Konstruktører kræver minister på banen i arena-sag

Bygningskonstruktørerne slutter sig nu til kravet om at få økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) på banen i sagen om den kollapsede Siemens Arena i Ballerup.

Kravet om en uvildig undersøgelse kommer som en reaktion på denne uges artikler i Ingeniøren, hvor Erhvervs- og Boligstyrelsen afviser at gå ind i sagen, før der foreligger en officiel syns- og skønsrapport.

»Det burde være i myndighedernes klare interesse at opklare årsagerne til en ulykke, som kunne have kostet menneskeliv. Havde hallen været fyldt, da ulykken skete, kunne man godt forestille sig en større politisk interesse for sagen,« skriver foreningen i en pressemeddelelse, der blev sendt ud fredag eftermiddag.

Konstruktørerne vil blandt andet have undersøgt, om kollapset kan skyldes fejl i samarbejdet og ansvarsfordelingen mellem rådgiver, producenter og entreprenør. Muligheden for fejl i normer og tekniske forskrifter bør også inddrages, og endelig bør en offentligt ledet kommission undersøge, om limtræ overhovedet kan bruges i forbindelse med denne type konstruktioner.

Konstruktørerne ser også gerne, at en undersøgelse sker hurtigere end den igangværende syns- og skønssag, der kan tage flere måneder.

»En ansvarlig minister burde gøre alt, hvad der står i hans magt for at få fremskyndet arbejdet med at udrede årsagerne til ulykken - af uvildige parter og i fuld offentlighed,« skriver foreningen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten