Københavnske overvågningskameraer kommer i register

Københavnske overvågningskameraer kommer i register

Københavns Politi skal nu som et forsøg registrere alle overvågningskameraer i byen, inden alle landets kameraer skal i register.

Et frivilligt register over alle overvågningskameraer i København skal hjælpe til at undgå, at politiet skal lede lige så længe efter relevante overvågningskameraer, som det var tilfældet ved terrorangrebet i København for et år siden.

En forsøgsversion af et kameraregister bliver nu indført hos Københavns Politi, der skal have registret i et år, skriver Danmarks Radio.

Efter terrorangrebet opfordrede en række politikere i Folketinget Rigspolitiet til at etablere et register over overvågningskameraer, da det i forbindelse med angrebet var nødvendigt for politiet at gå rundt i de relevante gader og lede efter overvågningskameraer, hvorefter de skulle gætte sig frem til, hvem der ejede dem.

Overvågningsbilleder som disse var medvirkende til at fange Omar Abdel Hamid El-Hussein, der sidste år dræbte to under terrorangrebet i København. Men politiets arbejde kunne være hurtigere, hvis de kendte til kameraerne, lyder argumentet for et register. Foto: Københavns Politi

Læs også: Årvågne kameraer finder dig i mængden

Frivilligt register

Registret vil derfor indeholde en liste over de opsatte kameraer, deres adresser og kontaktoplysninger på dem, der ligger inde med kameraernes optagelser. Registret er ifølge DR et resultat af en anbefaling fra Rigspolitiet til Københavns Politi.

Rigspolitiet har siden angrebet sidste år arbejdet på en model for, hvordan et register kunne fungere. Det er dette arbejde, der nu er mundet ud i anbefalingen. Ud over Rigspolitiets eget arbejde blev der i 2015 bestilt en analyse hos Rambøll, som skulle være med til at kortlægge opgaven.

Registret er stadig frivilligt at deltage i for ejerne af overvågningskameraerne, og der er som nævnt tale om en etårig forsøgsordning.

Folketinget kræver nationalt register

»Man har skullet overveje spørgsmålet nøje. Der har været et stærkt pres fra Folketinget, men der er også mange principielle spørgsmål, der knytter sig til overvågning, så jeg synes, det er fornuftigt, at man har tænkt sig grundigt om, og at man nu får en forsøgsordning,« siger justitsminister Søren Pind (V) til DR.

Læs også: Politi opklarer mord med flyovervågning af en hel by

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der begge har skubbet på for at få registret indført, er dog ikke tilfredse med den midlertidige forsøgsordning.

»Det her skal gøres til en permanent løsning, og derfor nytter det heller ikke noget, at justitsministeren spiser os af med sådan et projekt. Der skal være klare bud på, hvordan man breder det ud til resten af Danmark,« siger eksempelvis Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til DR i en anden artikel.

Rigspolitiet er efter Ingeniørens henvendelse i sidste uge endnu ikke vendt tilbage med uddybende oplysninger om registret eller resultatet af Rambølls analyse.

Kommentarer (0)