»Der er tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik,« lyder det berømte citat. Og sådan kan Energinets nye rapport ‘Redegørelse for elforsyningssikkerhed 2018’ også læses og vinkles efter behov.
Mens nogle vil læse tallene og se det positive i, at de danske elforbrugere har el i stikkontakten 99,995 pct. af tiden, så kan man også se kritisk på tallene. Udfaldene i det danske elsystem steg nemlig med 92 pct. sammenlignet med 2016, hvis man ser på de udfald, der alene skyldes fejl i transmissionsnettet.
Hvor fejl på transmissionsnettet i 2016 kun var skyld i afbrudte køleskabe og tavse stereoanlæg i gennemsnitligt 48 sekunder, så steg det i 2017 til 92 sekunder. En stor del af forskellen mellem 2016 og 2017 kan isoleres til en stor fejl på station Svanemøllen, der trækker gennemsnittet for 2017 op.
Manuel fejl
Det var et rutinemæssigt vedligehold, der var skyld i, at næsten 92.000 elforbrugere fik strømmen afbrudt i cirka 25 minutter. En manual fejlkobling af en samleskinne, som var i drift, medførte udkobling af hele stationen. Det førte videre til en automatisk utilsigtet udkobling af linjen mellem Amagerværket og station Bellahøj.
Energinets rapport ser ikke kun bagud, men skuer også fremad. Her bliver særligt København udpeget som et forsyningssikkerhedsmæssigt problemområde. Især Indre By har kraftigt brug for nyinvesteringer.
Denne artikel er en forkortet udgave af en artikel på vores søstermedie GridTech. Hvis du vil dykke endnu mere ned i Energinets rapport om forsyningssikkerheden, så kan du læse den fulde artikel på GridTech. Det kræver et abonnement, men du kan tegne et prøveabonnement her.
