Konkurrenter presser Rambøll til store opkøb i krisetid
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Konkurrenter presser Rambøll til store opkøb i krisetid

Det er svært at finde et nøgletal i Rambølls årsrapporter, der ikke er blevet fordoblet siden 2004. Men koncernchef Flemming Bligaard Pedersen er langtfra tilfreds.

»Jeg mente egentlig, at vi fulgte en aggressiv opkøbsstrategi, så det var skuffende for mig at opdage, at selv om Rambøll er vokset meget, så følger vi kun lige akkurat med vores konkurrenter,« siger han.

Fra 2007 til 2008 voksede Rambølls omsætning med 19 procent til 5,6 mia. kr. Men britiske WSP voksede i samme periode 36 procent til 6,5 mia. kr., og deres driftsresultat lå omkring 100 mio. kr. over Rambølls.

Rambøll sammenligner sig blandt andet med store rådgivere som Arcadis, WSP, Atkins , Pöyry og Sweco. Men efter købet af den britiske højhusspecialist Whitbybird i 2007 og indiske IMIsoft i 2008 lå Rambøll sidste år kun midt i den gruppe.

Det indiske køb har været en relativ stor succes, og virksomheden har i dag omkring 1.000 ansatte mod 650, da Rambøll overtog den. Whitbybird har derimod givet alvorlig hovedpine i Virum, for briterne arbejdede hovedsageligt for developere i England, Mellemøsten og Rusland - der alle er hårdt ramt af finanskrisen.

»Vi er blevet ramt hårdere, end vi havde frygtet. Whitbybird arbejdede mest med byggeri og design, og det er ikke det heldigste i denne krise.«

Hver tiende medarbejder i Whitbybird, som Rambøll ifølge avisen Sunday Telegraph betalte omkring én mia. kr. for i 2007, er blevet opsagt.

»Det havde vi gerne været foruden, for vi havde jo betalt for dem,« siger en ærgerlig koncernchef.

Rambøll har dog arbejdet hårdt på at få medarbejderne over på infrastruktur og vind, hvor der er vækst.

På trods af problemerne i England leder Rambøll stadig efter virksomheder, der kan udvide virksomhedens kompetencer eller marked.

»Vi blive nødt til at blive ved med at vokse, hvis vi skal følge konkurrenterne og markedet og blive en global virksomhed. Så selv om risiciene er store, er vi nødt til at købe, når den rigtige virksomhed dukker op,« siger Flemming Bligaard Pedersen.

Rambøll sikrede sig i 2007 en låneramme på én mia. kr., så virksomheden kan lånefinansiere sine opkøb.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten