Kommuner ønsker sig strammere miljøzoner i byerne

Illustration: MI Grafik

KL anbefaler blandt sine 48 forslag til, hvordan landets kommuner reducerer udledningen af CO2, »at der gives mulighed for, at kommunerne kan indføre strammere krav til miljøzoner i byer med henblik på at begrænse CO2-udledningen«.

»Hvis nogle kommuner gerne vil gå et skridt videre med deres miljøzoner med mindre tung trafik og luftforurening, så mener vi, at de skal have lov til det,« siger Jacob Bjerregaard (S), formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg.

Jacob Bjerregaard mener, at det også skal være muligt for andre kommuner end de fem, der allerede har miljøzoner, at indføre dem, og det skal være et værktøj til kommunerne at fremme et grønnere regnskab.

Og så handler KL’s anbefaling til dels om at få folk til at vælge elbiler frem for benzin- og dieselbiler, siger Jacob Bjerregaard (S).

Læs også: EU-Kommissær: Nej, Danmark kan ikke forbyde diesel- og benzinbiler

Social skævt

Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), og overborgmester Frank Jensen (S) har tidligere bedt regeringen om muligheden for at indføre en regel om, at der kun må køre elbiler på den stærkt trafikerede Jagtvej.

Men det er alt for tidligt at tale om lav- eller nulemissionszoner, mener bilejernes interesseorganisation FDM, fordi det udelukker langt størstedelen af den danske befolkning.

»Det er socialt skævt, for mange familier ikke har råd til at skifte. Det ville give mere mening om 5-7 år, når flere kan skifte, men der er vi bare ikke endnu,« siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.

Ifølge Jacob Bjerregaard, formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg, skal KL’s anbefaling dog heller ikke forstås som, at kommuner skal kunne indføre lav- eller nulemissionszoner med det samme, men han mener, at det inden for et par år vil give mening uden at være socialt skævt.

»Vi spiller det her ind, fordi vi forventer en omlægning af bilafgifterne, der gør det mere fordelagtigt at købe en elbil,« siger Jacob Bjerregaard.

Nye regler fra 1. juli

Borgmestrene fra landets fire største byer har tidligere foreslået regeringen, at det også skulle være muligt at udelukke dieselpersonbiler fra miljøzonerne.

I forslaget lyder det, at det i første omgang skal det gælde for alle dieselbiler, der er indregistreret før 1. januar 2012.

Læs også: Borgmestre vil forbyde gamle dieselbiler i byerne

Fra 1. juli 2020 indføres skærpede regler for miljøzonerne, så ældre dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler ikke har adgang til København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg, medmindre de har monteret et partikelfilter.

Læs også: Luftforureningen er dobbelt så slem som ventet: Minister fastholder milde miljøzoner

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Men det er alt for tidligt at tale om lav- eller nulemissionszoner, mener bilejernes interesseorganisation FDM, fordi det udelukker langt størstedelen af den danske befolkning." Så hvis bare der er mange der støjer, sviner og gør andre syge - er det altså i orden? Hvilken argumentation/undskyldning - men vel egentlig ikke overraskende fra FDM. Selvfølgelig burde fossilbilerne ikke køre rundt og forurene i den indre by - blot fordi bilisten ikke gider gå, cykle eller tage anden mere miljøvenlig transport.

  • 12
  • 13

Sådanne væsentlige forhold kan man ikke overlade til kommunale politikere, der driver ekstrem lokal politik. Det skal ordnes på landsplan. Køenhavn er i forvejen et skrækeksempel på overskridelse af landsbyggeloven. Der bygges i skel, så baldakiner, kælderhalse og altaner rager ud i offentligt rum. Det er så galt, at man lukker offentlig vej for at kunne bygge eks. Peder Lykkesvej. Bebyggelsesgraderne overskrider lovens grænser og aftales efter pres helt vilkårligt for hvert byggeri - helt uden perspektiv og respekt for de store planer vedr. infrastruktur. Parkeringspladser nedlægges løbende, og der oprettes ikke to pladser pr beboelse som loven foreskriver ved nybyggeri. Vejene ødelægges løbende med brosten, som om man forbereder sig til en borgerkrig - [det er stenene gode til], med chikaner og indsnævringer og konstant hastighedsreduktion. Kloakker og anden infrastruktur placeres fortsat midt i kørebanen, selv om der er mere plads på gangsti og cykelsti, og slet ikke i dertil velindrettede trafikkorridorer - det med korridorer trængte vist ikke ind på skolen.

  • 9
  • 8

FDM kan desværre altid bedre lide biler end menneskers sundhed. Det er gjort meget tydeligt i dieselgate, men er desværre stadig gældende

@Knud Larsen - som kommunerne ikke skulle bekymre sig om folks sundhed, hvem skulle så? Staten gør alt for lidt, og regioner har ingen magt over veje

  • 13
  • 5

Bilfabrikanerne har reduceret bilernes forurening kraftigt. Forureningen i byerne er halveret. Man antager at et totalt stop for forbrændingesbiler i byerne vil reducere forureningen med 20%. Så, hvad er det man vil opnå med sådanne forbud? Miljøpopulisme? Klimapopulisme?

Med forurening mener jeg NOx og partikler.

  • 5
  • 6

Citat

  1. At staten sikrer klare regler og ansvarsfordeling for etablering af infrastruktur til biler, der kører på alternative drivmidler som fx el og brint. Det skal blandt andet omfatte etablering og drift af el-ladestandere i det offentlige rum og ved boliger samt mulig- hed for at oprette og regulere brugen af parkeringspladser for- beholdt elbiler og delebiler mv.

Håber KL og regeringen også har fokus på de bio-methanol fordele og teknikker som vi bla har under industri produktion i Ålborg.

https://www.blue.world/news/

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten