Kommuner får svært ved at spore forureningskilder

Hvert sekund modtager hovedstadens to renseanlæg Lynetten og Damhusåen 2.695 liter spildevand.

Spildevandet, der strømmer fra bl.a. Rødovre, Gladsaxe, København og Lyngby-Taarbæk kommuner, indeholder en lang række giftige og miljøskadelige stoffer - lige fra antibiotika og antidepressiva, kviksølv, kobber, nikkel og zink til bisphenol A og nonylphenoler, viser en ny rapport fra DHI.

Rapporten dokumenterer samtidig, at de to anlæg stort set sender stofferne urenset videre ud i Øresund. Men det er ikke renseanlæggene, der har problemet, mener Lynettefællesskabets direktør, Torben Knudsen:

»Vores udledningskrav går på noget andet. Vi bliver målt på kvælstof, phosphor og den slags,« forklarer han.

DHI har lavet rapporten for at give Lynettefællesskabets kommuner et redskab til at stille krav til at stoppe udledningen, først og fremmest ved at spore kilderne.

Det har kommunerne aldrig før gjort - men det kan også vise sig vanskeligt at gøre, for meget af spildevandet kommer fra anonyme kilder, og det betyder, at de otte kommuner ikke umiddelbart kan stoppe deres udslip.

Kommunal myndighed

Med rapportens dokumentation har miljøchef Carsten Sølyst fra en af Lynettefællesskabets oplandskommuner, Gladsaxe, umiddelbart fået det reguleringsredskab, han skal bruge over for kommunens virksomheder.

Det er dog lidt mere speget, for selv om kommunerne har direkte myndighed over for virksomhederne, er det Miljøstyrelsens regionale miljøcentre, der godkender de største og mest forurenende virksomheder, såkaldte kapitel 5-virksomheder.

Dertil kommer, at når det handler om at regulere på borgernes udledning, der jo ofte stammer fra produkter, vi alle sammen bruger til daglig, kan kommunerne slet ikke regulere det. Så hvis nogle af stofferne skal substitueres, fordi der kan renses for dem, skal Miljøstyrelsen på banen.

Rapporten er imidlertid ikke beregnet på, at myndighederne skal regulere renseanlæggene, påpeger Lynettens afdelingsleder for miljø og udvikling, Kim Rindel:

»Det kunne ligge lige til højrebenet at udstikke krav til renseanlægget i forhold til de stoffer, som har vist sig at overskride miljøkravene, og så kunne vi gå videre til kommunerne. Og hvis kommunerne ikke kunne regulere sig ud af problemet, skulle vi til at investere. Men det vil ikke være den rigtige vej at gå,« mener han.

Diffuse kilder spøger

Men hvad kommunerne så kan gøre, hvis kilderne er så diffuse, som DHI's rapport peger på, ved han faktisk ikke:

»Da man i starten af 1990'erne tog fat på at kildespore tungmetallerne, lykkedes det faktisk at spore nogle af de metalforarbejdende virksomheder, der slap kviksølv ud. Men selv om vi nu har fået styr på alle de kilder, har vi jo stadig tungmetaller i vores spildevand. Det kommer fra diffuse kilder, f.eks. tagvand og bremsestøv. Den slags kilder er svære at få fat på, og man kan ikke pege på en enkelt kilde,« påpeger han.

Hvis kilden ikke kan spores og stofferne ikke substitueres, er der én mulighed tilbage: indgreb ved renseanlægget. Der er flere alternativer, men de fremstår ikke som lysende gode:

»Lavteknologisk kan man bruge sandfiltre, der absorberer en del stoffer. Men metoden er ikke effektiv for alle stoffer. Det er tilfældighedernes spil,« vurderer Kim Rindel.

Alternativet med en kemisk omsætning af stofferne ved eksempelvis brug af ozon, er mere effektivt.

»Men energimæssigt er vi ude i noget snavs. For der bliver brugt ret meget energi ved de kemiske metoder. Så der må man veje fordelene op mod ulemperne,« siger Kim Rindel.

»Hvis det var sådan, at det lå lige til højrebenet at indføre noget på renseanlægget, som ved et trylleslag kan fjerne det, ville det da være himmelsk,« mener Carsten Sølyst.

»Men selvfølgelig skal der være proportionalitet,« tilføjer han.

For hvis der skal gøres noget ved renseanlægget, er man ude i nogle relativt tunge investeringer. Det skal Lynettens tilsynsmyndighed, Miljøstyrelsen i Roskilde, være opmærksom på.

DHI-rapporten er sendt til Københavns Kommune, hvis teknik- og miljøforvaltning forvalter Lynettens udledningstilladelser. Så hvis noget skal ændres i Lynettens udledningstilladelse, er det op til Københavns Kommune. Og så kan Roskilde Kommune som tilsynsmyndighed vælge at skubbe til dem.

Kommunernes og renseanlæggenes miljøfolk havde en formodning om, at de miljøskadelige stoffer, som virksomheder, sygehuse, husstande og trafik sender ned i kloakken og videre gennem spildevandssystemet, fortsatte videre ud i Øresund. DHI's rapport bekræfter den formodning.

Rapporten baserer sig på målinger ved udløbet fra de to renseanlæg, og de viser, at en stor del af de miljø- og sundhedsskadelige stoffer ikke bliver fjernet i renseprocessen, men fortsætter ud på den anden side. Her er de målt i koncentrationer, der for en stor del af stofferne langt overskrider EU's grænseværdier.

Baseret på måleprogrammer

Undersøgelsens fundament er data fra alle de måleprogrammer, der er lavet tidens løb, forklarer Kim Rindel:

»Så rapporten hviler både på det arbejde, Miljøstyrelsen satte i gang med at overvåge det danske vandmiljø og på et projekt, hvor Østersølandene forsøgte at fastslå omfanget af punktudledninger af forskellige farlige stoffer. Derfra ved vi, hvad vi skal være opmærksomme på.«

»På en lang række af de fundne lægemiddelstoffer har man i forskellige databaser fundet en effektværdi på eksempelvis havlevende snegle for kønsforstyrrelser, der er forårsaget af miljøskadelige stoffer. Og så har man vurderet, om man kommer tæt på de effektgrænser, når spildevandet bliver ledt ud fra renseanlæg. Og der har kravene vist sig at blive overskredet med faktor 10 og derover.«

»Det er stofferne på rapportens liste over udledte skadelige stoffer, kommunerne skal have i baghovedet, når de er på tilsyn hos virksomhederne, og når de skal lave nye tilslutningstilladelser,« siger Kim Rindel.

Carsten Sølyst er ikke i tvivl om, at de udledte stoffer er problematiske, også selv om de bliver fortyndet:

»Vi skal ikke ud i at mene, at det er vejen frem at fortynde os ud af problemerne. Det har vi forsøgt med de høje skorstene og lange udløb. Og det er tiden løbet fra,« fastslår han.

»Der skal gøres en indsats for at stoppe udledningen af fokusstofferne, fordi de har en dokumenterbar miljømæssig effekt. Alene det, at de kan registreres ude i recipienten, viser, at vi skal gribe ind, før det er for sent,« tilføjer Carsten Sølyst.

Dokumentation

Læs hele rapporten her (pdf)