Kontorlandskabet kvæler kreativiteten
Du kunne have beholdt hjemmeskoene på, tændt computeren og sat dig godt til rette i de hjemlige gemakker. Alligevel kvæler du både havregryn og kaffe i en hast, starter Toyotaen og tager myldretidsturen mod de åbne kontorlandskaber.
Et svensk studie viser, at langt de fleste tager turen til og fra arbejdspladsen hver dag, selvom mange virksomheder giver deres ansatte muligheden for at arbejde hjemmefra.
Ph.d. i kulturgeografi Kristina Trygg fra Kulturgeografisk Institut på Stockholms Universitet har udført studiet, og hun siger, at især stærke sociale normer gør det vigtigt ‘at være på sin plads’.
Sådan bliver du synlig for arbejdsgiverne. Læg dit CV på Jobfinder
»Det er en generel betragtning, at du ikke er på arbejde, hvis ikke du er til stede sammen med dit team eller dine kolleger,« siger hun i en pressemeddelelse fra Stockholms Universitet.
Samtidig er vi bange for at gå glip af socialt samvær, vigtig information og sparring. Det har afgørende betydning for os, at vi kan være ansigt til ansigt med kolleger og kunder. Samtidig mener Kristina Trygg også, at de mange elektroniske muligheder har forstærket vores behov for at have kollegerne ved hånden.
Læs også: Derfor hader danskerne storrumskontoret
Men det er ikke godt for vores kreativitet, at vi hver dag slæber os ind på kontoret, mener den svenske forfatter og foredragsholder Teo Haren.
»Der er ingen, der er mest kreative på deres arbejdsplads,« sagde han, da han holdt foredrag til Microsoft Sveriges årlige ‘Arbejd hjemme-dag'.
I stedet bør vi arbejde der, hvor vi får mest inspiration, føler os bedst tilpass og har rum til at tænke så kreativt som muligt. For eksempel kombinerede han for nylig selv en uges ferie i Sri Lanka med en uges efterfølgende arbejde samme sted.
Læs også: Gør forårsrent på dit skrivebord – og blive mere effektiv
Det skræmmer imidlertid mange at arbejde væk fra kontoret, fordi de tænker: Hvordan skal chefen så vide, at jeg rent faktisk arbejder? Men det handler ganske simpelt om at få afstemt med chefen, hvad der skal være færdigt hvornår. På den måde har begge parter slutresultaterne at gå efter.
»Og der er ingen, der siger, at du skal tage en uge til Fjernøsten. Måske er et par dages arbejde fra hjemmet eller på cafeen rundt om hjørnet nok,« siger Teo Haren.
