Landets økonomisk trængte kommuner kan hente mange penge, hvis de fokuserer langt mere på energiforbrug, både i bygninger og når de køber ind. Det er et af budskaberne fra regeringens klimakommission, hvis rapport bliver offentliggjort i morgen.
Mette Wier, direktør i Anvendt Kommunal forskning og medlem af klimakommissionen, har, ifølge Ingeniørens nyhedsbrev Teknologisk Indsigt // Energi og Klima i Kommunerne, afsløret lidt af rapportens indhold på Kommunalteknisk Chefforenings årskonference, der fandt sted torsdag.
Mette Wier mener, at kommunerne sikkert vil finde det besværligt at bruge tid og kræfter på disse ting.
»Men pointen er, at på længere sigt vil I blive glade for det, fordi der vil være masser af basseører at hente. Masser af guld på gaden, der venter på at blive samlet op,« lovede forskningsdirektøren.
Et vigtigt budskab er, at kommunerne skal samordne deres indsats, siger hun:
»Det dur ikke, at landets 98 kommuner planlægger fremtidens klimaindsats i hver deres retning. Der er brug for nationale rammer og stærke tværgående enheder, der koordinerer indsatsen på tværs af kommunerne,« sagde hun ifølge nyhedsbrevet.
Mette Wier kom med flere ledetråde om, i hvilken retning fremtidens fokus skal rettes:
+Vindmøller: I fremtidens CO2-neutrale samfund indgår masser af vindmøller tilsat biomassefyrede kraftvarmeværker til at levere strømmen, når vinden tager sig en slapper.
Fjernvarme kommer fortsat til at spille en central rolle i varmeforsyningen: Først og fremmest i kraft af sin evne til at lagre vindenergien i det varme vand. I landdistrikterne bliver varmepumper essentielle i opvarmningen, mens olie- og gasfyret skal helt ud.
Energirenovering, fordi alle bygninger skal optimeres, når der alligevel finder renoveringer af bygningsmassen sted. Men skatteydernes penge er, ifølge Metter Wier, bedre tjent med at blive investeret i egne boliger, i stedet for, at det offentlige går forrest med, hvad hun kaldte "urentable energirenoveringer".
Læs hele historien:
Teknologisk Indsigt // Energi og Miljø i kommunerne er Ingeniørens nye specialnyhedsbrev, som er målrettet beslutningstagere i kommuner og andre offentlige institutioner samt deres rådgivere. Nyhedsbrevet udkom første gang tirsdag d. 3. august.
Få gratis prøveabonnement på nyhedsbrevet her
