Kontant reaktion på Apples åbning for uafhængige reparationer også i Danmark: »Det er til grin«

Illustration: Apple

Apple er kendt for nidkært at vogte om, hvem der må reparere iPhones, og i Danmark er der kun få autoriserede værksteder med AASP-stemplet (Apple Authorized Service Provider). Men nu løsnes grebet en smule, idet Apple åbner selskabets reparationsprogram for uafhængige værksteder i Danmark og resten af Europa.

»Når en kunde har brug for en reparation vil vi gerne give den række muligheder, der ikke kun opfylder deres behov, men også garanterer sikkerheden og kvaliteten, så deres iPhone kan bruges så lang tid som muligt,« siger Jeff Williams, Apple's COO i en pressemeddelelse.

Tiltaget betyder i praksis, at de uafhængige værksteder kan få adgang til originale iPhone-reservedele, værktøjer, reparationsmanualer og diagnosticeringsværktøjer. Virksomhederne tilbydes desuden gratis uddannelse fra Apple.

Uafhængige reparationsværksteder får således de samme muligheder som værksteder under AASP-ordningen.

Læs også: Igen-igen: Apple spænder ben for uafhængige reparationer

Stribe krav skal overholdes

Men inden de danske elektronikværksteder begynder at juble for meget, så skal de måske lige læse listen over betingelser for at få adgang til manualer og reservedele.

For det første må værksteder uden AASP-stempel kun servicere iPhones, som ikke er omfattet af garanti- og reklamationsretten.

Derudover har Apple en række krav der skal opfyldes. Her er nogle af dem:

  • Værksteder skal holde værktøjer, servicevejledninger, diagnosticering mv. fortroligt.
  • Ansøgeren må ikke anvende Apples navne og varemærker i forbindelse med virksomhedsnavnet. Navne som Ringsted "iPhone-center” dur altså ikke.
  • Der skal være tale om et veletableret firma, og Apple skal have adgang til virksomhedens nøgletal.
  • Virksomheden skal have en adresse med uhindret adgang for kunderne. Privatadresser kan ikke godkendes.
  • Værkstedet skal benytte originale iPhone-dele og teknikere skal være certificerede og skal have bestået online eksamener som Apple udbyder.

Læs også: Ny smartphone kan skilles ad med en skruetrækker

Kritik: Rent spil for galleriet

Allerede inden ordningen er trådt i kraft i Europa møder den da også kritik fra flere sider.

Det britiske organisation The Restart Project, der arbejder for bedre muligheder for reparationer af elektronik, er ikke imponeret. De henviser til at kun 140 amerikanske værksteder indtil videre har tilsluttet sig det uafhængige reparationsprogram i USA, hvor ordningen blev indført i efteråret 2019.

»Det er til grin at Apple vil have os til at tro, at tilføjelsen af et nyt antal autoriserede værksteder, kun til iPhones, er prisværdigt. 140 værksteder i USA har underskrevet Apples ‘uafhængige reparationsprogram. Hvorfor så få? Fordi omkostningerne og kravene er høje,« skriver The Restart Project på Twitter.

Kravene til at blive optaget i det nye uafhængige reparationsprogram er nemlig så ufordelagtige, at mange vælger det fra.

»Apple kræver at alle værksteder, der vil deltage i programmet, skal opgive nogle af de mest basale rettigheder for en virksomhed, fx krav om at oplyse regnskabsdata, begrænsninger på hvem de må handle med, og til tider kræve overpriser, samtidig med at de skal acceptere underbetaling af lønninger. Det giver simpelthen ingen mening,« siger Matt Zielinski, bestyrelsesmedlem i organisationen Repair.org til iFixit.

Læs også: EU vil af med brug-og-smid-væk kultur: Forbrugere skal have ret til reparation

Norsk reparatør taber i Norges højesteret

For lidt over en måned siden tabte den norske reparatør Henrik Huseby en længe ventet højesteretssag til Apple. Han har repareret iPhones fra sin lille enkeltmandsvirksomhed PCKompaniet, hvor han blandt andet har udskiftet ødelagte skærme. Han er nu dømt for at have krænket Apples varemærke ved at importere 62 skærme.

»Konklusionen er, at Husebys import af mobiltelefonskærrme, som var ulovligt påført Apples varemærke overstrøget med tusch, er et varemærkeindgreb efter varemærkelovens paragraf,« skriver den norske højesteret i sin afgørelse der faldt i juni.

Henrik Huseby skal nu betale tæt på en kvart million norske kroner i sagsomkostninger, ligesom han er blevet pålagt at destruere de 62 skærme, som sagen handlede om.

»Jeg lukker nu. Det er slut. Apple har formået at knuse min virksomhed,« siger Henrik Huseby til Digi.no.

Han vandt først i byretten, tabte derefter i den norske landsret og nu også i Norges Høyesterett i Oslo.

Striden handler om 63 Iphone-skærme som blev stoppet af toldvæsnet i juli 2017. 62 af skærmene havde Apple-logoer som var tildækket af tusch. Apple mener at de skærme var piratkopier, som ulovlig havde falske Applelogoer. Huseby mener skærmene var brugte originaldele, og at logoerne var ægte.

I dommen understreges det at tildækningen af logoerne kan fjernes, og at skærmene så vil ligne originale Apple-skærme.

Restarters Norway, som arbejder for mere enkelt og billig reparation af elektronik er vrede over dommen.

»Når et af verdens største selskaber vinder mod en lille aktør for brud på mærkevareloven, så bevæger vi os i forkert retning. Det er kynisk spil fra Apple,« siger daglig leder Kaja Juul Skarbø til Digi.no.

Apple har ikke ønsket at kommentere over for Digi.no.

Læs også: Forsker om Sonos' 'genbrugstilstand': Det perfekte eksempel på planlagt forældelse

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...accepterer man bl.a. at reparationer er rigtigt dyre og tit ikke kan foretages, selvom der er masser af folk der faktisk kan gøre det.

Men Apple kan man undgå. Problemt findes også inden for landbrugsmaskiner, biler og en masse forbrugerelektronik. Meget af det kan ikke repareres eller er lavet til at gå i stykker hvis man åbner det - fx for at skifte et slidt batteri.

Til slut er der alle de dimser og software som er afhængig af en service kun udbydt af producenten. Lukker de ned virker éns hardware ikke mere og man har ikke mulighed for selv at implementere en service og pege dem hen på den.

Vi forbrugere har ingen rettigheder når det kommer til ting vi selv har købt og betalt.

  • 21
  • 1

Der findes mange eksempler på, at Apple bare udskifter halvdelen af enheden, eller giver dig et "godt tilbud" på en udskiftning, hvis man møder op med en fejl på en enhed. Indtil nu har de ikke udskiftet komponenter på deres enheder, de udskifter gerne hele bundkortet, hvis en connector til 10kr. er dårlig eller skadet. Hvis man er rigtigt uheldig, så har de ikke modtaget træning endnu på nye enheder, så ens dyre Macpro eller lignende er den første de ser i butikken. De fleste af deres bærbare computere, er desværre dårligt designet overfor væske skader, hvor en billigere Lenovo har dræn i keyboardet, så væske render lige igennem bærbaren uden at skade noget, så er en Apple meget mere udsat og noget af det første der bliver ramt er følsomt ubeskyttet elektronik.

  • 9
  • 0

Er at de ikke anvender Microsoft styre system, der er ved at transformeres til et cirkulært produkt der skal betales penge for hvert år. Deres OS styresystem virker bare......intil deres apparater går i stykker eller til den dag hvor man har glemt et aldrig brugt kodeord :)

  • 5
  • 1

Som reparatør må jeg sige at jeg er imponeret over deres konstruktioner og den generelt nemme adkomst når noget skal repareres. Jovist, man skal have specialværktøj og mikroskop, men det gælder det meste af den slags efterhånden. Til gengæld kan man adskille og samle f.eks. en MacBook eller en iMac uden at stå med 2-3 knækkede plastic-låse efterfølgende og jeg har heller ikke set MacBooks med ødelagte kabinetter pga. løsgåede hængsler... Mht. dokumentation, så er det ligesom det meste andet, den er ikke-eksisterende, med mindre man "er noget ved musikken". Det ønsker de færreste fordi man skal sælge sin virksomheds sjæl til Apples forgodtbefindende. Derfor skal alt skaffes ad omveje, f.eks. diverse internetfora etc. Til gengæld er dokumentationen i form af diagrammer mv., gennemgående god og grundig. At Apple så gør det fuldstændigt umuligt at komme i nærheden af originale dele, at Apple gør alt for at sælge folk noget nyt i stedet for at muliggøre reparation til en ordentlig pris osv. osv. gør at jeg aldrig nogensinde vil anbefale nogen at købe noget af deres udstyr, i særdeleshed slet ikke noget af det nyeste. Kunden er fuldstændig prisgivet Apple og økosystemets voldsomt høje prisniveau. Hvem tror f.eks. at et LCD-panel koster kr. 5000 at skifte??? Prøv at se hvilke priser brugte Apple-dele opnår på f.eks. E-Bay - Det siger noget om hvor langt folk rent faktisk vil gå for at få repareret selv "gamle" systemer. Hvorfor skal det tage flere år at indrømme at man har lavet et skod-tastatur??? Og hvorfor er det så farligt at reparere på noget udstyr som er i særklasse rent kvalitetsmæssigt.

Det giver simpelthen ikke mening, medmindre man ønsker at pleje et falskt image der indebærer at Apple-udstyr aldrig går i stykker. Det er måske nødvendigt for at forsvare prisniveauet - Hvor jeg tænker det ville være smartere, på den lange bane, at sikre en fungerende reparationskultur således kunderne også oplevede en sublim service når det gjaldt reparation og vedvarende brugsværdi.

  • 5
  • 0

Det er en danks virksomhed gæt selv hvem. Især kendt for sit fremragende design og betjeningskoncept.

Her blev der altid udarbejdet udførlige instruktioner for alle produkter til brug for service. Ja indrømmet det blev vanskeligere at få disse data for amindelige nørder, men de fandtes faktisk for værksteder. Amerikansk garanti er noget hø set med EU øjne, der er 1 måned hos Amazon og max 1 år hos alle.

Der er brug for at nytænke dette område med tanke på life cycle cost og miljø. I lyset af dette kunne man måske godt lægge lidt pres på tilgængeligheden af info til reparationer. Den gammeldags tænkning om beskyttelse mod reverse engineeirng er ligegyldig, det er alligevel blevet for kompliceret. Så det kunne være en opgave for EU. Reguleringmyndigheder modarbejder det noget - kraven til sikerhed er sådan, at en producent ikke frivilligt overgiver opgaverne til en vilkårlig ignorant!

Miljø regulering har fokuseret meget på bortskaffelse, men i sin ive rmåske glemt muligheden for reparation.

Lønomkostninger har gjort det urentabelt at reparere mange produkter, og hvis man så ikke slev kan få adgang til vigtig information, så er det umuligt og det bliver smidt væk. Jeg prøver principielt altid men ofte kan den leverandør jeg har købt varen hos ikke en gang skaffe en reservedel - mange opfører sig som agenter og intet andet. De fleste har i øvrigt subkontraheret opgaven med service til store special foretagender. F.eks. et af verdens største som HP - gjorde det allerede i 90'erne.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten