Kontor i IC4-tog
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kontor i IC4-tog

Arbejdsgiveren er Tele Danmark, udviklingsafdelingen. Det er temmelig enkelt. Arbejdsstedet er mere kringlet. Om mandagen sidder han som regel i Høje Taastrup, om torsdagen sandsynligvis i Århus, mens udviklingsingeniør Erik Bøjesen normalt tilbringer resten af ugen på kontoret i Aabenraa. Og så er der naturligvis en siddeplads på business-class i IC4-toget fra Rødekro, de dage turen går frem og tilbage mellem henholdsvis Høje Taastrup og Århus. Inden længe kan han føje endnu et arbejdssted til, nemlig privaten i Rødekro, som snart er koblet op med ISDN-forbindelse.

  • Jeg rejser typisk med en computer, en mobiltelefon og en taske halvfuld med papirer. På den måde har jeg alt på mig - og så har jeg gjort mig uafhængig af papir. Alt eksisterer elektronisk - og min bærbare har så god en skærm, at jeg sagtens kan læse på den, siger han.

Følelsen af ikke at høre til nogen steder eller at være isoleret kender Erik Bøjesen ikke til:

  • Overhovedet ikke. Tvært imod. Alt det her sladder og snadder, som du ikke kan bruge til noget, det slipper jeg for, og det giver arbejdsfred. På den måde synes jeg, at det, jeg laver, har større kvalitet.

Han tilføjer, at telefon og e-mail er med til at gøre det nemmere at have sine kolleger siddende rundt omkring i landet.

  • Hvis man sender papirer til hinanden pr. mail eller fax, kan man tale om dem over telefon med det samme - og har man tilstrækkeligt med teknisk udstyr kan man sågar se hinanden. Det eneste, der er forskelligt, er den kaffe vi drikker.

Den megen rejseaktivitet går ikke ud over familien, mener han, selv om mange arbejdsdage når op på 12 timer, fordi han flekser, når der er behov.

  • I dag begyndte jeg for eksempel dagen med at gå til tandlæge og mødte først kl. 10 i stedet for det normale kl. 8, og da min kone skal ud at rejse, går jeg også tidligt, fordi børnene skal hentes. Virksomheden bliver ikke snydt - og det gør jeg heller ikke.

Selv om Erik Bøjesen er meget positiv over for fjernarbejde, kan han dog også se nogle ulemper:

  • Kender man ikke hinanden så godt, er det vanskeligt at være kreativ på langdistance og spontaniteten forsvinder også nemt.

Han mener heller ikke, at alle egner sig til at rykke arbejdspladsen hjem:

  • Den enkelte skal være klar over, at det er vigtigt at deltage i fællesskabet, og selv om firmaet har et ansvar for, at man gør det, så har man det i høj grad også selv.

Til gengæld glæder Erik Bøjesen sig over, at der er utrolig megen fleksibilitet forbundet med at arbejde, som han gør.

  • Hvis man arbejder hjemme, kan man meget bedre tilrettelægge sin tid, men selvfølgelig skal man være opmærksom på, at man er på arbejde. Det nytter ikke noget at tro, at man kan pudse næse på ungerne og pusle om dem. Den går ikke. Derimod kan man holde fri midt på dagen, hente børn og handle, og så fortsætte med arbejdet senere.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten