Klimakonference hylder København som klima-frontløber

Illustration: DI

I sidste uge mødtes klimaforskere og repræsentanter for den industrielle sektor med politiske beslutningstagere fra hele verden på en klimakonference i Edmonton, Canada. Formålet var at drøfte en global agenda for, hvordan verdens byer bedst håndterer fremtidens klimaforandringer.

På konferencen var også chef for Københavns park- og naturområde Lykke Leonardsen, der præsenterede Københavns plan om at være den første C02-neutrale hovedstad i verden i 2025.

»Det at have en så ambitiøs plan og samtidig være i fuld gang med faktisk at implementere den, er noget mange byer lader sig inspirere af«, siger hun, da Ingeniøren fanger hende på konferencen. Hun er overbevist om, at 2025-planen er realistisk.

»Vi har allerede reduceret vores C02-udledning med over 30 procent siden planen blev vedtaget«, fortæller hun.

Planen blev vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation tilbage i 2012.

Klimakonferencen var arrangeret af FN’s klimapanel, IPCC, og var det første topmøde i FN-regi til at sætte fokus på byers rolle i klimakrisen. Ifølge estimater fremlagt på konferencen er verdens byer ansvarlig for op mod 75 procent af den globale drivhusgasudledning.

Fokus på skybrudsplan

Men det var ikke kun 2025-planen, der blev fremhævet. Også den store skybrudsplan blev fremhævet som et bemærkelsesværdig initiativ. Projektet blev vedtaget i 2015 og sigter mod at skabe et system, der kan håndtere de enorme mængder regnvand, der falder i forbindelse med et skybrud.

»I Enghaveparken er man eksempelvis i gang med et stort anlægsarbejde, som skal kunne opbevare 27.000 kubikmeter regnvand,« fortæller hun.

Lykke Leonardsen var ikke den eneste, der udtalte sig positivt om Københavns initiativer på klimaområdet. Fra det akademiske miljø, udtalte både danske og udenlandske forskere, at København gør et godt og vigtigt stykke arbejde.

Også professor og forsker ved Nasa Cynthia Rosenzweig henviste til skybrudsprojektet. Hun var en af konferencens nøglepersoner og samtidig en af forfatterne til den nye IPCC-rapport om byer og klimaforandringer, der fik sin officielle lancering på arrangementets pressekonference.

København rollemodel

Fra Syddansk Universitet var den italienske professor og forsker i Urban Resilience Nicola Tollin mødt. Også han beskrev København som rollemodel for byer verden over. Tillon, der selv bor på Vesterbro, fremhævede området omkring Sønder Boulevard som et eksempel.

»Københavns initiativ til at skabe multi-funktionelle områder, der tager højde for både lejlighedskomplekser og rekreation, er især nævneværdigt. Initiativet kombineres samtidig med en indskrænkning af veje til fordel for cykel- og gangstier. Man planter også træer på alle gadehjørner – hvilket er et relativt simpelt men yderst effektfuldt initiativ«, sagde han og tilføjede afslutningsvist:

»København er god til at lægge langsigtede planer med en klar vision. Og på trods af den sædvanlige rotation på både lokal- og national-politisk plan, fortsætter arbejdet. Det alene gør København til rollemodel for andre (red. oversættelse).«

Konferencen var et fire dage langt arrangement i samarbejde med by-sammenslutninger såsom C40 Cities og Cities Alliance og i forbindelse med udgivelsen af IPCC’s anden rapport om byer og klimaforandringer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er simpelthen greenwash. København er infesteret med biler og busser, der med deres forbrændingsmotorer er det mest klima uvenlige (og sundhedsskadelige) der findes.

Fejltagelsen at nedlægge sporvognene i 60’ernes olie-eufori sætter sine klamme spor helt op til idag, med hostende gas og diesel busser overalt i byen.

Og at byens første letbane ligger langt ude i forstadskommunerne, og ikke i Nørrebrogade feks, viser blot at København er milevidt bag mange andre storbyer.

Jeg tror simpelthen ikke på dén der!

Stil dig 5 minutter på Kgs Nytorv, ved Nørreport eller Hans Knudsens Plads. København er et larmende, stinkende og ulideligt inferno af køretøjer med forbrændingsmotorer i alle afskygninger.

Klima handler om andet og mere end at lede regnvand hurtigt væk!

  • 12
  • 0

Og at byens første letbane ligger langt ude i forstadskommunerne, og ikke i Nørrebrogade feks, viser blot at København er milevidt bag mange andre storbyer.

En af Københavns første letbaner lå faktisk på Nørrebrogade.

Den gang anvendte man bare ikke eufemismen letbane, men kaldte det hvad det var, nemlig en sporvogn.

Det løb er så kørt, men man kunne så fsva. kollektiv transport vende blikket mod Roskilde og deres elbusser.

  • 2
  • 1

»Vi har allerede reduceret vores C02-udledning med over 30 procent siden planen blev vedtaget«, fortæller hun. - men det holder vist ikke....

Langt det meste af denne reduktion er formentlig på elsiden - og skyldes den voksende andel af VE-strøm i nettet helt generelt - en gevinst som Kbh får "gratis".....

Jeg har tidligere efterspurgt et CO2-regnskab, hvor kommunen dokumenterer, hvad "egen kommunal indsats" reelt har reduceret med - så de nationale tiltag holdes for sig og de kommunale for sig.... måske kan Ingeniøren bore lidt ned i det...?

  • 2
  • 0

I 2013 investerede Københavns Kommune i 15 spritnye Hyundai ix35 "brintbiler" til 960.000 kroner stykket. Hensigten med det forsøg var at nedbringe CO2 forureningen. Gad vide hvordan det er gået med det projekt ?

  • 3
  • 0

Frank Jensen og Klaus Bondam, fedter med klatten, de sku' 'tage' sig sammen, i regnvejr, og overveje hvad princippet 'taget', har betydet for menneskets udvikling, og hvordan verden ville se ud uden. Efter at F.J. havde efterlyst bæredygtige ideer, kom Jeg på Rådhuset med min model af en rigtig hel-års-cykel-gade, eller klimatilpasset cykel-vej, om man vil. Men F.J. sendte sin front-løber, der fotograferede den, ja, det er længe siden nu.

Palmehuset i Botanisk have, er ca 140 år gammelt, det blev renoveret for et par årtier siden, på Hovedbanegården og ved postterminalen overfor ingeniørens hus er også nogle lange forløb af glastage, der har stået i årtier, og passet sig selv, bortset fra, at de har været til stor gavn og nytte. Høje Tåstrup station er centrum for en klimatilpasset struktur, hvor man kan bevæge sig rundt i ly for vejret, helt i det moderne menneskes ånd, men cyklisterne er blevet holdt udenfor, de kan da bare cykle ude i regnen, tanken om at lade cyklisterne cykle i læ og tørvejr, har ualmindeligt svært ved at finde fodfæste i de ortodokse vanetænkeres bæredygtige selvforståelse.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten