Køb tre dages eksperimenter på open source-satellit for 700 kroner

8. august 2013 kl. 13:231
Køb tre dages eksperimenter på open source-satellit for 700 kroner
Illustration: NanoSatisfi.
To nye minisatellitter, der skal sendes i kredsløb fra rumstationen, gør det muligt for almindelige mennesker at købe et tidsslot til målinger og eksperimenter i rummet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Satellitterne ArduSat-1 og ArduSat-X er på vej til den Internationale Rumstation (ISS). Det kan give folk med teknisk forstand, men uden et Nasa-budget, mulighed for at gennemføre deres egne rumeksperimenter.

Der er tale om satellitter af cubesat-typen, hvilket vil sige, at de måler 10 gange 10 gange 10 centimeter og er meget billige. Satellitterne er blevet sendt op til ISS sammen med andet udstyr, hvor det er meningen, de skal ankomme i morgen, fredag, skriver New Scientist.

Herefter vil de to satellitter blive løftet ud i rummet via en robotarm. Da satellitterne ikke på vanlig vis bliver sendt i rummet via et selvstændigt fartøj, så er også opsendelsen af ArduSat-1 og ArduSat-X relativt billig.

Satellitterne er delvist finansieret af et projekt på crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter. Dem, der har støttet projektet, får mulighed for at tilgå satellitternes udstyr, når de efter planen er operative fra næste uge. Udstyret er blandt andet kamera, spektrometer og geigertæller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er der flere tidsslots til overs, får betalende kunder mulighed for at købe sig adgang til at gennemføre deres egne målinger og programmere satellitternes instrumenter. Det kommer til at koste 125 dollars (ca. 700 kroner) for tre dage eller 250 dollars (ca. 1.400 kroner) for en uge. Altså billig satellittid.

Læs også: Studentersatellit skal holde styr på skibene i Arktis

Hjertet i ArduSat-1 og ArduSat-X er den populære open source-platform Arduino, som satellittens instrumenterne er koblet til. Platformen kan programmeres til alt muligt. Blandt de ideer, der har været oppe at vende i den sammenhæng, er sporing af meteorer og 3D-modellering af Jordens magnetosfære.

Levetiden for satellitterne er tre til syv måneder, hvorefter de brænder op på vej ned gennem Jordens atmosfære.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden bag projektet, NanoSatisfi, håber i fremtiden at kunne sende en hob af satellitter op og gøre dem tilgængelige på samme måde som med ArduSat-1 og ArduSat-X, så blandt andet studerende kan få glæde af adgang til instrumenter i rummet.

»Vi fokuserer på at sende et antal af disse op over de næste par år. Fem år ude i fremtiden ville vi elske at se 100, 150 af disse oppe på himlen, så de kan blive brugt af en halv million studerende,« siger Chris Wake fra det San Francisco-baserede selskab ifølge New Scientist.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
11. august 2013 kl. 08:56

Fedt projekt. Og så er satellitterne endda udviklet og bygget af en lille virksomhed i Aalborg. :)