En dansk undersøgelse af skadevirkninger ved et meget udbredt kemikalie – det polyfluorerede stof PFOA (perfluoroktansyre) – får nu Norge til helt at forbyde stoffet i alle forbrugerprodukter.
PFOA, som blandt andet anvendes ved imprægnering af tøj og møbler, må fra 1. januar ikke længere sælges, importeres eller produceres i nogen typer af produkter i Norge. Undtaget er kun medicinsk udstyr og kontaktmaterialer til fødevarer, hvor der i forvejen gælder særlige regler.
Det norske svar på Miljøstyrelsen, Klima- og Forureningsdirektoratet, henviser i sin meddelelse om forbuddet direkte til en dansk undersøgelse af skadevirkninger ved PFOA. For halvandet år siden fandt forskere ved Statens Serum Institut og Aarhus Universitet, at PFOA i moderens blod under graviditeten øger risikoen for, at døtre 20 år senere bliver overvægtige.
»Vi arbejder på at beskytte forbrugerne og miljøet mod de værste stoffer. Et forbud mod PFOA i forbrugerprodukter er et vigtigt tiltag for at standse udslippene af et stof, som, vi ved, har alvorlige sundheds- og miljøskadelige effekter,« siger den fungerende direktør før Klima- og Forureningsdirektoratet, Marit Kjeldby.
Nordmændene lægger vægt på, at PFOA bliver transporteret over store afstande, fordi det ophobes i miljøet. Det nedbrydes kun ekstremt langsomt. Det bliver fundet i stort set alle analyser af menneskers blod, men som andre persistente miljøgifte også i isbjørne og arktiske fugle.
PFOA indgår i meget små mængder i en række produkter. I de fleste er koncentrationen lav.
»Men tilsammen udgør alle de små kilder den totale mængde PFOA, som ophober sig i mennesker, miljøet og fødekæden,« fremhæver Marit Kjeldby.
Mens den danske undersøgelse har fået de norske myndigheder til at reagere, vil Danmark ikke selv forbyde PFOA.
»Vi har valgt at sige, at vi vil håndtere det på EU-plan, så det kommer alle EU's borgere til gode og ikke kun danskere,« siger funktionsleder Berit Hallam.
Hun fremhæver, at PFOA for nylig blev optaget på EU's såkaldte kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Det er et skridt mod, at de ikke fremover må anvendes uden særlig tilladelse. Desuden har ingen europæiske virksomheder registreret hos det europæiske kemikalieagentur, Echa, at de rent faktisk benytter PFOA.
Det forhindrer dog ikke, at PFOA kommer til Europa fra lande uden for unionen.
»Men når et stof er optaget på kandidatlisten, kan man spørge hos forhandleren, om det indgår i et bestemt produkt,« fortæller Berit Hallam.
Miljøkemiker Allan Astrup Jensen, der blandt andet er initiativtager til Nordfluor, et nordisk forskernetværk om fluorstoffer, støtter det norske forbud.
»Vi skal sortliste de stoffer, vi kan, hvis de er dårlige og farlige. Der vil altid være nogle, som fortsætter med at bruge dem, så længe de er tilladt,« siger han.
Allan Astrup Jensen ser forbuddet som et udtryk for, at nordmændene er meget miljøbevidste.
»Det er vi ikke i Danmark længere,« konstaterer han.
Heller ikke forskeren bag undersøgelsen af PFOA hos mødre og deres overvægtige døtre, Thorhallur Halldorsson fra Statens Serum Institut, finder EU-reguleringen betryggende. Han peger på, at den vejledende grænseværdi for det indtag (tolerabelt dagligt indtag, forkortet TDI) af PFOA, som EU opererer med, er alt for høj.
»Som forsker ville jeg ikke anbefale, at man kommer op i nærheden af det niveau,« siger han.
»Jeg kan sagtens forstå, at niveauet blev fastsat så højt for ti år siden. Men siden er der kommet mange studier, som tyder på, at de niveauer, vi har i kroppen, har ligget for højt,« tilføjer han.
Selv har Thorhallur Halldorsson været med til at publicere en undersøgelse, der dokumenterer, at netop PFOA nedsætter sædkvaliteten.
Han vil ikke tage stilling til, om et forbud er det rette til at begrænse udbredelsen af det giftige fluorstof.
»Men det er svært at forstå, at vi ikke har set initiativer i Danmark til at begrænse udbredelsen af PFOA,« siger Thorhallur Halldorsson.
Det komplicerer reguleringen, at der findes tusindvis af kemikalier med svært nedbrydelige fluorforbindelser. PFOA opstår som oftest som nedbrydningsprodukt af andre fluorstoffer. En del af dem blev blandt andet fundet i pap og papir til fødevarer.
Senere fastslog Fødevarestyrelsen dog, at koncentrationerne var for lave til at være sundhedsskadelige.
Miljøkemiker Allan Astrup Jensen fremhæver, at EU-lovgivningen kun arbejder med enkelte stoffer. Det gør det meget besværligt at gribe ind over for en hel stofgruppe som de polyfluorerede forbindelser.
Desuden er det kun selve PFOA, der af EU er kandidat til at blive et særligt problematisk stof. De fluorforbindelser, som nedbrydes til PFOA, er ikke omfattet.
