Konkurs truer dansk firma bag ubrugelige landmineplanter

Gennem de sidste 12 måneder er kursudviklingen dykket længere og længere ned for Aresa. Virksomheden bag RedDetect-planterne, der ved farveskift markerer nedgravede landminer, har sået sit sidste frø, og vil skifte kurs inde for samme felt.

'Aresas regnskab for 3. kvartal var selskabets reelt sidste regnskab som biotekvirksomhed. De videnskabelige medarbejdere er opsagt og selskabet arbejder nu på at relancere sig som investeringsselskab', skriver Aresa på sin egen hjemmeside.

Virksomheden forventer ikke at have likvider til længere end 2. kvartal 2009. Det var blandt andet en test af planterne i Serbien, der var med til at besegle biotekvirksomhedens skæbne. Aresa skriver på egen hjemmeside:

'Som ventet var testen i Serbien uden positivt resultat (ingen af planterne viste rødskift i forbindelse med TNT-inficeret jord) og som selskabet anførte på generalforsamlingen, vil en udvikling af planten tage 2-3 år. Tilbage har Aresa således kun patenterede teknologier, som man ikke har beviser for er brugbare'.

Planten er udviklet til at reagere på fremmedstoffer i jorden - især udsivning af sprængstoffer fra landminer og ikke-eksploderet ammunition. Aresa afprøvede nyudviklede tobaksplanter i Serbien, som skulle være mere robuste end de tidligere benyttede planter med navnet 'gåsemad'. Dog uden resultat.

'Minerydningssektoren undergår strukturelle forandringer, hvor anvendelsen af minerydningsmaskiner efterhånden har vundet indpas, og har nu fået officiel status som foretrukken minerydningsmetode. Minerydningsmaskinerne er i stand til at rydde større arealer mere effektivt, hvilket har medført faldende priser på minerydning', skriver Aresa.

Med en godwill på 13,4 millioner kroner i relation til patenterne skriver Aresa, at der er fare for, at disse bliver nedskrevet til 0 kroner. Virksomheden ser dog muligheder i at investere i mineinficeret jord, der efter minerydning vil have 'særdeles fornuftigt prisstigningspotentiale'.

Aresa blev stiftet i 2001 og blev i februar 2006 optaget på børsen First North.