Kommende tv får UltraHD og fire gange så skarpt billede

Har du altid drømt om at kunne tælle sandkornene i ørken-filmklassikeren Lawrence of Arabia fra sofaen, så er der håb forude. UltraHD er navnet på det HD-format, der foreløbigt har været kendt blandt feinschmeckere inden for tv som 4K.

Det er den amerikanske forbrugerelektronikorganisation CEA som via en afstemning har fundet frem til navnet. Organisationen forklarer i en pressemeddelelse, at UltraHD lægger op til, at det er overlegent i forhold til konventionel HD. Og det er det også målt på opløsning.

Mens det eksisterende Full HD-format bryster sig af en opløsning på 1.920×1.080, så har UltraHD-formatet en opløsning på mindst 3.840x2.160 jf. CEA's definition. Det vil sige, at skærmbilledet skal have en opløsning i omegnen af 8,3 megapixel, før det må prale med, at det understøtter UltraHD, oplyser CEA. Desuden skal tv'et have et skærmforhold på mindst 16:9 og i hvert fald en digital indgang, der er i stand til at suge en 4K-videostrøm til sig og spytte den ud i 3.840x2.160.

Selve 4k-formatet er ikke helt nyt. Eksempelvis har Sony, som er en af virksomhederne bag teknologien, haft en 4K-projektor på markedet i et års tid. Men nu har 4K altså fået et navn ligesom de første 4K-duelige tv er på trapperne.

Men hvad skal det gøre godt for, og er Full HD ikke rigeligt? Nej, lyder svaret fra Sonys nordiske markedschef for tv Ulrik Petersen.

»Det gør det muligt at lave store skærme, hvor billedet er skarpt, selvom man sidder tæt på. Pointen er, at man rykker tættere på skærmen og får dækket sit synsfelt i større grad. Vi skal forstærke oplevelsen, hvad enten det er film eller sport, det er det, vi skal bruge det til,« siger han.

Ifølge Ulrik Petersen giver 4K først mening, hvis skærmstørrelsen er på ca. 50" eller mere. Under den størrelse vil det være svært at se forskel på et 4K-billede og et i Full HD, altså 1.920x1.080, fortæller han.

»Med 4k-tv'ene slipper man for at skulle mørklægge hele hjemmebiografen, som man skal med en projektor, fordi skærmen jo selv udsender lys,« siger han.

Apropos hjemmebiograf så fortæller Ulrik Petersen, at flere filmklassikere enten er eller er ved at blive remasterede fra de analoge filmruller til det digitale 4K-format.

»Jeg ved, at en blandt andet Lawrence of Arabia er lavet i en 4K-udgave, og der er flere på vej,« siger han.

Foreløbigt er der dog ikke rigtigt nogen bæremedier til formatet. En 4K-film kan nemlig ikke være på de eksisterende Blu-ray-skiver. Ifølge Ulrik Petersen bliver der altså behov for en ny lagringsstandard til hjemmebrug, der kan afspille de store mængder data, et 4K-billede består af.

Indtil 4K kan være på et medie til privatbrug, giver det dog stadig mening at investere i kommende 4K-tv, mener Ulrik Petersen. Det hænger sammen med, at Sony har udviklet en teknik, som opskalerer film i det eksisterende HD-format til UltraHD blandt andet ved at se på, hvad de enkelte frames indeholder.

Det vil sige, at hvis der eksempelvis er noget, der ligner et træstuktur på et billede, så indeholder 4K-tv'et en chip, der er fodret med oplysninger om, hvordan træ ser ud på et Full HD-billede, og hvordan det ser ud på et UltraHD-billede, hvorefter chippen omregner det ene HD format til det andet i realtid.

»Så selvom inputtet ikke er i 4K, så vil billedet alligevel blive bedre, når det bliver vist på et 4K-tv,« siger Ulrik Petersen.

Netop Sony lancerer en moppedreng af en fladskærm til december, som understøtter 4K, eller UltraHD, som CEA kalder det. Skærmen er 84 tommer stor og fås til den nette sum af 200.000 kroner, og Ulrik Petersen betegner den som Sonys flagskib på området. Han påpeger, at 4K-skærme nok bliver noget billigere med tiden.

Selvom 4K har fået nyt navn, så kommer den japanske virksomhed dog til at holde lidt fast i talbetegnelsen, som virksomheden selv har været med til at definere, lidt endnu.

»For forståelsens skyld vil der vil nok være en overgangsperiode, hvor vi vil kalde det 4K UltraHD,« siger han.

4K henviser i øvrigt til billedets horisontale pixelbredde på næsten 4.000 (3.840).

Dokumentation

CEA: Consumer Electronics Industry Announces Ultra High-Definition

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Vi nærmer os målet med at kunne tapesere en hel væg med en skærm i god oplæsning :-)

  • 0
  • 0

Jeg ved ikke, hvad der er mest imponerende, at Sony har lavet et 4K-TV eller at de har en chip, som ved hvordan et træ ser ud. Jeg så i øvrigt Sonys 4K i Tokyo - og det er i hvert fald rigtig godt til at vise stillbilleder på.

  • 0
  • 0

Er vi ikke ved at være ude over fysiske medier, og ovre i noget streaming eller download?

Iøvrigt - når piraterne kan få en 8GB mkv til at se ganske fin ud i kvaliteten i FullHD - mon så ikke også man kunne klemme noget UltraHD ned på 40GB, hvis man så lidt bort fra alt det der ekstra materiale, som jeg endnu ikke har mødt nogen der ser?

  • 0
  • 0

Det må være noget af en moppedreng, hvis den skal indeholde alt hvad der findes af billeder. Det bliver sjovt at se, hvordan den gengiver hud (noget i billedet bliver måske gengivet som en træpind eller et par vandmeloner :-)

  • 0
  • 0

Ja, 4K opløsning er langt vigtigere end handling og indhold... Glæder mig til at se gamle stumfilm i 4K og Dolby 7.1 Surround. Det er fint nok at konvertere ældre film til 4K hvis man ikke har andet at lave, men de indeholder slet ikke den opløsning der berettiger til denne opløsning, men så kan computerchippen jo bare lege gætteleg for resten - gab. Jeg sætter absolut pris på god kvalitet, men jeg synes godt nok der er ved at gå lidt rigeligt teknisk markedsføringsfnidder i filmbranchen, ligesom kommende skrotning af FM-båndet, til fordel for superkomprimeret DAB, god fornøjelse.

  • 0
  • 0

@Ole Ørsted: Jeg tror, du vil blive overrasket over, hvor meget "opløsning" en 35mm film indeholder - eller 65mm for den sags skyld, som er den film, at Lawrence Of Arabia er blevet optaget på

  • 0
  • 0

Ja, 4K opløsning er langt vigtigere end handling og indhold...

Glæder mig til at se gamle stumfilm i 4K og Dolby 7.1 Surround.

Det er fint nok at konvertere ældre film til 4K hvis man ikke har andet at lave, men de indeholder slet ikke den opløsning der berettiger til denne opløsning, men så kan computerchippen jo bare lege gætteleg for resten - gab.

Jeg har købt "The General" med Buster Keaton på BluRay (den med damptogs-jagten) og den er i hvert tilfælde MEGET flottere end diverse DVD udgaver (der er nogle gode og nogle virkeligt ringe DVD udgaver i cirkulation). Noget skyldes naturligvis at man har gjort sig umage ved den nye scanning, men en stor del må tilskrives den ekstra opløsning. Filmen er fra 1927! Musikken er genindspillet og leveres i 5.1 DTS-HD Master - en fryd for øret!

  • 0
  • 0

@Ole Ørsted: Jeg tror, du vil blive overrasket over, hvor meget "opløsning" en 35mm film indeholder - eller 65mm for den sags skyld, som er den film, at Lawrence Of Arabia er blevet optaget på

En tommelfingerregel siger, at en analog film har en "opløsning" på 5my. Dvs en film optaget på 35mm har en opløsning svarende til 7000 pixels i bredden.

  • 0
  • 0

Jeg kan se jeg havde glemt at lave en smiley, og jeg følte mig blot lidt provokeret over denne opløsningsdebat, frem for handling og kunstnerisk indhold. Jeg vil da godt afsløre at jeg er filmhåndværker, her tonemester på 49. år, så jeg ved godt lidt om 35mm udmærkede opløsning, som udtrykkes i linier, da det er et analog format, og ikke i pixels. 5my, tja det giver vedl så 200 linier pr. millimeter, gange bredden på 22mm = 4.400, da et 35mm bredt billede ikke findes i cinemaformatet, det skal lige være plads til såvel perforering som lydspor.

Men det er ikke kun formatet på filmen el. chippen der bestemmer linieopløsningen, det gør optikken i særdeleshed, og jeg morer mig da lidt når jeg ser mobiltelefonkameraer med 5Mpix opløsning der skal ind igennem en 3mm optik, hvor midterste linse er godt 1mm i diameter. Det vil da også være skønt hvis man havde optiske mikroskoper der kunne forstørre 50.000 gange, men det sætter simple fysik en begrænsning for.

Et er teori, et andet praksis, og under SMPTE organisationen er der lavet utallige test af visninger på den færdige biograffilm, som nu jo er en kopi af negativet, kopieret gennem endnu en optik, for til sidst at blive vist gennem en anden optik, hvor gennemsnittet ligger på godt 800 linier i højden, hvilket IKKE kan oversættes til 800 pixels, men med rimelighed de 1080.

På et alm. 720 fjernsyn kan man godt se filmkorn fra 16mm standardfilm, gælder masser af DR udsendelser fra 60érne og 70érne, og 8mm filmen er belagt med "havregryn". Men er det nu havregrynene vi er interesseret i at kigge på, eller da farfar kørte sin første biltur i 1952?

Buster Keaton, ja ham elsker jeg, men jeg formoder den bliver vist i rimeligt kvadratisk format på din skærm, for sådan er den optaget. Hvornår kommer den i farver med dansk tale :-)

  • 0
  • 0

Buster Keaton, ja ham elsker jeg, men jeg formoder den bliver vist i rimeligt kvadratisk format på din skærm, for sådan er den optaget. Hvornår kommer den i farver med dansk tale :-)

Nu er der smiley med denne gang, så det er gas og det kan jeg godt tage ;-) Uden at der skal gå nørd i den, så er der en interessant trend, nu hvor flere klassikere kommer på BluRay: - Man gør sig ekstra umage med scanningen - sikkert fordi det betyder en del mere ved HD end ved SD kopier, men nok også fordi man er nødt til at tilbyde "mere" for at få kunderne til at købe en film på BluRay, som de allerede har på DVD - Man gør meget for at komme så tæt på originalen så muligt, så blandt andet aspect ratio for den originale film typisk bevares.

I tilfældet "The General" er det så 1.33:1. Vores egne "Olsen Banden" er også kommet på BluRay i et meget flot scan i det noget atypiske (men originale) 1.66:1 format (og mono lydspor!).

Jeg ved godt at artiklen handler om 4 x HD, men dette blot som en kommentar til dem, som mener at formaterne "efter" DVD ikke giver noget. Må så indrømme at jeg kun har plads til et 32" hjemme i stuen (men så et med en SUPER billedkvalitet), men jeg har mine slåskampe med kolleger og venner med 48"+ skærme og endda projektorer, som ikke kan se meningen i at skifte deres DVD-afspiller ud med en BluRay (som fås i en brugbar kvalitet for lidt over en tusse).

  • 0
  • 0

Når man skriver på ing.dk, og det glemmer jeg sommetider, for omend vi danskere bryster os meget af vores humor, kniber det godt nok ind imellem på ing.dk´s debatter. I slutningen af 60´erne kæmpede jeg et par dage i Kbh. Byret sammen med Bent Christensen, instruktør til bl.a. Naboerne, Støvsugerbanden og Harry&Kammertjeneren, mod DR´s dengang kraftigt beskårede og amputerede visninger af hans film, nu også i forhøjet tempo, da de 24fps. blev til 25fps. o.s.v. Så jo, jeg sætter absolut pris på bedst mulig kvalitet, men synes bl.a. Hollywood har produceret lidt vel rigelige tekniske udstyrsstykker med et manuskript, der kunne stå på bagsiden af en æske tændstikker.

Senest har franskmændene lavet endnu en Asterix film, som er gået totalt op i hat og briller og splatterteknik, men den er da også blevet sablet ned under gulvtæppet. I min optik med rette.

Jeg kender flere der har velindrettede hjemmebiografer med gode og hammerdyre lærreder og 3-chip projektorer, ikke flimrende farvehjulsprojektorer, behørig mørklægning o.s.v. Now we are talking, og ikke en lille flimmerkasse i en lys dagligstue.

