Københavns første brinttankstation klarer 10 biler om dagen

Københavns Kommune indviede i går byens første brinttankstation, hvor også kommunens nye otte brintbiler blev tanket op.

Brinttankstationen er etableret og drives af H2 Logic A/S og er fysisk placeret på Borgmester Christiansens Gade i Sydhavnen ved en eksisterende servicestation for benzin og diesel.

Forsyningen af brint til tankstationen sker på basis af energi indkøbt via grønne certifikater, som sikrer 100 procent geninvestering i vedvarende energiproduktion. I København forventes prisen at lande på 138 kr. pr. kg brint. Et kg brint giver en rækkevidde på 100 km.

Brinttankstationen i København forsynes med brint fra et centralt produktionsanlæg, hvor vedvarende energi anvendes til at spalte vand til brint. Under klimatopmødet leveres brint fra et gasselskab, mens det er planen, at brint i starten af 2010 skal leveres fra en brintstation i Malmø, som har sin egen brintproduktion. På længere sigt er det planen at sikre en egentlig brintproduktion i København ved tankstationen.

På brintstationen komprimeres brint og lagres ved et højt tryk, inden den fyldes på køretøjet. I første omgang kan man tanke brint ved 350 bar tryk, og i løbet af 2010 øges trykket til 700 bar. Det vil øge rækkevidden på køretøjerne.

Kan fylde 5-10 biler om dagen

Selve optankningen af brint ligner måden, som man tanker benzin og diesel på i dag. En slange bliver tilkoblet køretøjet, og så trykker man på en knap på tankstanderen for at starte påfyldningen. Eneste forskel er, at slangen slutter helt tæt til køretøjet for at undgå udslip af brint, hvilket sker med en standardstuds.

Brintstationen er bygget, så den er fleksibel for fremtidige opgraderinger, hvad angår både tryk, kapacitet og mulighed for brintproduktion på stedet. I første omgang kan stationen fylde omkring 5-10 biler om dagen, afhængigt af bilernes størrelse. Ligeledes er stationens placering midlertidig de næste 12 måneder, hvorefter den opgraderes til 700 bar og eventuelt flyttes til en ny placering i København.

Københavns Kommunes brintbiler vil anvende brinttankstationen, lige som den skal sikre et grundlag for ibrugtagning af yderligere brintbiler i fremtiden i København. Det forventes også, at der vil være mange kunder på tankstationen i december ved klimatopmødet i Bella Centeret, hvor der vil være en del brintbiler på vejene i København.

Biler til 750.000 kr. pr. stk

De otte brintbiler, som Københavns Kommune har indkøbt, tæller to arbejdskøretøjer og seks personbiler, som på de korte ture kører på el fra batterier, mens der suppleres med brint på de længere ture, for at sikre en forureningsfri og energieffektiv elektrisk bil, som stadig har den lange rækkevidde og hurtige optankning som
benzin- og dieselbiler.

Bilerne er i første omgang udstyret med en 350 bar brinttank, som sammen med batteriet giver en rækkevidde på 195 km. I løbet af 2010 bliver bilen udstyret med en 700 bar tank og brinttankstationen opgraderet til dette tryk. Det vil give en rækkevidde på 250 km.

En brændselscelle rækker i dag til ca. 2.000 timers kørsel, svarende til 100.000 km, hvorefter den skal serviceres. Brændselsceller med en levetid på hele 5.000 timer eller 250.000 km er på tegnebrættet. Københavns Kommunes brintbiler er forsynet med en serviceaftale, som garanterer 5.000 driftstimer.

Brintbilerne skal bruges i kommunens daglige arbejde i forbindelse med forskellige tilsynsopgaver og mødeaktiviteter. De kan køre 110 km/h., accelererer 0-50 km/h. på 6,5 sek.

De seks personbiler koster 750.000 kr./stk. uden afgifter, mens arbejdskøretøjerne koster 275.000 kr./stk. Kommunen understreger, at så tidligt indkøb af brintkøretøjer fra f.eks. offentlige brugere som Københavns Kommune kan bidrage til at øge volumen og dermed reducere prisen.

Vigtige driftserfaringer

Københavns Kommune har indkøbt brintbilerne, mens den private partner, H2 Logic, altså har investeret i brinttankstationen.

»Overdragelsen af brintbilerne til Københavns Kommune og åbningen af brinttankstationen er endnu et stort skridt frem mod kommerciel brug af brint til transport. Kommunens daglige brug af bilerne giver vigtige driftserfaringer,« sagde direktør for H2 Logic, Jacob Krogsgaard, ved indvielsen ifølge en pressemeddelelse.

Tankstationen med brint er et skridt på vejen mod Københavns mål om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Københavns Kommune får derfor ligeledes 25 elbiler senere i år og vil dermed i alt være oppe på treogtredive miljøvenlige køretøjer.

Målet er, at 85 procent af alle kommunens personbiler skal køre på el eller brint. Derfor vil alle nye personbiler, som kommunen indkøber fra 1. januar 2011 være el- eller brintbiler.

Kommunen understreger, at formålet med brintbilsprojektet er at sætte skub i udviklingen på området.

»København skubber sammen med H2 Logic en udvikling for brinttransport i gang i Danmark og i Nordeuropa, da brinttankstationen i København er med til at forsyne kommende brintbilsbilister fra Skandinavien og Tyskland med brint,« sagde teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, der klippede snoren til brinttanken, ifølge en pressemeddelelse.

Minister vil følge erfaringer

Transportminister Lars Barfoed fik også en tur i en brintbil ved indvielsen.

»Vi vil nøje følge udviklingen i dette projekt og lytte til de erfaringer Københavns Kommune og H2 Logic må drage. Jeg synes det er overordentligt vigtigt, at der søsættes så mange projekter som muligt inden for bæredygtige transportløsninger, så vi sikrer en bred afdækning af muligheder og ikke ensidigt satser på denne ene eller anden teknologi,« sagde ministeren.

Han tilføjede, at Færdselsstyrelsen i samarbejde med Københavns Kommune er i færd med at etablere et netværk mellem kommuner og centeret om erfaringer og videndeling om el-, brint- og hybridbiler.

Dokumentation

Københavns Kommune om projektet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Inden denne betydelige investering blev besluttet havde man vel en viden om følgende: Hvad koster det at producere brint til 1000 km kørsel? Hvor mange KWH anvendes der til at brintmotoren kan levere 1 KWH ?. Jeg ved det ikke Jeg ved at der er mange der gerne vil vide det Boe Jørgenzen

  • 0
  • 0

Hvis alle de samme spørgsmål blev stillet op og krævet besvaret dengang automobilet var på tegnebrædtet, så er det ikke sikkert vi i dag havde det samfund vi har i dag.

Det er uhyre interessant, al start er svær og koster mere i starten.

[[[[Før KK-tilhængerne tilføjer at samme argumenter kan siges om KK, så må det tilføjes at der ikke er noget sammenligneligt affaldsproblem her, og en eksploderet brintbil vil næppe lægge København øde, og man kan i øvrigt nemt gribe ind. Velvidende at jeg nu har startet endnu en KK diskussion.]]]]

Brintstationen bør så hurtigt som muligt få en aftale med vindmølleejerne, om at købe strøm om natten og i perioder med megen blæst og mindre afsætning.

Det lyder alt i alt meget spændende, og nu mangler der bare solceller integreret i vinduer og tag, så batteriet løbende kan oplades.

Mvh.

  • 0
  • 0

Vi bør ganske rigtigt satse på en vifte af løsninger på et mindre CO2 udslip. Men det er vel rimeligt at få nogle, om end usikre, tal på bordet for os autodidakter. Regeringen satser f. eks på større (tabsgivende) svineproduktin såfremt gyllen bruges til biogas. Afregningspris 74,4 øre pr. kwh. Hornsrev møllepark afregnes med 46 øre tror jeg. Mine 12 mølleandele med noget tilsvarende. Midlerne er jo begrænsede vi mangler akut et bedre overordnet el-net samt intilligente elmålere der kan styres efter det reneste elforbrug. Desuden skal de kulfyrede værker tvinges til at give 1. prioritet til vindmøller . Det er mit erfarne gæt at uden klimakonferencen i CPH. så ville der ikke være brintbiler i CPH. Boe Jørgensen

  • 0
  • 0

Hvis jeg skal bruge H2 i en hlet almindelig teknisk kvalitet koster det hos f.eks. AirLiquide ca 50 kr / m3.

Det kommer ved 200 bar i 50 liters flasker. Dem betaler man særskildt leje for.

1 m3 H2 vejer 83 gram

50 kr. pr. m3 ved 1 bar / 20 C. Det bliver jo 602 kr pr. kg - hvorfor skal jeg plukkes sådan og hvordan får jeg angang til den super billige H2 ?

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Peter skal air liquide ikke betale en masse afgifter og skatter? Men må da sige det noget billigere, man ser nok snart sorte ventiler hvor man kan fylde sin låne flaske :)

  • 0
  • 0

Tak Peter Madsen. Så kom vi lidt tættere på. Men ikke tæt nok for mig. Derfor nyt spørgsmål . Med de priser du nævner fra AirLiquide .Hvad koster det så at køre 1 km. med brint??? Boe

  • 0
  • 0

Tak Peter Madsen. Så kom vi lidt tættere på. Men ikke tæt nok for mig. Derfor nyt spørgsmål . Med de priser du nævner fra AirLiquide .Hvad koster det så at køre 1 km. med brint??? Boe

Se http://www.hydrogennet.dk/log/DInew/librar... Priser nu og forventede priser fremover kan ses på side 7.

Prisen i dette eksperiment er noget større (og fremgår direkte af artiklen). 138 kr. per kg brint som giver 100 km kørsel = 1,38 kr/km.

Som det kan ses af artiklen i linket kan der faktisk allerede laves brint til ca. 4 kr per m2 ved elektrolyse - det giver ca. 45 kr per kg og 0,45 kr per kilometer. Det er ikke så billigt som en lille diesel bil - men stadig billigt (dog ikke hvis man tager prisen på bilen med ind i regnestykket). Overstående er ved en elpris på 50 øre per kWh.

  • 0
  • 0

Hjertelig tak til Rico og Peter. Tråde som denne "løber ofte ud i sandet" men dette har for en gammel svend som mig tæt på de 80 , været enstor hjælp. Såpecielt når der er en god link på. Boe

  • 0
  • 0

Kære venner,

Jeg er jo altså praktiker. Jeg kan købe H2 til ca 50 kr. m3, og hvis jeg vil have det billigere må jeg bygge et anlæg til at fremstille det på. Det koster jo også lidt tid...

Derfor stikker det mig altså lidt i sidebenet at alle andre end lige mig kan få H2 til fantasipris.

Jeg vil gerne lige se de her hydrogen paradis opstå i praksis - før jeg rigtigt tror på det. Lige at kunne smutte ned på tanken og hente et par liter flydende hydrogen - no questions asked, bare betal 49.95 kr i kassen og fuld din dewar - ha ha ha ha !

Jeg garanterer at hvis det er Danmark 2015 så vil I se mit projekterede stive luftskib over gaderne og brændselscelle drevne ubåd i havnen - Flydende hydrogen vil også være et stort ryk for raketprojekterne...

Jeg er skeptiker nu - men vil elske at blive modbevist.

Jeg var ikke fyldt 12 år da jeg pr elektrolyse lavede min første halve cm3 H2 - og betragetede den lille boble i et reagensglas som De vises Sten ! Jeg er en stor fan af brint, absolut.

God vind....

Peter Madsen

  • 0
  • 0

Så nåede jeg lige at læse denne tråd og da jeg kom tilbage til forsiden står der at Vw og BMW har stoppet al udviklings arbejde på brint biler..

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten