Kohberg har bagt det sidste brød med fiskeolie

Illustration: BORBERG THOMAS/POLFOTO

Brød tilsat omega-3-fedtsyrer er for sidste gang hevet ud af ovnen hos brødfabrikanten Kohberg. Brødet blev lanceret i foråret 2005, men efter at eksperter og forbrugerorganisationer kritiserede det berigede produkt, mistede forbrugerne interessen.

»Afsætningen på brødet var dårlig. Forbrugerne var helt klart interessede i det i starten, men interessen døde hen, da produkterne blev kritiseret,« siger international markedschef i Kohberg Michael Rydder.

Eventyret har kostet Kohberg mellem syv og ti millioner kroner vurderer han.

Rugbrød, sandwich og boller med omega-3-fedtsyrer

Stoppet af produktionen ærgrer Michael Rydder, som selv var med til at bringe ideen på bane og dermed skabe Danmarks første og hidtil eneste fødevarer beriget med fiskeolie.

Kohberg fremstillede rugbrød, sandwichbrød og boller, som blev lanceret med informationerne om, at omega-3-fedtsyrer er "en af de essentielle, flerumættede fedtsyrer, der spiller en stor rolle for, at hjerne, kredsløbet og immunsystemet fungerer".

»Vi var fra starten meget opmærksomme på, at vi ikke ville sælge et produkt, der var uetisk og som reelt ikke havde nogen gavnlig effekt.«

Nødvendigt med 1,4 kilo rugbrød for at dække dagligt behov

Alligevel blev brødproducenten i medierne anklaget for, at mængden af gavnlige fiskeolier i brødet ikke var relevant. Fra ernæringseksperter har det i dagspressen lydt, at en kvinde skulle spise 1,4 kilo rugbrød dagligt for at dække sit daglige behov for omega-3 på 1,4 g.

Seniorforsker ved Danmarks Fiskeriundersøgelser, DTU, Charlotte Jacobsen, som netop selv forsker i fiskeoliers gavnlige effekter på mennesker, vil ikke afgøre om der var for lidt fiskeolie i brødet.

»Det er rigtigt, at der ikke var så højt et indhold af omega-3-fedtsyrer i brødet. Spørgsmålet er, hvornår man kan sige, at der er meget eller lidt i,« siger hun.

I brødet var tilsat to omega-3 fedtsyrer kaldet DHA og EPA, som kommer fra fisk. Ifølge forskeren er den anbefalede daglige dosis af de disse 0,5 g. En anbefaling, der kommer fra en række internationale ernæringsorganisationer. I Kohbergs brød var der tilsat 0,1 g pr. 100 g brød.

Så det er korrekt, at man skulle spise mere brød end normalt, for at dække hele sit daglige behov, fortæller Charlotte Jacobsen.

»Men det er jo heller ikke meningen. Når man laver en funktionel fødevare, er der ikke tale om, at et enkelt produkt skal dække 100 pct. af behovet. Et enkelt produkt skal være et supplement til det, man får andre steder fra,« siger hun.

Ifølge Charlotte Jacobsen bliver grænserne for, hvad der er et rimeligt indhold af eksempelvis omega-3-fedtsyrer, snart fastslået. For i de nye EU-regler, som trådte i kraft 1. juli, vil der blive indført minimumsværdier, der skal opfyldes før producenten må sundhedsanprise produktet, dvs. skrive direkte på varen, at indholdet af omega-3 kan have en gavnlig sundhedsmæssig effekt.

Koncentrat af fedtsyrer

Tvivlen omkring mængden af fiskeolie i brødet mener Michael Rydder hænger sammen med, at de anvendte fiskeolien koncentreret, og det betød, at mængden kom til at se meget lille ud.

»Når man koncentrerer et produkt, som vi gjorde, og kun tager den del af fiskeolien, som er relevant i ernæringsmæssig sammenhæng nemlig fedtsyrerne DHA og EPA, bliver mængden lille. Vi kunne også have tilsat fiskeolie generelt, men så ville vi samtidig have fedtberiget produktet og det var vi ikke interesserede i,« siger han.

Det er ifølge Charlotte Jacobsen fornuftigt, at anvende de to fedtsyrer DHA og EPA koncentreret fremfor at tilsætte hele fiskeolien. Desuden var fedtsyrerne i Kohbergs råvare indlagt i mikrokapsler, som beskytter fedtsyrerne mod harskning. Kapslerne nedbrydes af mavesyren, så fedtsyren frigives.

De to processer er taget i betragtning i Charlotte Jacobsens vurdering af fedtsyreindholdet i brødet, påpeger hun.

Michael Rydder mener dog stadig, at indholdet i brødet var fornuftigt.

»Vi har fulgt retningslinjerne fra ISSFAL (International Society for the Study of Fatty Acids. and Lipids, red.),« siger Michael Rydder.