Klimaråd: Kontrollører bør tjekke om byggeri overholder krav til energirenovering

Samfundsøkonomisk vil det være optimalt, at reducere varmeforbruget i danske bygninger med 31 procent i 2050. Det har EA Energianalyse beregnet. Hvis Bygningsreglementets renoveringskrav blev overholdt, ville man nå en 30 procents reduktion, men meget tyder på, at kravene bliver glemt eller ignoreret. Derfor skal der ifølge Klimarådet laves stikprøvekontrol. Illustration: Dansk Byggeri

Hvis de danske bolig- og bygningsejere bare overholdt energirenoveringskravene i Bygningsreglementet, så ville alle danske bygninger i 2050 være udstyret med det samfundsøkonomisk optimale niveau for isolering, lavenergiruder og varmeanlæg. Men desværre er der en del der tyder på, at reglerne om, at man eksempelvis skal lægge mere isolering på loftet, når man lægger nyt tag, ikke bliver overholdt. Derfor er det på tide, at myndighederne begynder at tjekke, om energirenoveringskravene bliver overholdt. Det skriver Klimarådet i en rapport, der udkom mandag.

Læs også: Analyse: Energirenovering skal op i dobbelt tempo, men regeringen fortsætter i slæbesporet

»Bygningsreglementets krav om energieffektivisering ved ombygninger bør håndhæves gennem stikprøvekontrol kombineret med bøde eller påbud, hvis reglementet ikke overholdes,« står der således i afsnittet om energieffektivisering.

Læs også: SBi: Der er ingen grund til at tjekke, om nye bygninger er så energieffektive som lovet

Mistanken om, at reglerne bliver brudt på grund af uvidenhed eller overdreven sparelyst, stammer fra to undersøgelser som Institut for byggeri, anlæg og det byggede miljø - Build - på Aalborg Universitet har lavet. I 2017 interviewede forskerne således en række bygherrer, entreprenører og rådgivere om deres vurdering af, om energirenoveringskravene bliver overholdt.

Lukker øjnene

Bygningsreglementet siger i dag, at man skal gennemføre rentable energibesparelser, når man alligevel renoverer. På det tidspunkt er det nemlig billigst at få lavet energiforbedringer. Men ifølge de anonyme informanter oplevede de problemer på både offentlige og private byggerier.

»Har de ikke nogen penge og der er et utæt tag, jamen så lukker de sgu øjnene,« fortalte en informant, der havde arbejder på akutte renoveringer for kommuner og boligforeninger.

Læs også: Trods lovstramninger og nye energimærker: Fejlramte huse vil stadig bruge for meget energi

En anden informant, der arbejdede for kommunale bygherrer tilføjede:

»Hvis man på forhånd ved, at man ikke har pengene til yderlig renovering, er der ingen grund til at hyre nogen/bruge ressourcer på at få udregnet rentabiliteten. … Oftest stikker man en finger op i luften, så nej vi laver ikke så mange beregninger. Vi ved dog, at man skal lave dem.«

I undersøgelsen fra Build foreslog nogle af informanterne, at man indførte »et tydeligt regelsæt om, hvordan rentabilitetsberegninger skal dokumenteres og arkiveres, med mulighed for stikprøvekontrol.«

Det er det forslag, som Klimarådet nu har gjort til sit.

Dansk Byggeri støtter mere kontrol

Hos Dansk Byggeri støtter direktør Michael H. Nielsen op om Klimarådets anbefalinger - også om øget kontrol.

Læs også: Dansk Byggeri: Nye energimærker er fint - men ikke nok

»Det er meget positivt, at Klimarådet peger på så mange virkemidler til at gøre vores bygninger mere energieffektive. De fleste er lige til at gå til, og vi håber, at de bliver en del af den kommende klimahandlingsplan, som regeringen skal forhandle med det øvrige folketing,« siger han i en pressemeddelelse.

Regeringen vil bare vejlede bedre

Regeringen ser på nuværende tidspunkt imidlertid ingen plan om, at følge Klimarådets opfordring. I høringsudkastet af regeringens langsigtede strategi for energirenovering står der således, at Energistyrelsen for øjeblikket ved at få lavet en ny undersøgelse af, om kravene overholdes. Resultatet forventes færdigt ‘medio 2020,’ men ifølge strategien overvejer regeringen kun »om kendskabet til bygningsreglementet fx blandt bygningsejere og håndværkere kan udbredes mere, samt om kravene evt. kan gøres mere enkle.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

At være tvunget til at gennemføre en energirenovering man ikke kan låne penge til i banken.

Altså undskyld mig, men de her regler er fjernet fra en stor del af befolkningens virkelighed.

Dem der har overskud kan altid lave en god investering, når den byder sig (f.eks. solceller på nettomålerordningen). Men for dem der kører på pumperne, og måske rammer deres gældsloft - uanset rentabilitet - kan det ikke altid lade sig gøre.

Hvis man vil tvinge boligejerne til at gennemføre renoveringerne, så må man ligeledes tvinge kreditforeningerne til at låne pengene.

  • 7
  • 1

HR. Thomas Pedersen har misforstået noget. Det drejer sig om at få slået fast at fattigrøve skal bo i lejeboliger som storkapitalen kan tjene på, sælger de ikke frivilligt kan vi tvinges, vi pålægges blot noget vi ikke har råd til, og vi forhindres i at optage lån i friværdien, Det er selvfølgeligt altid muligt at låne hos kviklånsfirmaer til enorme omkostninger.

Det var de linjer som blev udstukket da man suspenderede den private ejendomsret og beslaglagde vores sikkerhedsstillede penge fre reservefonden. og forvanlede kreditforeningerne til banker med profit for øje.

Egoistisk folkeparti holder stædigt fast i at den svageste del af befolkningen skal overøses med lånetilbud på kviklån til over 30% i årlige omkostninger.

(undskyld det sure politiske opstød)

  • 2
  • 1

Fiskerne skal have overvågning af deres både og fangster, så man kan se om der fuskes. Måske bankdirektører også skulle have overvågning, så man kan se at de ikke fusker. Måske de har en lille vaskemaskine i hjørnet.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten