Klokken 12 hylede sirenerne: Fra kirkeklokker til mobil app
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Klokken 12 hylede sirenerne: Fra kirkeklokker til mobil app

Dette er en genudgivelse af artikel fra 2016

I dag klokken 12 hylede sirenerne landet over. Det skaber normalt bred panik danskerne imellem, der i løbet af et år har glemt, at den første onsdag i maj er sirenedag. Det mærker de tydeligt på alarmcentralen.

De mange sirener rundt omkring på hustage og i master er et levn fra en tid, hvor Danmark var Natos yderste kant mod det kommunistiske Sovjet.

Vi har kigget i Ingeniørens arkiver, hvor en artikel fra 1963 med rubrikken 'Gasmasker til hele befolkningen' beskriver, hvordan den daværende Civilforsvarsstyrelse havde udarbejdet en plan for, hvordan man bedst muligt varsler hele befolkningen - hvad enten der er tale om atomkatastrofe, missilangreb eller spredning af nervegift fra fly.

»Tidligere kunne vi regne med en vis frist, før angrebet var over os,« lød det fra direktøren i Civilforsvarsstyrelsen, Erik Schultz.

»Men vi må indstille os på, at en fjende vil anvende raketter, der kommer med overlydshastighed.«

Derfor mente Erik Schultz også, at vi skulle have gasmasker klar til hele befolkningen, og at nye trusler som radioaktivt nedfald gjorde det endnu vigtigere med et varslingssystem, der kunne sørge for, at befolkningen kunne søge mod beskyttelsesrum, kældre og bunkere, mens tid var.

Afprøves stadig hver nat

I dag har vi et andet trusselsbillede. Men der findes fortsat bomber i både øst og vest, der kan fjerne Sjælland.

Indtil 1993 blev sirenerne testet hver eneste onsdag, nu testes de kun den første onsdag i maj. Hos Beredskabsstyrelsen mener man stadig, det er nødvendigt at teste sirenerne om ikke andet så for at sikre, at danskerne ved, hvad sirenerne betyder.

»Vi tester faktisk sirenerne lydløst hver nat for at se, om de virker. Testen første onsdag i maj skal udbrede kendskabet til varslingen og afvarslingen, så befolkningen ved, hvad lydene betyder,« siger it-chef i Beredskabsstyrelsen Henrik Andersen.

Fra kirkeklokker til apps

I artiklen tilbage fra 1963 var bekymringen for strømsvigt altoverkskyggende. Derfor havde man en lang række tiltag, der kunne træde til i tilfælde af strømsvigt:.

»Foruden klokkeklemten har vi højttalervogne og også løse højttalere, der skal monteres på private køretøjer, hvis krigen kommer,« sagde Erik Schultz.

Derudover fortalte han, at sirenerne løbende var ved at blive udstyret med, hvad han beskriver som nødstrømsaggregater, hvilket sandsynligvis har været generatorer eller trykluftbeholdere.

I dag er man begyndt at tage andre midler i brug. Blandt andet har Beredskabsstyrelsen lanceret en app, der skal opdatere og advare borgere med diverse beredskabsmeddelelser.

Men den nye måde at advare folk på har på samme måde som i 1963 allerede mødt tekniske benspænd. Således kunne Version2 beskrive, hvordan en lukket Facebook-tjeneste effektivt sørgede for, at folk, der ellers havde installeret applikationen, ikke fik en eneste advarsel.

Fra Beredskabsstyrelsen lød det i den forbindelse at det var 'ærgerligt', at den ikke virkede optimalt.

Nytteløst i tusindvis af ejendomme

Men selv om danskerne forstår sirenens advarsel og søger inden døre, som Beredskabsstyrelsen opfordrer til i deres kampagnevideoer, så nytter det ikke meget i tusindvis af ejendomme med ventilation. Som Ingeniøren tidligere har skrevet, har moderne etageejendomme centralt sug, der ikke kan slukkes lokalt. Luftforureningen suges med andre ord direkte ind i folks stuer. Ulrik Keller, der er souschef og specialkonsulent ved Beredskabsstyrelsen, erkendte dengang, at der ikke er meget at gøre under de nuværende regler:

»Vi kan jo hverken tage beboerne ud i den forurenede luft eller lade dem blive inde i deres boliger. Hos Beredskabsstyrelsen har vi flere gange efterlyst, at man ved lov kunne give påbud om en knap i alle opgange, så vi kunne lukke for vand, el, gas og ventilation. Men det er min opfattelse, at modstridende interesser - blandt andet fra byggeriet - forhindrer os i at komme videre med spørgsmålet,«

Læs også: Beboere kan ikke slukke ventilationen ved katastrofer

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I mine meget yngre dage var det hver lørdag kl. 12. Jeg tror de fleste arbejdspladser var holdt med lørdag i 65-66, men skolerne blev ved til 69. Derefter blev sirenerne vist for irriterende for folk, og tidspunktet blev flyttet til onsdag.

  • 0
  • 0

Det er OK at gentage en artikel, og det er også anført; tydeligheden kan diskuteres.

MEN det er IKKE ok at gentage alle kommentarerne; der gik lidt tid før det gik op for mig, at de var 12 måneder gammel.

DET ER IKKE GODT NOK !

  • 1
  • 0

Hej Jan

Du har ret. De kommentarer der omhandler fejl i eksempelvis app, og som fandt sted ved forrige sirenetest, skulle ikke have været med fra start.
De er fjernet.

mvh Henrik Heide
Webredaktør

  • 1
  • 0