Kommune: NU lover vi at understøtte skole-virksomhedssamarbejde
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Kommune: NU lover vi at understøtte skole-virksomhedssamarbejde

Uddannelsescenterchef i Slagelse Kommune, Per Kensø, på vej mod toppen af Storebæltsbroen, hvor Sund og Bælt har inviteret til arrangement i forbindelse med kickoff af et samarbejde med Broskolen i Korsør. Foto: Jesper Balleby

Hos Sund og Bælt har startskuddet til et samarbejde med den lokale skole Broskolen i Korsør netop lydt. Formålet er at løfte den virkelighedsnære undervisning i folkeskolen og inspirere flere unge til at vælge den ingeniør- og naturfaglige uddannelsesvej for at efterkomme den fremtidige mangel på netop disse kandidater.

Læs også: Sund og Bælt kickstarter skolesamarbejde fra toppen af Storebælt

Og det er jo glædeligt. Men knap så glædeligt som det kunne have været. Sund og Bælt ville nemlig gerne have startet et større strategisk arbejde med Slagelse Kommune for at brede samarbejde ud til flere lokale skoler.

Men det kommunale hoved har været svært at få ud af busken, og derfor er kommunen slet ikke kommet på banen i samarbejdet.

Men det bliver der nu lavet om på, lover uddannelsescenterchef i Slagelse Kommune, Per Kensø:

»Vi er klar til at understøtte skole-virksomhedssamarbejdet fra næste år med lokal koordinering i kommunen« siger han.

Læs også: Folkeskoleelever på toppen af Storebælt: »Vi kommer alt for lidt ud«

Per Kensø understreger, at erhvervssamarbejdet under ‘Åben Skol’e-begrebet har stor politisk bevågenhed i Slagelse, og derfor er kommunen efter sommerferien klar med en online-portal, hvor lokale skoler kan finde lokale virksomheder, der tilbyder samarbejde.

Mere erhvervsliv i den åbne skole

»Det betyder, at skolerne ikke selv skal ud at opsøge virksomhederne,« siger Per Kensø.

Og netop det med, at skoler og virksomheder skal opsøge hinanden, er den helt store barriere for samarbejde mellem parterne, påpeger en ny mini-rapport fra den teknologiske alliance Engineer the future i samarbejde med Deloitte Consulting.

Derfor er det vigtigt, at kommunerne kommer på banen som den koordinerende part, så virksomheder og skoler får de rammer, der skal til for at skabe et givtigt samarbejde.

Det bakkes op af skoleledernes formand Claus Hjortdal, der siger:

»Vi ved, at gevinsterne ved skole-virksomhedssamarbejde er styrket faglighed og øget motivation hos eleverne, og hvis kommunen påtager sig en koordinerende rolle, er der større chance for succes«

Også minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby, der vil have mere samarbejde med erhvervslivet i den åbne skole, ønsker kommunerne i spil:

»Det er klart at nogen skal tage ansvaret for at få det til at ske, og her spiller kommunerne en væsentlig rolle,« siger hun.

På Brobyskolen er afdelingsleder Vicky Mortensen glad for meldingen fra Slagelse Kommune, og hun er bestemt også klar til at tage sin del af ansvaret:

»Vi SKAL samarbejde med det lokale erhvervsliv. Det er vores ansvar, og så vil vi selvfølgelig gerne være med til at inspirere eleverne og vise dem, at der er masse lokale muligheder for at blive ingeniør,« siger hun.

Kommentarer (0)