styrelse aner ikke, hvem der har ret til støtte

En fremskrivning, som IDA har foretaget, viser, at Danmark skal øge offentlige midler til teknisk forskning med mindst 300 millioner kroner om året de næste ti år, hvis vi skal i topti.

Det samlede offentlige forskningsbudget vil i 2015 være på 21,4 milliarder kroner, hvor statens forskningsbudget med sine 16,6 milliarder kroner udgør hovedparten. Regeringens egen målsætning er, at offentlige midler til forskning og udvikling skal udgøre mindst 1 procent af BNP.

Kommentarer (2)

Der er ikke nok stemmer i forskningsmidler, så pengene bliver i stedet brugt på valgflæsk og "bestikkelsespenge" til de røde fagforeninger, EL og SF. Taburetten er vigtigere end landets fremtid :o(.

  • 1
  • 1

Tja? Med undtagelse af DF og enhedslisten, kunne politikerne blive enige om at deres gage øges. Jeg mindes at de konservative også for 30 år siden mente at kvaliteten af politikerne ville højnes jo bedre belønnet de blev.... De er ikke blevet et hak bedre!

  • 1
  • 0