Københavns første elværk fik folk til at græde i Gothersgade
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Københavns første elværk fik folk til at græde i Gothersgade

Illustration: Københavns Museum

Ingeniøren 1982:
»Kjøbenhavn, Marts 1892. I Gaar aabnedes for Driften af Kjøbenhavns første offentlige Elektricitetsværk, den elektriske Station i Gothersgade. Selv om vi efterhaanden er blevet gjort bekendt med elektrisk Lys i visse Etablissementer og Butikker, var det dog paa en Gang betagende og næsten mystisk at opleve alle Blus blev tændt på een og samme Gang. Oplevelsen var for mange Gadevandrere et saadant komplet Chock, at det fik dem til at græde«.

Så voldsomt og overrumplende kunne elektricitetens velsignelser virke for blot 90 år siden. Men det var også kun 10 år efter at de sidste gade-tranlygter i København var blevet afløst af gaslygter. Forresten i samme måned, december 1882, som Otto Kemp og Severin Lauritzen grundlagde deres firma for elektriske anlæg.

Afslørende skarpt lys

Spritfabrikkerne, Sukkerfabrikken i Nakskov, Albani Bryggerierne og Gamle Carlsberg var blandt de første til at tage buelamper og glødelamper i anvendelse til arbejdsbrug. Det skete også i 1882, og strømmen blev leveret af lysmaskiner, f.eks. fra Siemens & Halske i Berlin, drevet af dampmaskiner.

Underholdningsbranchen var tidligt ude. I december 1882 indviede National et komplet lysanlæg med bl.a. 200 Maxims glødelamper, adskillige buelamper og en projektør, indkøbt hos The United States Electric Lighting Company.

Det populære danseetablissement Figaro fulgte hurtigt efter, men måtte gå tilbage til gaslys, »idet det stærke hvide Lys viste sig ugalant over for Damernes Teint«.

Professor afskrev det elektriske lys’ fremtid

På Københavns Rådhus var der derimod ikke den store tillid til elektricitetens fremtid.

Den første elektriske gadebelysning i København blev installeret på Kongens Nytorv i 1892. Illustration: Københavns Museum

I 1883 satte professor Julius Thomsen ved budgetbehandlingen spørgsmålstegn ved, om man kunne vente, at »denne Belysning... ville fortrænge Gasbelysning«. Professoren hæftede sig bl.a. ved, at »for Tiden har man kun elektrisk Lys af meget stor Lysstyrke, som altså kun kan tjene til Erstatning for andet Lys paa Steder, hvor der anvendes en meget stærk Belysning. I Forsamlingens (Borgerrepræsentationens) Sal, hvor der findes fyrre Gasblus, kunde man vel være tjent med at faa dem afløst af et enkelt elektrisk Lys, der gav fuldstændig den samme Lysstyrke, men en saadan enkelt Lampe kaster for stærke Skygger, og Lyset maatte altsaa deles eller virke indirekte ved at kastes mod Loftet, hvorved en større Flade belyses, men derved taber man omtrent 2/3 af Lyset«.

Syv år senere drøftede samme Borgerrepræsentation en udvidelse af den endnu ikke idriftsatte Elektriske Station i Gothersgade.

Men man enedes om »at der ikke var Anledning til ved Beregning af Ledningernes Størrelse at tage Hensyn til en eventuel udstrakt Benyttelse af elektrisk Kraft til Motorer«.

Modstandere: Alt for farligt med elektriske sporvogne

Andre syv år senere, i 1897, ville rygtet vide, at Severin Lauritzen havde rådgivet Tietgen – der stod bag det i 1860’erne stiftede Kjøbenhavns Sporvejs Selskab m.h.t. en elektrisk sporvogn med luftledning. Den skulle afløse sporvogne med akkumulatordrift, de såkaldte »Syrevogne«.

Ikke alle var med på ideen. F.eks. kunne man læse: »Forudsat det næsten utrolige, at vi faar Lov til at kjøre hurtigt med Elektricitet, vil denne Omstændighed medføre, at Passagererne i vore mange Kurvespor blive tumlede om mellem hverandre. Om dette bliver en Behagelighed, er en Smagssag. I Hamborg, f.Ex. regnes denne Omtumling saa farlig for Passagerernes Liv og Lemmer, at de tre af Vognenes fire Adgange holdes tilgitrede og aflaasede under Kjørselen, og oplukkes alene ved Stoppestederne«.

Med denne konservatisme i brede kredse i København som baggrund kan det imponere, at det dynamiske makkerpar allerede i 1889 foreslog Generaldirektør, Etatsraad N. H. Holst at oprette en elektrisk jernbane, drevet af akkumulatorer, som blev opladet ved endestationerne.

Af tilbudet fremgik, at »K&L tilbyde at købe en Vogn for ca. 90 Passagerer med en Fart af f.Ex. 3 danske Mil i Timen 9 Gange daglig fra Kjøbenhavn til Klampenborg og 9 Gange daglig retour for en Sum af Kr. 37.000 for Halvaaret, idet K&L vil hidskaffe og anbringe alt dertil nødvendigt Materiel og overtage alle Driftsudgifter«.

De havde mod på tilværelsen, de unge ingeniører!

Artiklen blev bragt første gang 10. december 1982:

Se filmklip: ‘En Tur gennem Østre Elektricitetsværk’ del 1 og del 2

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Borgerrepræsentationen var meget imod en udbredelse af elektricitet i København af to grunde.
Man havde netop – for et formidabelt beløb – udvidet gasnettet så også mindre gader kunne få gadebelysning med gas, men meget vigtig var,
for det andet,
At ledninger i luften var man dødtræt af, på grund af den skov af telefonledninger der løb rundt fra tag til tag og hen over gaderne.
Skulle der leveres elektricitet, måtte det ske ved nedgravede kabler, og det var alt for dyrt. Derfor varede det længe før der skete noget.
Det var også derfor, man tvunget af omstændighederne tog til takke med "syrevognene."

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten