København hugger bremsen i over for el-løbehjul
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

København hugger bremsen i over for el-løbehjul

Firmaerne Voi, Tier og Donkey Republic har i dag fået et påbud om at fjerne deres elektriske løbehjul og cykler fra de københavnske gader og stoppe den ulovlige udlejning. Efterkommer de ikke påbuddet, vil Københavns Kommune skride til politianmeldelse. Illustration: Voi Technology

Siden regeringen sidste år gjorde det lovligt at færdes i trafikken på elektriske løbehjul, er flere udlejningsfirmaer rykket ind i det københavnske gadebillede, hvor de har opstillet løbehjul, som trafikanter via apps har kunnet leje til en tur gennem byen og stille fra sig bagefter.

Men nu har Københavns Kommune mistet tålmodigheden med den ulovlige udlejning og varslet påbud mod virksomhederne Tier og Vol, som udlejer el-løbehjulene, samt Donkey Republic, der har etableret sig med cykeludlejning fra de københavnske gader og pladser.

Læs også: Trods manglende tilladelse: Det vrimler med ulovlige el-løbehjul i København

Ingen af virksomhederne har nemlig søgt om tilladelse til at bruge de offentlige arealer til udlejning af de populære køretøjer – som dog har været knap så populære, når de lå smidt af brugerne rundt omkring på byens fortove.

»På baggrund af vores egne tilsyn og henvendelser fra københavnerne, kan vi konstatere, at der finder udlejning sted fra kommunens arealer. Det er i strid med reglerne, hvilket vi ad flere omgange har understreget over for virksomhederne,« udtaler enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen Mikkel Halbye Mindegaard i en pressemeddelelse.

Læs også: Populært el-løbehjul er yderst sårbart: Kan styres udefra af hackere

»Derfor vil vi nu stille krav om, at de fjerner deres løbehjul og cykler fra kommunens arealer, hvor de optager plads på både fortov og i cykelstativer. Samtidig skal virksomhederne sikre, at køretøjerne i fremtiden kun kan udlejes og afleveres på de steder, hvorfra udlejning er tilladt,« tilføjer han.

Hvis de tre virksomheder mod kommunens forventning ikke skulle standse udlejningen af løbehjul og cykler og fjerne dem fra gadebilledet, vil de enten blive meldt til politiet, eller også vil teknisk forvaltning fjerne køretøjerne for virksomhedernes regning:

Læs også: USA: Over 1.500 er kommet til skade på el-løbehjul

»Nu afventer vi i første omgang virksomhedernes reaktion, før vi lægger os fast på, hvilke handlemuligheder vi vil benytte os af,« siger Mikkel Halbye Mindegaard ifølge meddelelsen.

Forvaltningen er i gang med at udarbejde et nyt regelsæt for udlejning af mindre køretøjer som cykler og løbehjul, som Borgerrepræsentationen skal behandle i løbet af foråret.

Emner : cykler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Men nu har Københavns Kommune mistet tålmodigheden med den ulovlige udlejning og varslet påbud mod virksomhederne Tier og Vol, som udlejer el-løbehjulene, samt Donkey Republic, der har etableret sig med cykeludlejning fra de københavnske gader og pladser."

Vi har trængselsproblemer og forureningsproblemer. Det offentlige kan ikke finde ud af at udvide vejene og det offentlige kan heller ikke finde ud af at tilbyde ordentlig kollektiv trafik. Når der så endelig kommer et privat firma med en miljørigtig løsning ser kommunen rødt. Suk!

  • 16
  • 39

Hvorfor et påbud om at virksomhederne skal fjerne deres ulovlige tingenoter?

Det er da bare at sende en vogn ud og fjerne dem, samt uddele en behørig regning når de vil have deres ting retur.

Gad vide hvorfor der er så mange anerkister når der aldrig er nogen konsekvenser ?
Doh...............!

  • 30
  • 10

Hvis jeg lejer en bil/scooter/cykel og parkerer ulovligt får jeg en p-bøde dokumenteret med foto. Den tilfalder ejeren af bilen, som sender den videre til mig. Det er der en ret etableret proces for som virker.

Hvis jeg lejer et løbehjul, og parkerer ulovligt så ..?!? Hvad er forskellen? Firmanavnet står jo tydeligt på køretøjet. Skal der nr.-plade på løbehjulet ?! Eller hvad er det lige der mangler for at KK kan leve med den private udlejning !?

Kan man virkeligt banlyse bestemte (fossilfri) køretøjer fra byen fordi de tilhører bestemte virksomheder? Er det muligt/lovligt for kommunen at kræve en fysisk indsamling af løbehjulene? Hvad så med Green Mobility og andre biludlejningsfirmaer der ikke har fast garage?

  • 7
  • 16

Skal man have siddet skævt på potten som barn, eller været blevet hævngerrig af at være drillet i skolen som barn, for at kunne holde ud at være en del af sådant et kommunalt system, der ikke kan finde ud af andet end nidkært at håndhæve regler og aldrig kunne drømme om at tænke i løsninger?

Må vi bede om lidt almindelig konduite og noget løsningsorientering tak. Var jeg borgmester, så blev sådanne medarbejdere, der ikke kan finde ud af andet end at håndhæve regler, fyret på stedet.

Nu er det jo faktisk sådan, at man som butiksejer i Københavns Kommune opkræves afgift for størrelsen af det offentlig areal i form af fortov, som man bruger til skilte, blomsterkasser, udeservering m.m.
Hvor svært kan det være at regne ud hvor stort et areal der beslaglægges af parkerede el-løbehjul, og så opkræve afgift for dette?
Men ok, man har selvfølgelig nogle møgdyre offentlige cykler, der byder sig til i kæmpestore anmassende cykelstativer, som jo gerne skulle være en succes!

  • 12
  • 36

Det første Københavs Kommune skulle gøre er at investere i en mobil skrotpresse.
Derefter får alle cykler, løbehjul og diverse andre mobilitetsapparater en sløjfe. Hvis sløjfen stadig sidder der efter en måned, lander dimsen i skrotpressen.
Tænk hvor skønt der ville være omkring Nørreport Station og mange andre steder i byen derefter.
Og der ville være plads til alt mulig andet, om det så er e-løbehjul eller hvad ved jeg.

  • 6
  • 12

"Hvis jeg lejer et løbehjul, og parkerer ulovligt så ..?!?"

Enhver kan flytte det løbehjul du lige har parkeret lovligt og så vil du få bøden. En bil vejer for meget til at nogen kan flytte den. :-)

  • 21
  • 0

påbud om at virksomhederne skal fjerne deres ulovlige tingenoter?

De elektriske løbehjul er er ganske lovlige iflg den nye ordning siden januar. De udgør sammen med diverse bycykler nogle forfriskende micro mobility tiltag, som formentlig har bedre chance for success gennem private operatører end offentlige.
Ja, både cykler og løbehjul kan parkeres mere eller mindre hensigtsmæssigt uanset, hvem der ejer dem. Her falder det kommunen for hjertet, at de ejes af en virksomhed. Hvis de havde været privatejede, så var alt ved det gamle. Men i modsætning til private cykler og løbehjul, som man kan have glemt eller være ligeglad med i månedsvis, så ved de kommercielle aktører præcis hvor "hjulene" er, og hvor og hvormeget de bliver brugt. Og de er interesserede i, at de virker og bliver brugt mest muligt. Altså udmærket resurseudnyttelse.
Det er altså selskabsformen, man er efter, snarere end selve køretøjerne og den udmærkede måde, de udnyttes på i den spirende deleøkonomi.
Kommunen skal holde op med at brokke sig over innovative tiltag og påstå diverse ulovligheder, men istedet tage sig sammen og definere rimelige og fornuftige betingelser, som de nye firmaer kan indrette sig efter. Og det kan gøres bedre end de skyhøje parkeringstakster, de pt tager for bybiler, som er en tung byrde for særligt GreenMobility.

  • 13
  • 23

Mon ikke de fleste under 35 år kan se det smarte i de nye transport løsninger. Kbh har en ung befolkning så efter et kommunalvalg eller to vil løbehjulene sikkert være tilbage på offentlig grund.

  • 8
  • 14

Undskyld jeg spørger, men har folk læst artiklen? Folk brokker sig i bedste Facebook-stil over, at kommunen ikke kan se det smarte i løbehjul, ødelægger det for iværksættere, vil beskytte deres egne bycykler osv.

Men det handler jo blot om, at de 3 virksomheder bruger kommunens areal - uden tilladelse - til udlejning af deres løbehjul. Og præcis ligesom man heller ikke bare må smække en pølsevogn op på Rådhuspladsen og sælge pølser uden tilladelse, så må man heller ikke bare sætte løbehjul ud til udlejning uden tilladelse.

Vi kan begynde at brokke os over kommunens manglende forståelse for nye ting og iværksættere, hvis/når de 3 virksomheder har søgt om tilladelse, men fået afslag!

  • 49
  • 3

Nu er det jo faktisk sådan, at man som butiksejer i Københavns Kommune opkræves afgift for størrelsen af det offentlig areal i form af fortov, som man bruger til skilte, blomsterkasser, udeservering m.m.
Hvor svært kan det være at regne ud hvor stort et areal der beslaglægges af parkerede el-løbehjul, og så opkræve afgift for dette?

