Kortslutning i partikelaccelerator: Fugl tabte brød i installation
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kortslutning i partikelaccelerator: Fugl tabte brød i installation

Verdens største partikelaccelerator blev midlertidigt sat i stå af en fugl, muligvis en ugle, der tabte et brødstykke ned i en elektrisk installation.

Strømmen til de superledende magneter i Large Hadron Collider (LHC) blev slukket i to dage, da en fugl tabte et brødstykke fra en baguette i en elektrisk installation, skriver Cern i en pressemeddelelse.

Ifølge nyhedsbureauet AP vurderer flere eksperter, at syndern var en ugle.

Hændelsen skete for en uge siden og skabte en kortslutning i den installation, der forsyner to af de otte sektorer i LHC med strøm.

'Splash event' optaget af CMS-detektoren den 7. november. Det elekroniske kalorimeter er rød, det hadroniske kalorimeter er blå, myon-systemet er gul og magenta.

Acceleratoren lukkede planmæssigt ned, som den skal gøre, når strømmen tabes. Efter fejlen var identificeret, og maskinen igen var nedkølet til sin temperatur på 1,9 grader over det absolutte nulpunkt, fortsatte arbejdet to dage efter hen mod, at LHC om cirka en måneds tid skal lave sine første kollisioner ved en energi på 3,5 TeV - der svarer til 'halv kraft' for LHC.

Arbejdet forløber planmæssigt. I lørdags ankom protoner for første gang til CMS-eksperimentet, der befinder sig halvvejs rundt i ringen. Protonerne var sendt i retning mod uret, og passerede LHCb-detektoren på vejen til CMS.

Protoner er også sendt i retning med uret via Alice-detektoren - de blev dumpet ved punkt 3 i LHC efter at have tilbagelagt en fjerdedel af vejen rundt i acceleratoren.

Kommentarer (19)

Det ser sandelig ud til, at naturen forsøger at sabotere dette forsøg, nu altså i form af en ugle! (nogle mener jo, at naturen er indrettet sådan, at den forhindrer katastrofale hændelser).

  • 0
  • 0