Københavns Lufthavn sætter turbo på enorm anlægsinvestering

Flytrafikken vækster voldsomt i disse år, og der er gevinster for de lufthavnen som kan betjene de mange nye passagerer. Illustration: Københavns Lufthavn

Mens flere af deres fly stiger til vejrs i Københavns Lufthavn(CPH), er deres mundvige i stigende grad røget den modsatte vej.

Sådan ser situation ud for de største kunder hos Københavns Lufthavne A/S. Det er luftfartsselskaber som blandt andre SAS, Norwegian og Thomas Cook.

Men efter meget at dømme forsøger Københavns Lufthavne A/S derfor nu at komme deres kommercielle brugere i møde.

Onsdag præsenterede Københavns Lufthavne A/S en investeringspakke, der har som erklæret mål at nedbringe flyselskabernes omkostninger

Læs også: Danmarks nye kæmpe-lufthavn: Hvorfor, hvordan og hvor stor?

Blandt andet er CPH klar til at fordoble sine investeringer i projekter, der handler om at nedbringe flyselskabernes omkostninger ved at drive forretning i Københavns Lufthavn.

»Vi vil være en attraktiv lufthavn og derfor investerer vi ikke blot i at bygge ny kapacitet, men også i at optimere processer, indføre ny teknologi og gøre tingene smartere. Vi er derfor klar til at investere en halv milliard kroner over de næste fem år til målrettet at nedbringe flyselskabernes omkostninger ved at operere i CPH. De skal gå til projekter, som vi udvikler i samarbejde med flyselskaberne, «siger adm. direktør hos Københavns Lufthavne A/S Thomas Woldbye i en pressemeddelelse.

Illustration: Københavns Lufthavne A/S og MI Grafik

Det er særligt to forhold som har grund til at spolere SAS, Norwegian og de øvrige flyselskabers humør.

For det første udvider Københavns Lufthavn (CPH) og ser sig nødsaget til at lukke tværbanen for at skabe plads til flere standpladser og en finger – altså den passage, du går igennem for derefter at være ved din gate. Dermed går lufthavnen fra tre til to landingsbaner.

Reduceringen vil ifølge lufthavnens beregninger medføre 1000 aflysninger og forsinkelser om året. Hændelser som det vel at mærke er luftfartsselskaberne, der skal punge ud for af egen lomme.

For det andet mener SAS og den internationale sammenslutning af luftfartsselskaber, IATA, at Københavns Lufthavne A/S er blevet en flok gebyrgribbe. Ifølge SAS, som er CPH’s største kunde, og IATA er afgifterne alt for høje i Kastrup, idet luftfartsselskaberne betaler 2-3 gange mindre for at være i lufthavnene i Stockholm, Helsinki og Oslo.

Københavns Lufthavne A/S har forsvaret sig med, at afgiftsniveauet i København dækker over et bedre produkt med flere transfers, og det ligger nærmere niveauet i større europæiske lufthavne som Amsterdam, London og Paris og stadigvæk i den billigste tredjedel i større lufthavne i Europa.

Læs også: Danmarks nye kæmpe-lufthavn: Hvorfor, hvordan og hvor stor?

De data har ikke formildet frustrationen hos SAS og IATA, som i denne uge indsendte en klage til transportministeren. Luftfartsselskaberne kræver 2,5 milliarder kroner tilbage i afgifter, som de mener, de har betalt- og vil betale for meget i perioden 2015-2019.

Det er derfor givetvis i det lys, at man skal opfatte bevæggrundene bag investeringspakken. For den indebærer også en markant ændret økonomisk kurs for udbygningen af CPH til den nette sum af 20 milliarder kroner med forventelig afslutning i 2024.

Omfattende økonomiske ændringer

Nu vil Københavns Lufthavne A/S øge de årlige investeringer i udbygningen med cirka 20 procent fra cirka 1,1 mia. kroner i 2016 til 1,3 milliarder kroner. De 200 millioner kroner skal bruges til at fremskynde byggerier af ny kapacitet til både fly og passagerer inden for den allerede udmeldte plan på 20 milliarder kroner.

De direkte beskæftigelseseffekter af udvidelsen af Københavns Lufthavn, Femern-forbindelsen og et supersygehus i forhold til årsværk. Illustration: COWI

»Vi præsenterede før jul vores store udbygningsplan, Expanding CPH, til 20 mia. kroner. Nu lancerer vi så en plan, der handler om, hvordan vi på kortere sigt vil gøre CPH endnu mere attraktiv og effektiv. Det handler i bund og grund om, at vi investerer i at øge kapaciteten og gøre det billigere for flyselskaberne at drive forretning her i Københavns Lufthavn. Det vil både reducere flyselskabernes omkostninger og samtidig gøre CPH mere attraktiv i forhold til at tiltrække nye ruter og mere trafik,« forklarer adm. direktør Thomas Woldbye.

Et punkt i planen indebærer også, at CPH vil investere 300 millioner kroner i at forskyde den såkaldte tværbane midlertidigt, indtil det er nødvendigt at lukke den helt.

Kort fortalt vil lufthavnen lægge mere asfalt på i den sydøstlige ende af tværbanen og bygge lufthavnen ud på banens nordvestlige del. Tværbanen kan dermed blive bevaret, indtil lufthavnen når op på 40 millioner passagerer om året.

Derefter er Københavns Lufthavne A/S nødt til at lukke tværbanen endegyldigt, lyder det i en mail til Ingeniøren.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg synes, der var en projektleder i Ingeniøren, som forklarede, at tværbanen absolut ikke kunne udvides ud mod Øresund pga. begrænsninger mod sejlrenden i Øresund. Eller er jeg helt galt på den?

  • 0
  • 0

De udvider bare asfalten indenfor området. Om de så vil sløjfe localizer antennen til bane 12 (da den står i baneenden af bane 12) og lave en RNAV (GPS) approach til bane 12 er skam muligt.

Du skal jo nok snart se, at til den tid om nogle år, hvor de skal udvide igen, så "opdager" nogen at kystvejen kan ligges i tunnel og banen udvides endnu længere ud mod vandet. Det kræver kun at politikerne acceptere en lille udvidelde af Lufthavns arealet og det vil til den tid være det fornuftige for nu har de investeret de 300 mio.

Som mere eller mindre frequent flyer, så synes jeg nu cph fortjener ros for at lytte til brugerne. Det er altså stort.

Jeg ved ikke om ing.dk massive dækning også har haft i indflydelse, men det vælger jeg nu at tro på, så tillykke til redaktionen med at have skabt denne vigtige debat.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten