København betaler 66 millioner for at gøre forsinkede broer færdige

Nu har Københavns Kommune fundet den hovedentreprenør, der skal bygge Inderhavnsbroen færdig. Arbejdet med at bygge broen har ligget stille siden Pihl & Søns konkurs i august.

Klaus Bo Jørgensen, administrerende direktør i DS SM, bekræfter, at stålvirksomheden i Rødekro har indgået kontrakt med kommunen med henblik på at færdiggøre cykel- og gangbroen.

Indtil slutningen af marts, hvor den endelige 32 millioner kroner store entreprise ventes indgået, omfatter opgaven udelukkende granskning og optimering af projektet samt udarbejdelse af 3D-model og arbejdstegninger for stålproduktion i en to millioner kroner stor såkaldt vederlagskontrakt.

»Vi har haft en proces siden efteråret, hvor vi har screenet markedet og haft en kvalificeret dialog med seks potentielle danske hovedentreprenører. Det mundede ud i tre mulige leverandører, der så er blevet bedt om at give tilbud dels på vederlagskontrakten, dels på, hvad de ville forvente at færdiggøre entreprisen for,« fortæller Jens Zøfting-Larsen, der er centerchef i Københavns Kommune.

»Tilbudene lå forholdsvis tæt, men der var en variation. Vi gik imidlertid ikke kun efter prisen, men også efter deres redegørelse for personkabale, og hvordan de har tænkt at løse opgaven,« tilføjer han.

Skydebroens entreprenør skal både producere helt nye stålfag til broen og udbedre skævheden i brofagenes skinner.

Læs også: Dårligt stål, skævheder og forkert projektering: Inderhavnsbro er fyldt med fejl

Forhandlede med flere entreprenører

Efter Pihls konkurs opdagede kommunen under sin skaderegistrering så omfattende kvalitetsproblemer i den store stålleverance fra Spanien, at den helt blev valgt fra. Skaderegistreringen er grundlaget for de nye entreprenørkontrakter, som kommunen nu er i færd med at indgå.

Læs også: Stålleverandør slår igen: Kyssende bro var fejlprojekteret

Jens Zøfting-Larsen afviser, at der vil blive tale om erstatning til den spanske stålleverandør:

»Stålleverandøren har kontaktet os, men vi har konsekvent afvist virksomheden med henvisning til, at kommunen ikke havde kontraktuelle forpligtelser over for dem. Virksomhedens mellemværende er udelukkende med Pihl’s konkursbo. Et retsligt efterspil vil også blive i forhold til konkursboet. De vil ikke få meget ud af at føre en sag mod Københavns Kommune, for vi har ikke nogen forpligtelse,« fastslår han.

»Vi har de seneste måneder haft en glimrende dialog med flere mulige leverandører om at gøre Inderhavnsbroen færdig. Vi har stor tiltro til det samarbejde, som vi nu har indgået aftale med DS SM om,« siger Jens Zøfting-Larsen, der påpeger, at kommunen og DS SM indtil videre kun har indgået kontrakt om det indledende arbejde.

Når den 200 meter lange cykel- og gangbro med en 45 meter bred gennemsejlingsbredde står færdig, vil den forbinde Nyhavn med Christianshavn over Københavns Inderhavn. Det særlige ved broen er, at den er en skydebro. Den åbner ved, at de midterste brofag trækkes ind i de brofag, der ligger mod land.

Inderhavnsbroen spænder næsten 70 meter mellem pillerne. Dens bevægelige stålfag kører på skinner, monteret på brofagets underside og på indersiden af hver af yderfagenes betondragere. Hvert af de to stålfag er knap 7 meter brede, 50 meter lange og vejer 200 ton.

Forhandlingerne og indgåelsen af den indledende aftale gælder kun for Inderhavnsbroen. De to mindre broer, kanalbroerne over Trangraven og Proviantgraven, får kommunen i starten af marts tilbud på at gøre færdige. Så skal der forhandles med entreprenørerne med henblik på at indgå tilsvarende indledende aftale efterfulgt af en selvstændig aftale om færdiggørelsesentreprisen.

Københavns Kommune regner stadig med at, at alle tre broer står færdige til nytår.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Midterfagene på den "kyssende" bro kan skydes frem og tilbage, når broen åbnes og lukkes. Når de to brofag skydes frem, rammer de hinanden "blidt" som ved et kys. Deraf navnet. :)

  • 0
  • 0

Københavnskommune har masser af penge. Så der er ingen grund til nedskæringer.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten