Knuste melorme gør tortillaer sundere
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Knuste melorme gør tortillaer sundere

Næste gang, du finder orme i posen med mel, så tilsæt vand, salt og olivenolie og læg blandingen på en bageplade. Tortillaer bagt af mel med melorme i er nemlig en excellent kilde til proteiner og essentielle fedtsyrer, skriver Nature, 11.12. Billelarverne har næsten samme høje proteinindhold som oksekød, fortæller Ana Barba de la Rosa, som er molekylærbiolog på det teknologiske institut i Celaya i Mexico. Hun fik 20 frivillige forsøgspersoner til at smage på tortillaer bagt af mel med melormepulver, og de nød det. De var meget bedre end almindelige tortillaer. Fedtsyrerne fra insekterne gav dem åbenbart ekstra flavor, siger hun.

Melorme er larver af billen Tenebrio molitor. De bliver 2,5-3 cm lange og vejer 0,2 g, inden de forpupper sig og forvandles til sortglinsende biller. I udviklingslandene kan de forårsage en halvering af hvedehøsten, når de gnasker løs af kornlagrene. Barba de la Rosa foreslår, at man bruger disse insekter som menneskeføde. I tropiske egne er det almindeligt at spise insekter. På markedspladserne i Thailand kan man således købe ristede græshopper og biller, men i den vestlige verden ligger det de fleste fjernt at spise insekter. Så her må man "camouflere" insektindholdet ved først at omdanne larverne til mel for at undgå det, la Rosa kalder 'bvadr'-faktoren.

La Rosa's tortillaer er langt sundere end standardproduktet. Majsmel er fattigt på protein. Det indeholder ca. 10 procent, mens larver ristet og malet til melagtigt pulver indeholder omkring 58 procent. Hvis man laver melpulver af honningmyrer, kommer man op på et proteinindhold på 95 procent, mens græshoppe-mel er nede på 32 procent. Det er lavt, men dog tre gange højere end majsmelets. Fedtindholdet i majsmel og melorme-mel er henholdsvis 4,5 og 32 procent.

Melorme-melet udmærkede sig i øvrigt ved, at indholdet af vigtige fedtsyrer og aminosyrer er højt. Tortillaerne er altså nærmest helsekost. Og så kunne forsøgspersonerne, som smagte på de færdigbagte produkter endda lide dem. Billelarvetortillas smagte bedre, og de gav en bedre "mundhulefornemmelse". Flavor er det samlede sanseindtryk, som opstår ved kombination af smag, lugt og mundhulefornemmelse, og når det gælder flavor, scorer bille-tortillas altså højt, og så er de endda ernæringsmæssigt bedre end det vegetabilske produkt uden larvekød.

Insektforskere serverer jævnligt slik og snacks fremstillet af forskningsobjekterne, når de holder kongresser, fortæller Christopher Carlton, som er bille-ekspert på Louisiana State University i USA. Deltagerne har i årevis spist "chocolate-chip mealworm cookies" og andre lækkerier med stort velbehag, fortæller han. Carltons egen favorit-snack er let ristede græshopper med en smule salt. De er vældigt gode, hvis man river vinger og ben af først, for ellers sætter de sig fast i halsen, siger han.

Måske vil insektmaden også komme til Danmark en dag. De mexicanske undersøgelser viser, at produkterne er både velsmagende og sunde, så det eneste der mangler for, at produkterne kan blive en markedssucces, er, at forbrugerne overvinder ulysten til at spise larver til middag.

(Kilde: Nature Science Update, 11.12.01, "Grubs up grains' protein")

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først