Men sådan er vi heldigvis så forskellige. og selv om jeg har en teknisk baggrund, står handling og skuespilpræstation stadig over teknisk opløsnings-formåen, hvilket Buster Keaton, Charles Chaplin o.a. er gode eksempler på. Men selskaberne scorer jo kassen på restaurering på restaurering, tillykke med det.

  • 0
  • 0

4K opløsningen er vigtig for at kunne lave 3D TV der kan ses uden 3D briller af flere personer samtidig. Ved sådan brilleløse 3D skal skærmens opløsning vise flere billedvinkler samtidig og det begrænser selvsagt opløsningen af hver billedvinkel. Med 4K skærmen kan 3D dermed komme tættere på HD opløsning end det hvad hidtil har været muligt.

  • 0
  • 0

Som en glad ejer af en iPad med "Retina"-skærm, kan jeg blot sige at den højere opløsning er kærkomment og sådan er det nu også med TV'er. Et 65" TV ser frygtelig grimt ud hvis man står nogle meter væk, for hvad er idéen med større og større TV, hvis man bare rykker sig længere og længere væk?

Jeg ser helt sikkert frem til den bedre opløsning. Så mangler udbydere som Netflix blot at følge med, for at det bliver rigtig relevant.

  • 0
  • 0

En tommelfingerregel siger, at en analog film har en "opløsning" på 5my. Dvs en film optaget på 35mm har en opløsning svarende til 7000 pixels i bredden.

Øhh, nej, ikke i nærheden.

En Kodak Vision 50D negativ film (som har en af de absolut højeste opløninger) har en MTF kurve som stopper ved ca 70 cycles/mm. Se her: http://motion.kodak.com/motion/uploadedFil... Ved 70 lp/mm er response nede på 10-30% ! Efter et par kopieringer til IP/IN (som er dem, der bliver scannet) medier er opløsningen langt lavere, MTF kurverne skal multipliceres for hver kopiering. Derudover er den effektive optagebredde på 35mm film ca 22mm, der er jo perforeringer i siden. I praksis har du derfor minimal forskel på en 2K og en 4K scanning.

Mht fremvisningsformat er 1920/1080 formatet designet til at kunne dække øjets opløsning. 20/20 vision er defineret til at være 1 bueminut (endda ved sort/hvid høj kontrast). Da max komfortabel synsvinkel til fjernsynet er ca 30 grader, har man max brug for ca 1800 pixels i bredden.

Så 4K til alm filmfremvisning er marketing hype.

/Thomas

  • 0
  • 0

Tak til Thomas Lund for også at sætte tingene lidt på plads, her hvor pærer og bananer bliver blandet lidt sammen. Inden tvivl om, at bl.a. 3D visning stiller større krav til både opløsning og lysmængde, og høj opløsning er altid flot, men bidrager jo ikke nødvendigvis til det kunstneriske udtryk. Bare tag seneste Star Wars film, jøsses for en omgang ligegyldigt suppekog, som sikkert bliver endnu værre, nu hvor Disney har købt rettighederne.

Stokastisk eller FM-rastrering har været kendt i en del år, men det er først de seneste 10 år det er blevet rimelig udbredt i trykkeri branchen, for at undgå moire´ og give større opløsning. Hvad har nu det med sagen at gøre? Jo, at kornene i biograf-filmen flytter sig hele tiden 24gg. i sekundet, og kan derfor ALDRIG oversættes med antal pixels der er faste på skærmen el. i projektorens chip, her sammenlignet med et FAST rastermønster. Kravet til opløsning på et stilbillede, som man f.eks. betragter på sin iPads fine skærm, skal selvsagt være større, end hvis billedet skifter 24 el. 25 gg. i sekundet. Det samme gjaldt diasshow el. lysbilleder om man vil.

Det er derfor naturligt at filmene scannes med en større opløsning end fysikken umiddelbart angiver, og 2K er derfor ganske relevant hvis man ikke ønsker at gå på noget kompromis, men langt mindre kan faktisk gøre det, uden generende kvalitetstab. Da alt fylder, ikke mindst 4K, gik min oprindelige kommentar mere på, hvad der var det vigtigste: Den store opløsning eller filmens indhold og historie?

Det er ikke længe siden jeg overspillede en del gamle Disney klassikere til børnebørnene fra købe VHS kassetter til DVD. Jeg har endnu ikke hørt een eneste kommentar om kvaliteten :-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten