København - byen, hvor skraldespandene taler

Det centrale København skal være teststed for intelligente teknologier. Teknik- og Miljøborgmester, Morten Kabell fra Enhedslisten sætter gang i et projekt, hvor kommunen vil forsøge sig med en wifi-infrastruktur, som forskellige instrumenter skal kunne kobles til. Det skriver Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning i en pressemeddelelse.

Det kan være målere, som holder øje med luftforureningen, sensorer, som holder øje med trafikken og parkeringspladser og så kan det være interaktive skraldespande, som selv giver besked, når de skal tømmes.

Læs også: Udbredt system til trafikovervågning er ulovligt

Projektet sættes i gang i et område indenfor Vester Voldgade og H.C Andersens Boulevard fra Rådhuspladsen til Christians Brygge. Det område skal fungere som testområde for de nye teknologier, som med tiden skal være til gavn for både byens beboere, turister og kommunens medarbejdere.

»De her løsninger kan være med til at gøre København til en smart city og dermed gøre fremtid til nutid. Man kan kalde det København 2.0, fordi vi nu bruger moderne teknologi til at skabe bedre løsninger på de opgaver, vi har, og samtidig tilbyder københavnere og turister forskellige fordele, som gør livet lettere i byen,« lyder det fra Morten Kabell.

Samtidig lover Morten Kabell, at teknologien ikke kommer til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed. Han forklarer i pressemeddelelsen, at kommunen har arbejdet med juridiske eksperter og interesseorganisationer, som arbejder med datasikkerhed og digitale rettigheder, så teknologierne ikke fører til øget overvågning eller bryder borgernes rettigheder.

Der er afsat 3,5 millioner kroner til projektet, som sættes i gang netop som København skal holde Danmarks første smart city-konference, hvor der vil være fokus på, hvordan man bygger et samfund med innovative løsninger a la ovenstående.

Københavns Kommune har allerede sat 60 millioner af til at gøre trafikken mere intelligent, så det bliver mere attraktivt at tage cyklen eller den kollektive trafik.

Projektet, som kaldes et intelligent trafik system (ITS) vil sørge for, at busser og cyklister fortrinsvist får grønt lys, når de kommer til lyskrydsene, for på den måde at sikre det bedste flow i trafikken.

Det kan blandt andet betyde, at der efter fodboldkampe, koncerter eller lignende, hvor der er mange mennesker, som forlader et område på samme tid, kan være ekstra grønt lys for masserne.

Københavns Kommune samarbejder ifølge Politiken med DTU om projektet, og man har allerede testet nogle teknologier i Valby, hvor Movias busser ved hjælp af 11 trafikkameraer har fået begrænset deres rejsetid med helt op til 30 procent.

Kilde Politiken