KMD tilbyder digital signatur til borgerservices

»Nu er der ingen undskyldning for ikke at sætte fuld damp på den udadvendte del af den digitale forvaltning, der er rettet mod borgerne og virksomheder. Vi skal flytte så meget som muligt af den trivielle og rutinemæssige kontakt mellem det offentlige og borgerne over på internettet, så det offentlige kan frigøre ressourcer til opgaver, der kræver noget ekstra. Her udgør den digitale signatur et væsentligt fundament,« siger videnskabsminister Helge Sander (V) ifølge en pressemeddelelse fra KMD.

Den store offentlige it-leverandør har gjort KMDs borgerservice-tjenester og Netborger-portal, som de fleste kommuner er tilmeldt, klar til at håndtere den officielle digitale signatur, OCES-signaturen, pr. 1. oktober.

Det betyder, at borgerne nu kan anvende otte forskellige tjenester på en sikker forbindelse. KMDs administrerende direktør, Lars Monrad-Gylling, opfordrer kommunerne til at markedsføre de nye muligheder på nettet.