Kritik af Cowi: I kan ikke sikre kvaliteten på en tunnel, som I selv byder på
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kritik af Cowi: I kan ikke sikre kvaliteten på en tunnel, som I selv byder på

Rådgiverfirmaet Cowi får kraftig kritik for den såkaldte kvalitetssikring af trafikprognosen for Femern-tunnelen, som Transportministeriet offentliggjorde i sidste uge.

Cowi er selv involveret i Femern-forbindelsen. Rådgiverkoncernen kan ikke over for Ingeniøren svare på, hvilke opgaver den lige nu udfører eller tidligere har udført for Femern A/S, der er statens bygherre.

Det er dog ikke Cowi, men derimod Rambøll, der er hovedrådgiver for Femern A/S på tunnelbyggeriet. Det skyldes, at Cowi selv var med til at foreslå en skråstagsbro, som endte med at blive fravalgt.

Læs også: Cowi: Scandlines overdriver sin opgørelse af grænsehandlen

Til gengæld er Cowi rådgiver for et af de entreprenørkonsortier, som er prækvalificeret til at bygge tunnelen. Konsortiet ledes af den franske entreprenør Vinci.

Cowi er også rådgiver for et konsortium med belgiske Dredging i spidsen, som er prækvalificeret til at byde på udgravning og landopfyldning i forbindelse med byggeriet af tunnelen.

Endelig er Cowi rådgiver for et tredje konsortium, der med Per Aarsleff for bordenden byder på portaler og ramper.

Læs også: Cowi blåstempler Femern-trafikprognose

Kommunikationsspecialist Charlotte Holm, der udtaler sig for Cowi, afviser, at interessekonflikten har influeret på kvalitetssikringen af trafikprognosen.

»Vi kan stå 100 procent inde for rapporten og vores rolle,« siger hun.

’Materialet, vi har baseret vores kvalitetssikring på for Transport- og Bygningsministeriet, er fuldt ud offentligt tilgængeligt,’ tilføjer hun senere i en mail til Ingeniøren.

Cowi vil derudover ikke kommentere sagen.

Læs også: Se hele Ingeniørens aktindsigt om Femerns trafikprognose

Knud Erik Andersen, tidligere trafikchef i Vejdirektoratet og forfatter til en kritisk bog om Femern-forbindelsen, mener dog, at Cowi aldrig burde have haft opgaven på grund af interessekonflikten, og at rådgiverfirmaet også selv skulle have sagt fra.

’Der er brug for er en uafhængig kvalitetssikring. En sådan kan man ikke få fra et firma som Cowi, der er så dybt involveret i den efterfølgende tekniske rådgivning med store rådgivningskontrakter,’ skriver han i en mail til Ingeniøren.

’Hvis man gjorde det tankeeksperiment, at Cowi fandt og omtalte graverende fejl, ville det i praksis ikke være muligt for firmaet at fremføre dem. Man burde derfor langt tidligere have tilknyttet et uafhængigt firma og helst udenlandsk firma,’ tilføjer Knud Erik Andersen.

Læs også: Nu udbyder Femern tunnel-kontrakterne

Han peger selv på det norske Transportøkonomisk Institutt som oplagt til at kvalitetssikre trafikprognosen.

Knud Erik Andersen hæfter sig ved, at Cowi udelukkende har forholdt sig til materiale fra Femern A/S og de tyske konsulentfirmaer Intraplan og BVU, som har udarbejdet trafikprognosen.

’Cowi har ikke haft til opgave at gennemføre yderligere undersøgelser, men vi har etableret en egen præsentation og fortolkning af hovedprognosen,’ som rådgiverfirmaet formulerer det.

Læs også: Transportministeren mørklægger Femern-økonomi

Det finder Knud Erik Andersen meningsløst, om end det ikke er Cowis fejl.

’Transportministeriets specifikation af opgaven har ikke givet mulighed for at forholde sig til og evt. tilbagevise ekstern kritik af prognoserne. Man skulle ellers tro, at det var denne kritik, der gav anledning til kvalitetssikringen,’ argumenterer han.

Rederiet Scandlines har bl.a. bestilt sin egen trafikprognose, ligesom Knud Erik Andersen i sin bog forholder sig kritisk til prognoserne.

Læs også: Tyske eksperter: Femerns trafikprognose er tendentiøs og uigennemsigtig

Ifølge adjunkt Morten Skou Nicolaisen fra Aalborg Universitet er der et generelt problem i sektoren med interessekonflikter mellem de folk, der skal evaluere projekterne, og de folk, der står til at få økonomisk gevinst. Han er derfor enig i, at det er et problem, at Cowi har gennemført den eksterne kvalitetssikring.

»Vi bør tilstræbe, at de gennemføres af aktører, der er helt uafhængige. I dette tilfælde kunne det f.eks. være Transportøkonomisk Institutt,« siger han.

Kvalitetssikringen blev bestilt af Transport- og Byggeministeriet uden at informere offentligheden på forhånd. Ministeriet har derimod oplyst, at der er bestilt en ekstern kvalitetssikring af den finansielle prognose, som også har været kritiseret. Den kvalitetssikring er endnu ikke færdig.

Læs også: Femern-tunnel: Nu kalder politikerne på hjælp til at kulegrave budgettet

Femern-projektet har med tiden udviklet sig til en ren fætter- og kusinefest, hvor de, der vil have anlagt tunnelen, sidder og bekræfter hinanden i, at alt er i den skønneste orden.

Modviljen gennem årene mod at lade projektet blive bedømt af nogle, der ikke havde en økonomisk og/eller en karrieremæssig interesse i projektet, har været et gennemgående tema. Og de få gange, hvor ministeriet bøjede sig og lod uafhængige instanser/firmaer vurdere projektet, skinnede det tydeligt igennem, at der alligevel var tale om partsindlæg og bestillingsarbejde.

Kritiske, uafhængige rapporter, er altid blevet ignoreret. det gælder fx de to rapporter, som det dav. Transportråd udgav midt i 90'erne (Flyvbjerg-rapporten). De gjorde dav. transportminister Trøjborg så ophidset, at han truede med at nedlægge rådet.

Det er ikke blevet bedre siden.

  • 7
  • 1