‘Københavns kiler har fået mæslinger’.
Konstateringen kommer fra lektor Morten Elle fra Aalborg Universitets Institut for Byplanlægning, og den er hans billede på, hvad der er gået galt med planlægningen i hovedstaden.
Ligesom de øvrige medlemmer af Ingeniørens Visionarium bifalder han grundtankerne i den oprindelige fingerplan, som stammer fra 1947, men som er opdatereret flere gange siden. Planen skulle sikre befolkningen let adgang til naturen i grønne kiler, der skulle strække sig ind mod bymidten mellem fingre af bebyggelse, hvor tog og veje forbinder centrum med forstæderne.
‘Ved Kunst maa man (...) friholde visse bebyggelige arealer for Bebyggelse – en meget vanskelig Kunst i dette Land,’ stod der i den oprindelige fingerplan.
Mæslingerne er billedet på, at kunsten ikke er lykkedes. Tværtimod har byen fået lov til at knopskyde uden for fingrene. Det harmonerer ikke bare dårligt med Fingerplanens intentioner, men også dårligt med kravene til fremtidens by, hvor energiforbruget skal i bund, samtidig med at byen vokser. Det kræver, at folk bor tæt, men i hovedstadsregionen ligger både beboelse og erhverv spredt.
Ifølge professor emeritus Christian Wichmann Matthiessen, Københavns Universitet, som også var med i den forrige regerings infrastrukturkommission, har københavnerne ‘et enormt forbrug af jord’:
»Hvorfor er det lige, at vi skal have 800 kvadratmeter til hvert hus? Vi mangler nogle nye metoder til at tilskynde fortætning. Måske skal man lade folk i parcelhusområder slå sig sammen, så tre naboer kan gå sammen om at udstykke en del af deres haver til en fjerde grund, hvor der kan bygges et nyt hus,« foreslår han.
Men det værste er dog erhvervsområderne. Arbejdspladsens placering i forhold til en station betyder nemlig mere for, om folk pendler i bil, end bopælens beliggenhed gør.
Derfor krævede såvel den oprindelige fingerplan som alle dens efterfølgere, at ‘byfunktioner, som på grund af arealudnyttelse, arbejdspladstæthed, størrelse eller besøgsmønstre har en intensiv karakter, placeres inden for de stationsnære områder og fortrinsvist inden for de stationsnære kerneområder.’ De ‘stationsnære kerneområder’ er op til 600 meter fra stationer på S-togs-, metro- og jernbanenettet. Den grænse er valgt, fordi undersøgelser har vist, at arbejdstagere på arbejdspladser, der ligger i den afstand fra en station på det overordnede banenet, er langt mere tilbøjelige til at bruge offentlig transport end dem, hvis arbejdsplads ligger længere væk.
Direktivet tillader dog, såfremt visse betingelser er opfyldt, større arbejdspladser op til 1.000 meter fra stationerne og hele 1.200 meter væk i de områder, der ligger uden for det indre storbyområde.
Men i 2013 viste en analyse lavet i forbindelse med revisionen af landsplandirektivet, at omkring 54 procent af erhvervsbyggeriet opført mellem 2007 og 2011 blev placeret uden for de stationsnære kerneområder. Særligt slemt var det i omegnskommunerne, hvor hele 66 procent af de nye erhvervsbygninger lå mere end 600 meter fra den nærmeste station.
»Det er absurd, at man bygger så meget så langt fra stationerne,« siger professor Otto Anker Nielsen, der leder Transport DTU, og deltog i regeringens Trængselskommission.
Siden 2011 er tallene er ikke blevet opdateret, men det er Aalborg Universitet nu i gang med at gøre for Erhvervsstyrelsen, så politikerne får opdaterede informationer forud for den større revision af landsplandirektivet, som erhvervs- og vækstminister Troels Lund-Poulsen (V) har sat i gang.
Ifølge Peter Hartoft-Nielsen, der var hovedforfatter på landsplandirektiverne fra 2007 og 2013 og i dag er adjungeret professor ved Aalborg Universitets Institut for Planlægning, er byspredningen generelt aftaget, så kun 20 procent af nybyggeriet sker på bar mark. Men han forventer ikke, at kommunerne er blevet markant bedre til at følge stationsnærhedsprincippet.
»Der skete en lille forbedring med Fingerplan 2007. Men jeg har ikke indtryk af, at der er sket markante ændringer siden. Den igangværende udbygning af banenettet vil dog hjælpe,« siger han.
Kommunerne har en vis grad af frihed til at tolke direktivet, og By- og Landskabsstyrelsen og Naturstyrelsen, som landsplandirektivet oprindeligt hørte under, har ifølge Peter Hartoft-Nielsen været tilbageholdende med at håndhæve forudsætningerne for undtagelsesbestemmelserne.
»Ofte vil hensynet til byplanlægningen blive underordnet eksempelvis kommunernes ønske om at skaffe flere arbejdspladser,« siger han.
Et godt eksempel herpå kan man finde i landsplandirektivet fra 2013, hvor Risø DTU fik lov til at bygge en forskerpark med 4.000-5.000 arbejdspladser uden for byfingeren omtrent seks km fra stationen i Roskilde.
»Tilladelsen til Risø DTU var et voldsomt brud på principperne i planen. Det er et eksempel på, hvad man kan opnå med dygtigt lobbyarbejde. Scion DTU, DTU’s rektor og Roskildes borgmester gik i fællesskab til de forskellige ministre med løfter om arbejdspladser og vækst, og så trumfer vækstdagsordenen,« siger Peter Hartoft-Nielsen.
Ofte lyder argumentet fra virksomheder og institutioner ifølge Peter Hartoft-Nielsen, at de kun kan ligge ét bestemt sted. Men historien viser, at virkeligheden ofte er en anden, fortæller han.
»Vi har set flere eksempler på, at en virksomhed eller en institution har fået overbevist en myndighed om, at de skal ligge ét bestemt sted. Og så flytter de alligevel få år efter. Eksempelvis fik Forskningscentret for Skov og Landskab overbevist Frederiksborg Amt om, at de kun kunne placere deres nye hovedkvarter ved et arboret, der endda lå i en landzone i Hørsholm Kommune. Få år efter byggeriet stod klar, blev centret så fusioneret med Københavns Universitet og flyttede til Frederiksberg uden problemer. Virksomheder som HP og Compaq har gjort det samme,« siger han.
