Koralrev overlevede dinosaurerne
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Koralrev overlevede dinosaurerne

Koralrevet på billedet er fra Det Røde Hav, hvor forskerne blandt andet har studeret koraler og alger. Illustration: Susann Rossbach

Det symbiotiske forhold mellem koraler og mikroskopiske alger, der lever inden i koralernes celler, har stået på i 100 millioner år længere, end man hidtil har troet.

For ny forskning viser, at de to organismers afhængighed af hinanden formentlig opstod for 160 millioner år siden.

Det betyder, at de gennem tiden har klaret at stå igennem store klimamæssige forandringer, som blandt andet udryddede dinosaurerne.

Det nye studie er glædeligt nyt i en tid, hvor klimaforandringerne skader koraler som Great Barrier Reef ved Australien, hvor koralerne bliver bleget og siden dør på grund af de stigende temperaturer i havet og øget forsuring af havet gennem CO2.

Hvis koralerne har kunnet stå så store ændringer igennem, klarer nogle af koralerne formentlig også den globale opvarmning, som kloden oplever nu, skriver forskerne i en artikel i tidsskriftet Current Biology.

Koralrevs-arten på billedet, Orbicella, er vigtig for koralrev i Caribien. I studiet har forskerne også undersøgt dens symbiose med mikroalger. Illustration: Robin T. Smith

Stor mangfoldighed og stærk symbiose

Det er et internationalt forskerhold fra blandt andre King Abdullah University i Saudi-Arabien og Pennsylvania State University i USA samt en række andre universiteter i USA, Sydkorea og Japan, der ved har undersøgt koralernes evolutionshistorie, herunder algernes mangfoldighed.

Læs også: Halvdelen af Great Barrier Reefs koraller er døde siden 2016

Forskerne mener, at symbiosen mellem alger og koraler udviklede sig i juratiden op til den store masseuddøen, der også gjorde det af med dinosaurerne. Ligesom de fandt ud af, at algerne er langt mere forskelligartede, end man tidligere havde troet.

Værktøjskassen indeholdt blandt andet genteknologi og lys- og elektronmikroskopi, der sammen med computermodellering og andre metoder har været med til at kaste nyt lys over alger og koraler.

Kan bane vejen for redningsaktion

Forskningsleder og lektor i biologi ved Pennsylvania State University Todd LaJeunesse forklarer i en pressemeddelelse, at man håber, at den nye viden vil kunne bruges til at finde måder til at bevare og beskytte koralrevene på:

»Nøjagtig taksonomi [identifikation og navngivning af arter] er et kritisk skridt i enhver biologisk forskning. Dette gælder især for forsøg på at forstå, hvordan partnerskabet mellem koralrev og deres mikroalger, der er nødvendige for overlevelse og vækst, kan tilpasse sig klimaændringer.«

Tidligere troede man, at de mikroskopiske alger, der lever i en symbiose med koralerne kun tilhørte en enkelt art, der fandtes i alle koralrev. Nu ved forskerne, at der findes hundredvis og muligvis tusindvis af arter, der kan sorteres i mindst 15 genus. Illustration: Todd C. LaJeunesse

I en kommentar til BBC siger Todd LaJeunesse, at studiet viser, at koraler er utrolig modstandsdygtige over for klimaændringer, og formentlig vil være det længe endnu.

Læs også: Korallerne i verdens største rev dør for andet år i træk: Er det new normal?

»Men dermed ikke sagt, at de kan overleve de nuværende hastige klimaændringer, som kloden oplever nu. Økosystemet kan kollapse,« siger han.

I januar udlovede Australien to millioner australske dollars til forskere, der kan udvikle en metode til at redde og genoprette verdens største koralrev, Great Barrier Reef, der ligger parallelt med Australiens nordøstkyst, strækker sig over cirka 2.000 kilometer og består af flere tusinde enkelte rev.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tja, der har været meget store klimaændringer historisk set, Dinosaurene uddøede grundet en af de værste klimaændringer i jordens historie, og siden dengang har der været meget større klimaændringer end de to grader vi snakker om der vil være katastrofale!

Temperaturen på jorden har været meget højere end i dag, og meget lavere, adskillige gange, ca.: hvert 100.000 årt! Se blot beskrivelserne over klimaet: http://www.dandebat.dk/klima5.htm

Så skulle korallerne så ikke kunne overleve, når de har været ude for noget der er meget værre?

  • 2
  • 0