Regeringen har hverken ønsket at indføre en trængselsafgift i hovedstaden eller en miljøzone for personbiler, som ellers har været et varmt ønske på rådhuset. I stedet lægger det socialdemokratiske regeringsparti op til at ændre færdselsloven, så København og andre kommuner får lov til at rydde gaderne i landets største byer for biler - delvist.
Det er en del af regeringens infrastruktur-udspil, som der nu forhandles om med de øvrige partier.
Men allerede inden der ligger en endelig aftale, har de københavnske politikere nu taget stilling til projektet. Og der er en vilje til at prøve konceptet af hurtigst muligt, i 2022.
Det fremgår af et referat.
Ifølge regeringens udspil er målet med den nye ordning at sikre en såkaldt ny udnyttelse af byrummet, hvor der i højere grad gives plads til kulturelle aktiviteter såsom markeder, udeservering, gågader og aktiviteter for børn om søndagen, hvor de trafikale behov er mindre. Regeringen lægger op til, at det skal gælde søndage i tidsrummet klokken 9 til 20, dog med mulighed for at beboere stadig kan køre i deres biler, og varebiler stadig kan færdes.
Løser ikke problemer med trængsel og forurening
Det er Enhedslisten og Radikale Venstre i København, som har stillet med forslaget om at sige ja tak til tilbuddet, og det har fået opbakning fra Socialdemokratiet, SF og Alternativet.
Der er nu lagt op til, at de forskellige lokaludvalg i byen forbereder en sag til politisk behandling om, hvordan bilfrie søndage kan indføres i 2022 med deadline inden oktober 2021. Derudover skal der foretages en evaluering af indførelsen af bilfrie søndage i 2023.
De to partier havde desuden stillet forslag om, at Borgerrepræsentationen skulle pålægge overborgmesteren »at rette henvendelse til regeringen og gøre opmærksom på, at bilfrie søndage ikke løser Københavns problemer med trængsel og luftforurening, samt at regeringens infrastrukturplan bl.a. bør indeholde roadpricing, investeringer i københavnsk kollektiv trafik og etablering af trafikøer«.
Sidstnævnte forslag var der ikke opbakning til.
I Aarhus Kommune er der endnu ikke taget stilling til tilbuddet fra regeringen. Men SF har netop fremsat et mere vidtgående forslag, ‘Bilfrit centrum – ro på i centrum’, som indebærer, at området inden for den såkaldte Allé-ring gøres bilfrit frem mod 2040.
I en indstilling til de århusianske politikere hedder det fra forvaltningen, at internationale studier af bilfrie områder i centrale bydele ganske vist viser, at det kan have en positiv effekt på trafiksikkerheden.
»Bilfrie områder medfører dog samtidigt en række udfordringer for bosætning, varedistribution, renovation og andre erhvervsrelaterede trafikale formål,« skriver Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Sommergågader i Aarhus
Forvaltningen henviser til, at der allerede er gang i en række fredeliggørelser i regi af den såkaldte Mobilitetsplan for Aarhus Midtby, som vi omtalte på MobilityTech i april.
Og den plan kender man endnu ikke effekterne af, lyder det fra Teknik og Miljø, som derfor anbefalede, at forslaget ikke skulle imødekommes.
Bedre var det, hvis partierne ved de kommende budgetforhandlinger afsatte eksempelvis to millioner kroner til såkaldt yderligere udbredelse og etablering af sommergågader, »hvor der er plads til fremkommelighed, men på de gåendes præmisser og med styrkelse af muligheder for ophold, udeservering mm.«
Helt lavpraktisk bliver gaderne ændret til gågade med kørsel tilladt, så biler og cyklister har adgang, men med en hastighedsgrænse på blot 15 km/t, og trafikanterne skal desuden indordne sig på fodgængernes præmisser. Samtidig får de erhvervsdrivende lov til at opstille plantekummer, gadestativer, borde og stole til gæsterne på noget af vejarealet.
