Konkurrence-direktør: Indsats mod byggeri-overpriser har ikke hjulpet meget

Konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen, erkender nu, at myndighedernes indsats mod det dyre danske byggeri - som måske også skyldes karteldannelse og aftalte priser - ikke har hjulpet de danske forbrugere ret meget.

Statistikken viser, at dansk byggeri er 20 procent dyrere end i andre lande, og det koster samfund og forbrugere milliarder hvert år.

»Problemet har stået på i en del år, og vi har gjort en del og været aktive. Vi har afsløret det store elkartel, vi har gjort en aktiv indsats for at fjerne meldekontorerne, som i gamle dage var VVS-kartellets infrastruktur, og vi har været aktive for at fjerne standarder. Men det er rigtig, at det kun har hjulpet lidt, ikke meget. Det må jeg indrømme,« siger Finn Lauritzen til ing.dk.

»Men vi kører på. Så længe, at vi ikke er nået længere, end vi er, så mener vi, at vi har et stort problem,« siger han.

I den seneste konkurrenceredegørelse omtalte styrelsen sektoren i ganske kritiske vendinger: "Byggeriet har vist sig at være meget resistent over for forandringer. De tidligere initiativer har således haft overraskende ringe effekt eller været overraskende længe om at slå igennem. Det viser bl.a. det uændrede høje prisniveau i forhold til udlandet, den fortsat ringe produktivitet og de fastlåste handelsmønstre."

Konkurrencestyrelsen har med andre ord konstant i en del år haft et godt øje, som styrelsesdirektøren kalder det, til byggesektoren som følge af de iøjenfaldende prisstatistikker.

»Allerede derfor er vi særligt vågne, hver gang vi hører noget på byggeområdet,« siger Finn Lauritzen.

Berlingske Tidende beskrev i går, at en række af landets store VVS-virksomheder har aftalt priser og kontrakter på store VVS-arbejder. Det har angiveligt kostet samfundet milliarder af kroner i overpriser på VVS.

I går gennemførte Konkurrencestyrelsen en ransagning hos en række af VVS-virksomhederne. Det indebærer, at man indsamler en række oplysninger fra computere og bl.a. kopierer filer.

»Afsættet var både de informationer, vi fik fra Berlingske Tidende, da de ringede mandag og det fremgår at de har en del plus andre informationer. Vi får forskellige tips,« siger Finn Lauritzen.

Finn Lauritzen mener dog, at styrelsens indsats generelt er god nok, f.eks. sammenlignet med myndigheder i andre lande, til trods for at lovrammerne ikke er så gode som i andre lande. Blandt andet kan styrelsen ikke foretage kontrolundersøgelser i direktørernes private boliger.