En rapport med oplysninger, vi har i forvejen, som derfor ender på oppe på hylden, hvor den samler støv. I bedste fald kan forslagene i rapporten bruges som inspiration.
Sådan nogenlunde lyder kritikken af energimærkningsordningen fra kommuner og fagfolk, hvorfor mange kalder energimærkningen spild af penge.
Ifølge afdelingsleder Karen Margrethe Høj Madsen fra Aarhus Kommune giver energimærket udelukkende indikationer af, om der er noget at komme efter. Det er simpelthen ikke tilstrækkeligt detaljeret til, at man kan foretage konkrete investeringer ud fra det.
Hun foreslår at erstatte energimærket med oplysninger om bygningernes samlede energiforbrug og nøgletal baseret på bygningstyper og areal. Mange bygningsejere, herunder Aarhus Kommune, indsamler i dag data om bygningernes forbrug løbende, og de øvrige data findes allerede i BBR-registret.
»Det ville give mere mening at gå direkte ind i vores data og se energiforbruget. Det kan vi så sammenligne med et gennemsnit for typen af bygning, f.eks. en skole eller en kontorbygning, for at vurdere, om der bør sættes ind for at reducere forbruget – hvilket er formålet med energimærkerne,« siger hun.
Et meget konkret kritikpunkt – som er blevet fremført gennem snart mange år – er, at energimærkerne bliver udformet med udgangspunkt i et beregnet energiforbrug og ikke i det konkrete, målte forbrug.
»Hvis man bruger det målte forbrug i stedet for det teoretiske, så vil man blive fri for, at der kommer energimærker ud, hvor tallene slet ikke passer med virkeligheden, og som resulterer i, at forslagene ikke bliver brugt,« siger afdelingschef Bjarne Zetterström fra Danmarks Almene Boliger.
Han rejste allerede denne kritik for fem-seks år siden.
Energiforum Danmark kalder ligeledes dette punkt for ‘et kæmpe problem’, fordi ikke ret mange tror på beregningerne bag energimærket:
»Troværdigheden er blevet undermineret,« siger sekretariatsleder Dorte Nørregaard Larsen.
Energistyrelsen har dog for ganske nylig åbnet op for, at man kan bruge det målte forbrug, men ikke ret mange kender i praksis til ændringen, som også stiller krav om meget detaljerede målinger.
Et andet konkret kritik- og forbedringspunkt er formidlingen af de mange registrerede data.
Bag rapporternes pdf-dokumenter på typisk 10-12 sider ligger nemlig en XML-fil med tusindvis af data om klimaskærmen og det tekniske anlæg, som indberettes til Energistyrelsen, og som kunden ikke automatisk får adgang til sammen med energimærket.
Det påpeger arkitekt Uffe Groes, som er partner i rådgivningsfirmaet ‘Energieffektive Bygninger’, der har specialiseret sig i rådgivning til kommuner om energimærkning:
»Hvis kommunerne sikrer sig adgang til disse data, og Energistyrelsen samtidig ville sikre, at data var opgjort ensartet, korrekt og er søgbare – så kunne kommunerne få et godt udgangspunkt for at lave statistik og regne på tværs af bygningsmassen og for eksempel se, hvor mange meter uisolerede rør der er i bygningerne, eller hvor meget uisoleret hulmur der er, og dermed udforme en plan for energi- indsatsen i kommunen,« forklarer Uffe Groes.
Han tilføjer, at som reglerne er i dag, må energikonsulenten gerne slå nogle vinduer sammen i XML-filen, hvis det giver samme energimærke, men det kan kommunen jo ikke bruge til noget, når den skal regne ud, om det kan betale sig at udskifte vinduerne.
I den kommunalt ejede Aalborg Energi-koncern mener afsnitsleder i Aalborg Energicenter Christian Byrjalsen at kommunerne i stedet skal forlange at få ordentlige data, som de kan bruge direkte i f.eks. et facility management-system.
Samtidig bør energimærkningen være mere dynamisk, så konsulenten også forholder sig til energiforbruget i forbindelse med driften af bygningen, mener han:
»Det er på tide at få lavet ordningen den tak mere intelligent og digitalt anvendelig. På den måde kan man modvirke, at vi bliver ved med at registrere de samme ting gang på gang – og dermed får reel værdi for udgifterne til energimærkningen,« siger han.
I Aalborg har man derfor tænkt sig at prøve at indarbejde de nævnte krav i et kommende udbud af energimærkning af kommunen – i et samarbejde med rådgiverne i ‘Energieffektive Bygninger’ og med støtte fra Energistyrelsen. Andre kommuner, som Esbjerg, udbyder mærkningen så billigt som muligt, så man spilder så få penge som muligt:
»Vi forventer at udbyde mærkningen i år, selv om rapporterne mestendels kommer til at samle støv, « siger ejendomschef Carsten Schlein fra Esbjerg Kommune.
I Energistyrelsen, der har ansvaret for energimærkningsordningen, erkender chefkonsulent Ruth Severinsen, at der er ‘store og væsentlige udfordringer’ ved ordningen. Det viser en kortlægning af brugererfaringer med energimærkningsordningen, som styrelsen har fået udformet ultimo 2016.
»Der er ingen tvivl om, at en del af de store bygningsejere formentlig ved mere om energiforbruget i deres bygninger end de konsulenter, som udarbejder energimærket. Men der er også et vigtigt element af forbrugerinformation i det. Som lejer af f.eks. et kontor eller en lejebolig kan man se, hvilket energiforbrug bygningen har,« siger Ruth Severinsen.
Hun henviser til, at man netop har nedsat en arbejdsgruppe med de store offentlige bygningsejere, der skal løse problemerne med energimærkningsordningen. Udvalgets arbejde forventes afsluttet i starten af 2018.
Ifølge Ingeniørens oplysninger er anden runde af kommunernes energimærkning af store bygninger dog i øjeblikket i fuld gang landet over.
Det virker uforståeligt, at der er gået fem år, inden det arbejde er startet. Hvorfor er det ikke sket noget før?
»Der er nu foretaget en evaluering af ordningen, og derfor gør vi noget nu. Vi arbejder hårdt på, at der kommer fremdrift og brugbare resultater for de store bygningsejere,« siger chefkonsulenten.
