KMD: »Det er alle former for it-arkitekter, .net-udviklere og SAP-ressourcer, som er svære at finde«

Manglen på dataloger og it-ingeniører kan koste samfundet milliarder, men en række it-virksomheder har taget sagen i egen hånd. De opkvalificerer selv helt nyuddannede kandidater, fortalte Jobfinder tidligere i dag.

Illustration: Nordex

»Når vi har stillinger slået op, får vi sjældent dem, vi vil have. Derfor har vi ansat en rekrutteringsagent, som klarer det opsøgende arbejde. Desuden prøver vi at være synlige på jobmesserne på uddannelses-institutionerne og mere målrettede med, hvilke kvalifikationer vi efterspørger.«
Lars Vange Jørgensen, udviklingschef, Siteimprove

Illustration: Northrop Grumman

»For en række profilers vedkommende ved vi på forhånd, at det bliver svært. Lige p.t. er det alle former for it-arkitekter, .net-udviklere og SAP-ressourcer, som er svære at finde. Konkret prøver vi at booste sam­arbejdet med uddannelserne. Vi får relevante folk ind, mens de stadig er under uddannelse, og dermed er de mere klar, når de kommer ind hos os.«
Søren Billeskov, Talent Management, KMD

»Indimellem mangler vi folk, men i store træk får vi dem, vi skal have. Nogle gange bruger vi opsøgende konsulenter, især til SAP-folk, it-arkitekter og Java-udviklere. Samtidig kan vi mærke, at manglen stiller yderligere krav til vores medarbejdere. Vi tager en del nyuddannede ind hvert år, så vi selv får nogen under vores vinger, vi kan oplære. Vi har mulighed for at uddanne folk i forskellige retninger, så de får de kompentencer, vi kan se, vi får brug for i fremtiden.«
Hanne Blume, HR-direktør, Dong

Illustration: NASA

»Indtil nu har vi lige akkurat ansat, hvad der står mål med vores ambitioner. Samtidig supplerer vi med folk fra udlandet. Men vi kan se, at mange mangler folk, og det er en bekymrende udvikling. Vi ved, at 5 dygtige folk, som er motiverede og fagligt kompetente, ofte får mere fra hånden end 20 middelmådige i et større programsetup. Derudover skal vi lokke de unge til at tage de her uddannelser – og hvis der kommer flere ansøgninger end normalt, skal de også lukkes ind. «
André Rogaczewski, administrerende direktør, Netcompany