77 dage. Så længe har den socialdemokratiske regering nu siddet ved magten. 77 dage er ikke længe, men det er længe nok til, at vi snart kan forvente et udspil til en reel reform af klima- og energipolitikken, hvis det ambitiøse mål om en 70 procents CO2-reduktion i 2030 skal tages alvorligt. Vinduet for upopulære beslutninger er stadig åbent, men det lukker igen.
100 dage. Det er den tid, en amerikansk præsident har til at vise sit værd. Sådan lyder det i hvert fald fra koret af politiske kommentatorer over there. Det er den første tid, der definerer regeringens retning – og amerikanske præsidenter er pinligt bevidste om det. Roosevelt indførte New Deal for at stoppe den store depression i 1933, og Obama gjorde ham kunsten efter på sin 29. dag som præsident med en gigantisk vækstpakke.
Værdiopgøret og grønthøsteren, som Anders Fogh Rasmussen startede, kort efter at han havde overtaget magten i 2001, er et lignende eksempel. Fogh var knap kommet til magten, da han i en nytårstale annoncerede sin vision og straks gik ud og nedlagde råd og nævn for at komme det, han kaldte smagsdommeriet, til livs. Kritikken haglede ned, men fire år efter blev VK-regeringen genvalgt. Forskning i vælgeradfærd og psykologi viser også entydigt, at vælgerne meget ofte belønner upopulære beslutninger, når de har vænnet sig til dem. Storebæltsbroen, efterlønsreformen og rygeforbuddet er alle eksempler på det. Politisk mod bliver værdsat, og langsigtede løsninger betaler sig, lyder konklusionerne.
Hvad sker der så bag de lukkede døre på Christiansborg? Klima- og energiminister Dan Jørgensen fortæller intet trods flere løfter om interviews med Ingeniøren, men man fornemmer en raslen med papirer og lyden af fødder, der løber frem og tilbage, hvor forhandlingerne om en ny klimalov er i gang. Den kendte forfatter Kaspar Colling Nielsen er også hyret til som taleskriver for klimaministeren at skrive den store fortælling om omstillingen, så noget er i gære, mens billedet af den nye regerings politik – på vores side af dørene – er noget broget.
Stop for dambrug og forbud mod fluorstoffer er gode takter, men en fordyrelse af plastposer på 50 øre er ikke værd at bruge tid på, og SF’s miljøordførers rasen på Facebook mod pap-indpakning af tandpastatuber var heller ikke særlig kønt at se på. Intet af det er egentlige klimatiltag, men snarere miljøtiltag, og hvad der må og skal ske bag de lukkede døre er nødt til at være af en helt anden kaliber, for udfordringen er enorm:
CO2-udledningen fra transporten stiger, ovenikøbet med stadigt flere benzinslugende SUV-lookalikes. De vil alle som én stadig køre på vejene i 2030 (medmindre de bliver smadret i trafikuheld). CO2-udledningen fra landbruget stiger. Væksten i Danmarks skovareal er stagneret. Og vi kigger ind i en fremtid, hvor et stigende energiforbrug er ført an af nye datacentre. Vi insisterer stadig på at beholde naturgassen, selvom den spænder ben for udbredelsen af flere varmepumper. I byggeriet er indsatsen for at energieffektivisere stagneret, mens det samlede forbrug til opvarmning af bygninger er steget. Kort sagt er vi milevidt fra 70 procents reduktion af vores CO2-udledning.
På samme tid kalder vi os grønne og ignorerer i det stille den virkning, vores politik og livsførelse har på vores omverden. Vi fyrer – på papiret CO2-neutrale – træpiller af og lukker øjnene for afskovningen i østlande og USA. Vi har også en S-regering, der har stemt ja til Baltic Pipe, som sender gas til Polen helt frem til mindst 2053. Vi fortsætter også ufortrødent oppumpningen af olie fra nye steder i Nordsøen og importerer 1,6 millioner ton soja årligt til at brødføde danske svin – med store konsekvenser for Sydamerikas jorder og skove.
Vi har brug for et sceneskift. Og udfordringen er så stor, at det er naivt at forestille sig, at vi kan gøre det uden at ændre livsstil og acceptere økonomiske konsekvenser, i hvert fald på den korte bane. Selv hvis vi stopper al udledning fra transport og landbrug, er vi nemlig ikke i mål med 70 procent i 2030.
Den gode historie er, at sol, måne og stjerner står i den rette position. Aldrig har vi haft en befolkning, der er så optaget af klima. Vi står i starten af en ny regeringsperiode, hvor der netop er plads til de store og svære beslutninger. Det er nu, de upopulære afgifter og skatter skal indføres for at sikre, at der er en ordentlig fremtid til vores børn. Det er den historie, romanforfatteren Kaspar Colling Nielsen forhåbentlig er ved at skrive på for ministeren. Lad os håbe, det ikke bliver en skønlitterær skåltale, men faglitteratur baseret på fakta.
/thd
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.
