Fem klonede hundehvalpes fødsel er seneste kapitel i en lang og kompliceret krig mellem to konkurrerende sydkoreanske biotekvirksomheder.
De ledende forskere i de to virksomheder, Byeong-Chun Lee og Woo Suk Hwang, stod i 2005 bag verdens første klonede hund, Snuppy. Dengang arbejdede de begge for Seouls Nationale Universitet, men siden er de endt med at bekrige hinanden i kampen om retten til at klone hunde.
Woo Suk Hwang stod i spidsen for det hold, der klonede Snuppy, men siden kom han mildest talt i unåde på universitetet, i Sydkorea og i det meste af verden. Det viste sig nemlig, at der ikke var gran af bevis for en videnskabelig artikel i tidsskriftet Science, hvori han påstod også at have klonet menneskelige stamceller.
I Woo Suk Hwangs fravær videreudviklede Byeong-Chun Lee metoderne til at klone hunde. Og i februar i år meddelte han, at han havde fået en ordre på knap 750.000 kroner for at klone en amerikansk kvindes afdøde pit bull, Booger. Det er Boogers kloner, der netop er blevet født.
Patent stammer fra fåret Dolly
Da Booger kom ind i billedet, begyndte Woo Suk Hwang igen at spøge i kulissen. I mellemtiden havde han allieret sig med to amerikanske biotekvirksomheder, der mener at have eneret på at klone hunde, selvom det aldrig er lykkedes trods flere forsøg. De amerikanske virksomheder optog dog et patent i forbindelse med kloningen af fåret Dolly, hvor kloning af hunde også var inkluderet.
Woo Suk Hwang og hans amerikanske forbindelser har med Dolly-patentet i hånden gentagne gange forsøgt at stoppe Byeong-Chun Lee og hans arbejdsgiver, RNL Bio, der i løbet af året har gjort sig bemærket med adskillige andre hundekloner. Med de fem nyfødte hvalpe ser det ud til, at sagen ender i retten.
»Det er ærgerligt, at RNL har opført sig så uansvarligt og fortsat sine aktiviteter med at klone hunde i åbenlys foragt for loven. Under disse omstændigheder har vi ikke andre muligheder end at håndhæve vores patentrettigheder for at standse RNL's krænkelser,« skriver Jonathan Thatcher i en e-mail til Korean Times. Han er bestyrelsesformand for Start Licensing, der ejer Dolly-patentet.
Hvad med teknologien fra laboratorierne i Seoul?
Byeong-Chun Lee mener derimod, at Woo Suk Hwang forbryder sig mod deres fælles fortid ved at videregive deres teknologier fra Seouls Nationale Universitet til de amerikanske virksomheder.
»Vi har planer om at rejse søgsmål mod forskere, som blev fyret af Seouls Nationale Universitet på grund af etiske spørgsmål og har forsøgt ulovlig hundekloning. De krænker åbenlyst universitetets patenter,« skriver Byeong-Chun Lees firma, RNL, i en pressemeddelelse.
Det er særlig svært at klone hunde, fordi deres æg først modnes på vej gennem æglederen og ikke oppe i selve æggestokken som hos de fleste pattedyr. Da det aldrig er lykkedes Bio Art at klone hunde, før Woo Suk Hwang blev hentet ind, er det ikke sikkert, at patentet holder i retten.
I USA kan man kun få patent på metoder, der er mulige uden unødige yderligere eksperimenter, oplyser advokat Saul Zackson, der har speciale i intellektuel ejendomsret, i tidsskriftet Nature.
»Det vil ikke se godt ud i retten,« siger han om det faktum, at amerikanernes forsøg aldrig er lykkedes.
Dokumentation
