Kravlende malerobot skal afhjælpe byggebranchens mangel på hænder
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kravlende malerobot skal afhjælpe byggebranchens mangel på hænder

Illustration: Maria Fonfara

Et liv med hårdt, ensformigt og nedslidende arbejde. Det er, hvad en ny medarbejder på en byggeplads i Odense har udsigt til. Men ‘medarbejderen’ er ligeglad, for der er tale om en ny robot fra virksomheden Robot At Work.

Over de kommende uger skal den først 3D-printe og siden male en ny udsmykning på tre gavle i Odense­-bydelen Korsløkke.

»Den nye robot er bygget på de erfaringer, vi har gjort os over de seneste 3-4 år om, hvad der kan fungere på en byggeplads. Nu mener vi, at vi er klar med et produkt, der kan køres direkte ind i byggeprocessen, og som er let at bruge. Projektet i Korsløkke er vores måde at signalere på, at nu er produktet klart til salg,« fortæller Finn Christensen, der er administrerende direktør for og medstifter af Robot At Work.

Robot At Work blev stiftet i 2015 med et mål om at få robotter ud at arbejde sammen med håndværkere på byggepladserne. I første omgang brugte firmaet en traditionel robot­arm, UR10 fra Universal Robots, der var monteret på en stor arbejdsplatform.

»Armen kunne både bevæge sig op og ned og fra side til side. Og de tests, vi lavede, var en relativt stor succes. Den kunne både udfræse fuger, sprøjte puds og beton og male. Men når man gerne vil arbejde på en hel facade, så blev det en stor opgave at flytte robotten frem og tilbage hele tiden,« fortæller Finn Christensen.

Derfor har Robot At Work fokuseret på at udvikle et andet system, hvor robotarmen er droppet til fordel for en rammeløsning, hvor robotten kan bevæge sig frit over et større område.

Kryds malingen af i softwaren

I de kommende uger skal virksomheden vise, at robotsystemet kan 3D-printe med beton direkte på en væg og efterfølgende male væggen. De finere maledetaljer vil dog stadig kræve, at mennesker svinger penslerne. Illustration: Maria Fonfara

»Og det mener vi, at vi har nu. Vi har udviklet et modulært rammesystem af letvægtsprofiler, der højst er én meter lange, og intet element vejer over 15 kg, så det overholder kravene til, hvor meget håndværkerne må flytte. Dimensionerne og vægten betyder, at en håndværker bare kan smide delene ind i sin transporter og køre dem ud på den byggeplads, hvor der er brug for den. Og fordi det er modulært, kan robotten dække lige så stort et areal, som man har brug for.«

Robotten er også blevet tilpasset vilkårene på en byggeplads, så den er både vandtæt og smudsafvisende. Men mekanikken er kun én del af produktet. Den anden er software.

»Det nytter ikke noget, at man skal på et 14 dage langt kursus for at betjene den. Derfor har vi arbejdet meget med at gøre det let at integrere robotten i den normale arbejdsproces,« siger Finn Christensen.

»Lige så let, som det i dag er for bygningskonstruktøren at vælge en bestemt gipsplade, når han sidder og tegner i Revit, skal det fremover være at vælge bemalingen: Han skal bare krydse af, hvilken type malerdyse han vil have, og hvilken malingstype. Ud fra det kan vores program sammensætte nogle arbejdsbevægelser, der passer til det område, man gerne vil have malet. Den resulterende fil kan maler­mesteren så hente ned til robotten fra sin telefon, når han skal i gang med opgaven,« forklarer han.

Derudover kan robotten styres via en smartphone eller en tablet, når man er ude på byggepladsen.

Hvis man skal lave en form for fremtidssikring af byggebranchen, er virksomhederne nødt til at finde ud af, hvordan de kan automatisere en større del af arbejdet.Finn Christensen, adm.dir., Robot At Work

Selvom de kommende ugers demonstrationsprojekt går helt som planlagt, skal kommende kunder dog forberede sig på, at de i første omgang står over for en arbejdsopgave, der er mindst lige så stor som robottens, understreger Finn Christensen.

Mangler 40 procent folk

»Vi kommer med en modulær robotplatform – ikke en komplet malerløsning. Så malermestrene skal selv være med til at finde ud af, hvordan den bedst kan bruges i deres forretning og give gevinst for dem. Vi kan ikke vide, hvad der er den bedste løsning. Det skal vi finde ud af sammen.«

Desuden skal malermestrene finde ud af, hvor det giver mening at bruge robotten, og hvor det er bedre at lade mennesker svinge penslerne.

»Robotten er god til det slidsomme ensformige arbejde med de store flader, men der skal mennesker til at male de fine detaljer omkring vinduer og døre. For det vil være alt for dyrt at få en robot til at kunne det.«

Selvom robotten ikke bare er plug-and-play, frygter Finn Christensen ikke, at kunderne vil trække stikket på forretningskonceptet.

»Der mangler folk i byggebranchen. Omkring 40 procent af den arbejdsstyrke, der skal til for at klare de forventede renoveringsopgaver frem mod 2035, mangler simpelthen. Så hvis man skal lave en form for fremtidssikring af byggebranchen, er virksomhederne nødt til at finde ud af, hvordan de kan automatisere en større del af arbejdet og integrere robotter i deres hverdag.«

Går testen i Odense godt, ser Robot At Work store potentialer i deres robot.

»Den kan bruges alle steder, hvor du skal arbejde på en stor flade. Eksempelvis hvis du skal male en skibsside. Der ville du i dag bruge en mand i en fritarmslift, men der kan du lige så godt bruge robotten. Du kan sætte lige det værktøj, du har brug for, på robotten. Og hvis du lægger rammen vandret, har du pludselig en skalerbar robot, som du kan bruge til 3D-printning.«

Robot At Work forventer, at robotten kommer til at koste mellem 250.000 og 500.000 kr. – alt efter, hvor mange moduler køberen vil have med.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg har lidt svært ved, at se den store mandskabsbesparelse netop ved de store flader. En mand i en mandskabslift med en stor malersprøjte maler ret meget skibsside på et par timer. Til gengæld må det da præcist være fx. ved vinduer og andet med mange detaljer der er mange mand-timer at erstatte.

Enig: Hvis den kunne bevæge sig frit rundt som en edderkop, på magnet / vakuum, så ville det give rigtig god mening.

Der findes scannere / inkjet printere der kan restaurere kæmpestore malerier til lavpris, så det er nok kun et spørgsmål om tid, at robotten kan klare de små detaljer.

  • 1
  • 0

Mennesker må efterhåndne ingenting løfte - max 3 kg. Vi er blevet en nation af meget slappe personer, så der er i høj grad brug for robotter, hvis der skal udføres noget reelt arbejde.
jeg ventede i over en time. vejen var spærret fordi man var i færd med at at tage alm. regler op fra en grav med kranen på en alm. lastvogn. Det gik ikke hurtigt, for man tog selvfølgelig kun en ad gangen.

  • 0
  • 0