Kommunerne får ekstra milliarder til renovering

16. juni 2009 kl. 16:51
En ny aftale mellem regeringen og kommunerne giver fem milliarder kroner ekstra til nybygning og renovering af skoler, plejehjem og børnehaver næste år.
Artiklen er ældre end 30 dage

En ny økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening og Finansministeriet åbner mulighed for, at kommunerne kan foretage massive investeringer i renovering og nybyggeri for i alt 20 milliarder kroner næste år. I år er det tilsvarende beløb 15 milliarder kroner.

Ifølge pressemeddelelsen fra Finansministeriet skal aftalen sikre et velfærdsløft til glæde for brugerne af de kommunale bygninger, og dette løft skal samtidig være til gavn for byggesektoren i hele landet.

Installatørerernes Organisation, Tekniq, er positiv overfor at anlægsloftet nu bliver hævet, fordi det har været en stor hindring for energibesparende tiltag i kommunerne.

Kommunerne bør huske at energirenovere samtidig med den generelle renovering, fordi det er meget billigere, mener Det økologiske Råd.(Foto: Tom Ingvardsen) Illustration: Tom Ingvardsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»20 milliarder kroner vil ikke blot øge aktiviteten i en tid med stigende ledighed, men også sikre vigtige investeringer i de kommunale bygninger, og det er helt afgørende, at energi tænkes ind i disse investeringer,« siger Tekniqs direktør, Niels Jørgen Hansen.

Frygter syltekrukke

Han frygter dog, at energieffektiviseringerne bliver unødvendigt forsinkede, fordi regeringen og Kommunernes Landsforening har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som han frygter bliver en syltekrukke.

»Kommunerne ved allerede i dag, hvor problemerne er. Er de i tvivl, så kan jeg garantere, at der er lokale energieksperter, der kan hjælpe dem på vej,« siger han.

Også Det Økologiske Råd glæder sig over de ekstra penge, men undrer sig over, at parterne ikke direkte har nævnt noget om nødvendigheden af energirenovering af kommunale bygninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Rådet er det tvingende nødvendigt at gennemføre energirenoveringer sammen med de andre typer renoveringer, fordi det er langt billigere end at foretage renovering og efterisolering hver for sig.

Dokumentation

Aftalen mellem KL og Finansministeriet

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger