Kraftværkerne opgav: Nu omfavner den tunge industri CO2-fangst

Det er ikke hver dag, en statsminister oplever at få noget nær rockstjernestatus blandt energi­nørder i Det Internationale Energi­agentur (IEA) – men sådan var det for norske Erna Solberg 24. september, da hun talte på et webinar i anledning af en ny rapport fra agenturet.

Rapporten handler om CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring (CCUS), og Erna Solberg og hendes regering havde netop tre dage før annonceret, at den norske regering vil bevilge ikke mindre end 16,8 milliarder norske kroner til verdens første fuldskala værdikæde på området, som skal være i drift allerede i 2024.

Projektet har fået et rigtigt vikingenavn – Langskip – og i praksis giver den norske stat både støtte til deltagernes investeringer og til driften af anlæggene i de første ti år.

Norges statslige virksomhed for opsamling og lagring af kulstof, Gassnova, er faglig koordinator på projektet, og adm. direktør Trude Sundset fortæller, at man ønsker at gå foran og vise, at det er muligt at etablere teknologien:

»Men samtidig forsøger vi at gøre det til et europæisk projekt, så vi også kan tage CO2 fra industrier i andre lande,« forklarer hun og tilføjer, at man oplever stor interesse fra hele verden.

Når IEA hylder det norske projekt, skyldes det, at organisationen ser CCUS som en nøgleteknologi, hvis verden skal kunne begrænse sin CO2-­udledning markant. Og samtidig fremhæver rapporten netop, at det kræver statslig koordinering, styring og støtte, hvis teknologien skal løfte sig.

Vi har været der før

CCUS er ikke en ny teknologi, men tidligere blev den først og fremmest set som en genvej til at gøre kulkraftværker ‘grønne’ – eller i det mindste CO2-neutrale.

Her i Danmark eksperimenterede f.eks. det daværende Dong Energy tilbage i 00’erne med at rense CO2 ud af røgen fra et kulkraftværk i Esbjerg, men de planer blev skrinlagt på grund af en alt for høj pris – set i forhold til, hvad det kostede at købe en CO2-kvote eller udlede et ton CO2. Da sol- og vindkraft samtidig blev billigere og billigere, opgav både Dong Energy og andre energiselskaber derfor CO2-renseriet og investerede i stedet i vedvarende energikilder.

Den fornyede interesse for CCUS-teknologierne hænger ifølge IEA-rapporten især sammen med, at mange lande har sat sig nye og strammere klimamål, og at FN’s klimapanel IPCC i 2018 slog fast, at vi ikke kan nå 1,5-gradersmålet uden at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Samtidig står det også klart, at tunge industrier – som på verdensplan står for 20 pct. af CO2-udledningen – ofte ikke har andre muligheder end CCUS for at reducere deres fossile CO2-udledning. Det gælder for eksempel for stål-, kemikalie- og cementindustrien, og dét giver en helt anden betalingsvillighed over for teknologierne, end energiselskaberne kunne mønstre.

Norge ikke alene

Norge er da heller ikke det eneste land, der har kastet sig ud i at genstarte CCUS-teknologien. IEA rapporterer om planer for 30 nye CCUS-projekter, der er blevet lanceret inden for de seneste tre år til en samlet værdi af 27 mia. dollars, primært i USA og Europa. Men også Australien, Kina, Korea, Mellemøsten og New Zealand har projekter i støbeskeen. Det hele er godt hjulpet på vej af gedigne puljer og fonde fra EU, Storbritannien, USA og Australien målrettet etablering af CCUS-anlæg.

I EU har 14 lande et mål om at blive CO2-neutrale i 2050, og IEA har ligeledes optalt, at CCUS optræder i hovedparten af de 16 landeplaner, som i august var indleveret i henhold til Paris-aftalen.

I dag kører der 21 kommercielle CCUS-anlæg rundt om i verden, der så godt som alle sammen udvinder CO2 til brug for øget olievinding i modne olie- og gasfelter. Her pumpes gasarten ned for at hjælpe med at presse mere olie og gas frem til boringerne.

Blandt de 30 nye projekter over hele verden hæfter IEA sig især ved, at en tredjedel omfatter udvikling af såkaldte industrielle hubs, hvor flere CO2-udledende virksomheder deles om infrastruktur og lagerfaciliteter til transport og lagring af den fangede CO2. En ny tendens, som rapporten omtaler som yderst vigtig for at tiltrække investeringer til den relativt kostbare teknologi.

En tur med langskibet

Det norske Langskip-projekt, som gav Erna Solberg rockstjernestatus på IEA-mødet i september, er netop sådan et hub-projekt, som både omfatter opsamling, transport og lagring.

I første omgang skal der etableres CO2-rens på en cementfabrik ved navn Norcems godt 100 km syd for Oslo. Herfra sejles CO2 til et opsamlingssted lige nord for Bergen på den norske vestkyst, hvor gasarten under tryk pumpes i rør ud til et gammelt oliefelt tæt ved Troll-feltet.

Senere er det meningen, at også affaldsforbrændingsanlæg i Oslo skal fjerne CO2, som derefter skal sejles til samme opsamlingssted – men her afventer man ekstra ekstern finansiering.

Mens virksomhederne selv står for rensningsdelen, så er det Equinor (tidligere Statoil), der sammen med Shell og Total står for etablering af opsamlingssted samt infrastruktur herfra og ud til feltet og for selve lagringen.

Denne del af projektet går under navnet Northern Lights, og selskaberne vil tilbyde lagring af 1,5-5 mio. ton CO2 om året allerede fra 2024 til virksomheder i hele Europa.

I Storbritannien – som har et mål om CO2-neutralitet i 2050 – er der to projekter i gang med udgangspunkt i sådanne industrielle hubs, nemlig i to store industri-clustre ved floderne Teeside og Humber på østkysten. De støttes af en fond på 800 mio. pund, som regeringen har oprettet til støtte for netop de-karbonisering af de to omtalte industriområder, og planen er, at CO2 skal transporteres i rørledninger og lagres i undergrunden offshore.

I oktober annoncerede olieselskabet BP, at det stiller sig i spidsen for dette arbejde, og at man håber på at kunne transportere og deponere 17 mio. ton CO2 årligt fra 2026.

Også et skotsk projekt i Acorn længere mod nord satser på at kunne tilbyde lagerfaciliteter til CO2 i gamle olie- og gasfelter allerede fra 2024, og i Rotterdam i Holland arbejder et konsortium ligeledes med et projekt, der skal kunne opsamle CO2 fra forskellige virksomheder, sætte det under tryk og transportere det i rør ud til et gammelt gasfelt 20 kilometer fra kysten.

Typisk for disse projekter er, at udviklingen drives af olieselskaber, der ser en mulighed for at udnytte deres feltekspertise til CO2-lagring, og af de industrivirksomheder, der ikke ser andre muligheder end at rense sig ud af en høj CO2-udledning.

Generaldirektør i den europæiske sammenslutning af elproducenter, Eurelectric, Kristian Ruby peger dog på, at CCUS også kan komme til at spille en rolle i Europa i forbindelse med produktion af såkaldt ‘blå brint’ til brug i visse industrielle processer og i transportsektoren.

Her produceres brint ud fra naturgas, hvor­efter CO2’en renses væk, hvilket er langt billigere end at producere grøn brint via elektrolyse med strøm fra vedvarende energikilder:

»Vi mener som udgangspunkt, at man skal bruge grøn brint, men med den beskedne elektrolysekapacitet, som findes i dag, og som vi ser i diverse scenarier, kan det blive svært at producere tilstrækkeligt grøn brint, hvis brint bliver en central energibærer i det europæiske energisystem,« siger han.

Dyrt håndtag – indtil videre

Selve teknologierne – både når det gælder rensning og lagring – beskrives i IEA’s rapport som velkendte, da indfangning af CO2 er en integreret del af flere industrielle processer, ligesom teknologier til at adskille eller opsamle CO2 fra røggasstrømme har været kommercielt tilgængelig i flere årtier.

Men der er stadig tale om en relativt dyr klimateknologi: Beregninger fra et uafhængigt norsk konsulentfirma i forbindelse med Langskip-projektet melder om priser på op til 2.600 kroner pr. ton lagret CO2 set i et investorperspektiv, og 1.000 kroner, hvis man bruger myndighedernes regnemetode.

Det danske klimaråd regner med, at CO2-fangst og -lagring koster 1.050 kroner pr. ton lagret CO2, hvilket placerer CCUS i rådets afdeling for dyre klimatiltag, der går fra 1.000 til 1.500 kroner pr. ton.

Det er især fangstdelen, der koster. Af de 1.050 kroner forventer Klimarådet, at den koster 700 kroner, mens de sidste 350 kroner går til transport og lagring. Ifølge Nils Christian Holm, Global Division Director hos Rambøll – der blandt andet er rådgiver på det CO2-fangst­anlæg, ARC vil bygge på forbrændingsanlægget Amager Bakke – vil det dog være muligt at reducere prisen her i Danmark betydeligt, fordi anlæggene kan kobles sammen med fjernvarmesystemer, hvorved spildvarmen kan nyttiggøres:

»Hvis vi derudover kommer rigtig i gang med udviklingen af kæder til CO2-fangst og -lagring, så tror jeg, at vi vil se nogle langt lavere priser end i dag. Med amin-teknologierne skønner vi f.eks., at større forbrændingsanlæg i Danmark under gode omstændigheder kan fange CO2 til under 350 kr. pr. ton inden for de næste ti år,« siger han.

Han tilføjer, at det lige nu er amin-teknologierne – hvor en amin-opløsning binder CO2 i røggassen og senere frigiver den igen – der er de fremherskende, men at nye teknologier har potentialet til at få prisen helt ned på 200 kr. pr. ton for selve CO2-fangsten.