Kontorchef til rasende miljøfolk: 'Sådan er spillets regler'

Naturstyrelsen erkender, at de ikke prioriterede Helcom-arbejdet med at beskytte truede dyr i Østersøen. Men styrelsen er alligevel glad for aftalen, som miljøfolk stærkt kritiserer.

Østersølandenes planer om, at hvert land skulle udarbejde handlingsplaner for hver enkelt af 69 truede arter, var for omfattende.

Sådan lyder det fra kontorchef Helle Pilsgaard i Naturstyrelsen, efter at flere miljøorganisationer har kritiseret Danmark for - som det eneste land - at forsinke og udvande en aftale mellem de ni Helcom-lande, som blev vedtaget i sidste uge.

Ifølge Helle Pilsgaard ville Danmark bevare muligheden for at lave en handlingsplan for beskyttede områder i stedet for enkelte arter, fordi det er nemmere og bedre.

»Med den tilgang kan vi fokusere på at skabe de bedste betingelser for flere arter på samme tid. Vi har i forvejen udpeget 11.000 kvadratkilometer beskyttet område i Østersøen, hvilket er langt mere end andre lande, og vores fokus er på at lave handlingsplaner for de områder,« siger Helle Pilsgaard.

Marsvin, ål og edderfugle er blandt de truede arter i Østersøen.

Læs også: Rasende miljøfolk: Danmark ødelagde aftalen om at beskytte truede dyr

En central del af kritikken mod Danmark fra blandt andre miljøorganisationen Oceana, der har siddet med til møderne, er, at Danmark har været fraværende i tre år og ikke prioriteret at lade eksperter deltage i gruppen af 88 eksperter fra andre lande. Helle Pilsgaard erkender, at Danmark kun har deltaget i møder på højt niveau og 'af kapacitetsgrunde' ikke lod danske eksperter deltage i ekspertgruppen.

I stedet valgte Danmark at blande sig i aftaleteksten for et år siden, da aftalen ellers var klar til godkendelse af de andre lande. Det betød, at den blev forsinket.

Kan du forstå, at kritikerne er utilfredse med, at Danmark blander sig så sent i processen og forsinker arbejdet?

»Det er jo i sidste ende hvert enkelt land, der må vælge, hvordan de går ind i det her. Selvfølgelig kan det være irriterende for miljøorganisationer og andre lande. Men sådan er spillets regler. Nogle gange er det Finland, der ændrer i teksterne, eller Sverige eller Rusland ... Denne gang var det så Danmark,« siger Helle Pilsgaard, der er tilfreds med aftalen.

Så du mener ikke, at den er udvandet?

»Den giver mulighed for at angribe problemerne i Østersøen på forskellige måder. Og nu har Danmark mulighed for at lave handlingsplaner for områder og ikke arter,« lyder det.

København var vært for et ministermøde i 2013, hvor listen over truede arter, den såkaldte rødliste, blev præsenteret. Ifølge listen er 69 af de 1.750 undersøgte arter udryddelsestruede, og tre er i dag uddøde på regionalt plan: den amerikanske atlantiske stør, den almindelige skade og sandternen.

Kommentarer (3)

»Det er jo i sidste ende hvert enkelt land, der må vælge, hvordan de går ind i det her. Selvfølgelig kan det være irriterende for miljøorganisationer og andre lande. Men sådan er spillets regler. Nogle gange er det Finland, der ændrer i teksterne, eller Sverige eller Rusland ... Denne gang var det så Danmark,« siger Helle Pilsgaard, der er tilfreds med aftalen.

Forholder hun sig overhovedet til kritikken? Kritikken går jo ikke på om dansk suverænitet skal overholdes, den går (til dels) på at det fodarbejde der er lavet i samarbejdet, ikke har været lavet godt nok fra dansk side.

  • 9
  • 0

Forholder hun sig overhovedet til kritikken?


Hun forholder sig nok nærmere til, om kritikken er berettiget.

Man kan ikke forhindre internationale miljøorganisationer i at forhandle med forskellige regeringer om hvad man mener skal gøres i et bestemt område; men man kan undlade at underskrive den foreliggende aftale, hvis ordlyden ikke er i overensstemmelse med gældende politik.

Om det er rimeligt i denne sag forholder jeg mig ikke til.

Det tyder dog på, at man i Danmark ønsker at fredningsbestemmelser skal være mere nuancerede afhængigt af området de gælder for, hvilket måske er en medvirkende årsag til, at man ikke har deltaget i arbejdet, hvis agenda åbenbart havde en mere generelt omfattende karakter.

  • 2
  • 0