Fem nye miner vil åbne i Grønland inden for de næste fem år, og bringe antallet af miner på op på syv i 2012. Sådan lød forudsigelsen i 2007 fra Jørn Skov Nielsen, direktør i Råstofdirektoratet i Grønland, mens metalpriserne var på himmelflugt og mineselskaberne flokkedes om Grønlands mineralrige undergrund.
I dag er virkeligheden en anden.
»Finanskrisen har sat mineprojekterne i stå. Der sker ikke meget, og realistisk set åbner den næste nye mine inden for fem år«, siger Karsten Secher, seniorgeolog ved Geus med speciale i grønlandske råstoffer.
De to miner, der var i drift i 2007, er i dag blevet til én, efter det britiske mineselskab Crew Gold har lukket guldminen i Nalunaq. Kun den svenske jernmalmproducent Minelco udvinder stadig mineralet olivin, der bruges i stålproduktionen.
Men Råstofdirektoratet har optimismen i behold.
»I år 2004 var der et par og tyve efterforskningskoncessioner. I dag er der omkring 100. Men tidshorisonten for minedrift er typisk på mellem fem og ti år fra man indleder efterforskningen til minen eventuelt kommer i drift,« siger John Telling, chef for Mineralafdelingen i Råstofdirektoratet.
Fakta: Grønlands miner
1: Olivin, Fiskefjord. Den eneste grønlandske mine i drift er olivin-minen i Fiskefjord. Mineralet olivin har normalt meget lav rentabilitet, men minen i Fiskefjorden er let at komme til med skib. Minens svenske ejer og jernproducent, Minelco, bruger selv olivin i stålproduktionen. Minen blev etableret i partnerskab med MT Højgaard. Minen har 30-35 ansatte, der producerer i underkanten af en million ton årligt.
2: Bly og zink, Maarmoiliik. Det grønlandske mineselskab Black Angel Mining, der er et datterselskab af det britiske Angus & Ross undersøger mulighederne for at udvinde bly og zink i Den Sorte Engel ved Maarmorilik.
3: Jern, Isukasia. London Mining er sammen med et saudisk selskab på jagt efter de formodede store forekomster af jernmalm i Isukasia. Reserverne menes at række til 25 års udvinding. Udvinding forventes i drift om fem år, med 300-400 arbejdspladser til følge.
**4: Diamant, Søndre Strømfjord. **Det canadiske Hodson Resources har fundet diamanter af høj kvalitet ved Søndre Strømfjord. Projektet er dog løbet ind i vanskeligheder, fordi prisen på diamanter er faldet voldsomt. Tidshorisonten for en mine i drift er fem til ti år
5: Rubin, Fiskenæsset. Canadiske True North undersøger mulighederne for at udvinde rubin ved Fiskenæsset. Rubinen kan i høj kvalitet have højere pris end diamant.
6: Guld, Nalunaq. Britiske Angus & Ross har netop indgået en ikke-juridisk aftale om rettigheder til at genåbne guldminen i Nalunaq. Minens tidligere ejer, Crew Gold, tabte 95 mio. kr. på minen i 2007. Angus & Ross sigter efter at producere knap et ton guld om året.
**7: Molybdæn, Malmbjerget. **Canadiske Quadra Mining efterforsker molybdæn i Malmbjerget. Forventningen var, at driften af en mine til fire-seks mia. kr. skulle i gang i 2011-12, men projektet er udskudt pga. krisen. Minen vil få 400-500 arbejdspladser.