Nu er det jo samtidig også sådan at man som butiksejer ikke bare kan bruge et hvilket som helst offentligt areal som fortov og parkeringspladser til skilte, blomsterkasser, udlevering mm..

Der skal søges om tilladelse til den slags brug og det skal typisk være i forbindelse med butikkens egne arealer.

Hele balladen handler om at de 3 omtalte virksomheder IKKE har søgt om tilladelse og på trods af det har valgt at opstille skilte, "udlevering" og opsamlings-områder rundt om i byen.

  • 30
  • 0

Det er vist ikke noget med konkurrence.
Gå en tur et tilfældigt sted i København.
F. Eks. Ude ved Langelinie kaj 2 to løbehjul kastet op af hækken. Ved nyboder 1 løbehjul ligger ned.
På Gammel Torv i Kbh. 3 løbehjul står lænet op af springvandet.
på strøget ved Kattesundet. En flok løbehjul står og ligger ned omkring en såkaldt siddesten.
Ved Magasin 1 løbehjul ligger ned ved metrostationen.
I stedet for at det ender med at de løbehjulene ligger spredt ude omkring .
Ut giver kommunen ret. Der skal være stadepladser.
Hvem er de udlejningsfirmaer?
Bliver der dagligt bogført en ordentlig og redelig regnskabsføring hvor der kan aflæses omsætning over underskud og den kvartalsvise momsafregning. Pluds hensættelse til Skatteafregning.

  • 13
  • 2

Undskyld jeg spørger dig: Hvad er det for noget med at udvide vejnettet i København.
Mig bekendt er gaderne i København flere hundred år gamle med huse på begge sider
Af gaderne..
Udvide vejnettet.....
Ved du hvad dette forum er for ingeniører og andre der gerne vil deltage i udviklingen,
Du behøver ikke komme med bombastiske bemærkninger her.

  • 7
  • 1

Jeg tænker at starte en udlejning af elektriske rulleskøjter. Jeg har planer om at lægge et af servicestederne i din forhave. Antager på forhånd at det er helt ok med dig, og ser i øvrigt frem til dit løsningsorienterede samarbejde.

  • 13
  • 0

Det sjove er at Berg.tidn. i dag fortæller, at KK har oplyst udbyderne at det slet ikke er muligt at få en tilladelse tilat udleje løbehjul.

Hvordan skal man så følge reglerne?

  • 7
  • 1

https://www.vox.com/2018/8/27/17676670/ele...

"Hundreds of motorized electric scooters quietly descended upon San Francisco seemingly overnight in March.
And then one day in June, they were gone."

Gad vidst om de bare samler dem sammen og tæppe bomber den næste storby med dem. Uden at spørge om lov. Tjener alle de penge de kan og forsvinder igen.

dockless e scooter share problems
https://www.google.com/search?q=dockless+e...

  • 0
  • 0

indtil køretøjet kan gøre brugeren ansvarelig for forkert og antisocial adfærd.
F.eks parkering, hærværk, forstyrende adfærd og forkert brug som f.eks 2 på et løbehjul som er det jeg ser ganske ofte. Og indrømmet det havde jeg selv gjort i den alder, derfor ved jeg det ikke er nok at forsøge at fortælle at det må man ikke.

Fremtidens selvkørende leje biler vil meget nemt kunne identificere de personer der er uegnede til at benytte tjenesten. Det er noget svære med disse mikro elektriske køretøjer.

  • 1
  • 1

ifht. donkey-republic så benytter de vel netop ikke kommunens holdepladser - men har faste pickup/drop zoner ved cykelhandlere som lejer fortovet af kommunen...
men KK vil jo nok gerne af med den private konkurrent til deres bycykler og vil lige tage dem med i ombæringen...

  • 0
  • 5

Hele balladen handler om at de 3 omtalte virksomheder IKKE har søgt om tilladelse og på trods af det har valgt at opstille skilte, "udlevering" og opsamlings-områder rundt om i byen.

Så havde en konstruktiv dialog jo været at bede dem oplyse hvor stort et gadearel de anvendte, således at de kune tilsende en regning for leje af dette.

Men nogle mennesker har tilsyneladende en pervers glæde ved istedet at kunne indklge folk for at overtræde regler. Den slags små, fantasiløse mennesker gør mig så trist til mode.

  • 1
  • 10

Så havde en konstruktiv dialog jo været at bede dem oplyse hvor stort et gadearel de anvendte, således at de kune tilsende en regning for leje af dette.


Som skrevet ovenfor, så kan det ikke komme bag på nogen, at man skal ansøge om tilladelse til at bruge de offentlige arealer til sin forretning.
Det er oplagt at det har betydning hvor meget det fylder, og hvor det foregår. Folk, som bevidst ignorerer det, skal selvfølgeligt mærke hammeren.

  • 6
  • 0